Mødedato: 20.09.2023, kl. 08:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Evaluering af Københavns Kommunes socialtandpleje-tilbud

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget besluttede i november 2020 en permanent model for Københavns Kommunes socialtandplejetilbud gældende pr. 1. januar 2021. Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget forelægges nu en evaluering af socialtandplejetilbuddet med særligt fokus på borgernes udbytte.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget,

  1. at udvalgene tager evalueringen af socialtandplejetilbuddet til efterretning.
  2. at udvalgene tager til efterretning, at forvaltningerne vurderer, at socialtandplejetilbuddet skal fortsætte i sin nuværende form

Problemstilling

Den 1. juli 2020 trådte lovgivningen om vederlagsfri akut smertelindrende og funktionsopbyggende tandpleje til de mest socialt udsatte borgere i kraft, jf. sundhedsloven § 134 a. Målgruppen for tandplejetilbuddet er socialt udsatte borgere i hjemløshed, der ikke kan benytte almindelige tandplejetilbud. Andre socialt udsatte borgere kan, ud fra en konkret og individuel vurdering, inkluderes i tandplejetilbuddet.

Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget godkendte henholdsvis den 19. november og den 25. november 2020 en model for organiseringen af socialtandplejetilbuddet i Københavns Kommune. Socialtandplejetilbuddet er forankret i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens Voksentandpleje, imens Socialforvaltningens gadeplansmedarbejdere i Hjemløse- og Udsatteenheden varetager det opsøgende arbejde i forhold til at henvise og følge borgerne til klinikkerne. Socialtandplejetilbuddet har klinikker i Tietgensgade og på Kofoeds Skole samt fra januar 2023 en nyetableret klinik på Mændenes Hjem. Der er etableret en dialoggruppe på tværs af forvaltningerne, som følger udviklingen med tilbuddet.

Udvalgene blev lovet en evaluering af socialtandplejetilbuddet i forbindelse med en status på socialtandplejetilbuddet den 2. juni 2022. Evalueringen er udarbejdet med henblik på at vurdere, om indsatsen i sin nuværende form lykkes ift. intentionerne om at afhjælpe de mest socialt udsatte borgeres tandproblemer.

Løsning

Forvaltningerne vurderer, at modellen for socialtandplejetilbuddet bør fortsætte i sin nuværende form forankret i Voksentandplejen og med den opsøgende funktion i Hjemløse- og Udsatteenheden. Dette på baggrund af evalueringens positive resultater samt de gode erfaringer, dialoggruppen mellem forvaltningerne har indsamlet i perioden. Forvaltningerne vurderer desuden, at den nuværende fordeling af økonomiske midler skal fastholdes. Nedenfor præsenteres væsentlige pointer fra den seneste evaluering.

Borgernes anvendelse og vurdering af socialtandplejetilbuddet

Der er generelt et stort behov for tandpleje i målgruppen. Der spores en forbedring i målgruppernes selvoplevede tandsundhed, og borgerne fremhæver særligt betydningen af at have bedre tandsundhed og sundt udseende tænder. De beskriver fx et større overskud og mere lyst til at tale med andre som en direkte følge af deres tandbehandling. Indsatsen har i det hele taget en afsmittende effekt på målgruppens selvværd. Socialtandplejetilbuddet lykkes med at skabe en god oplevelse for borgeren, hvilket ofte står i kontrast til borgerens oplevelser med at deltage i andre sundhedstilbud.

Borgerne udtrykker en generel tilfredshed med behandlingerne, og de oplever, at tandlægerne møder dem på en ordentlig og respektfuld måde. Der er generelt kort ventetid på behandlinger, og akutte tilfælde kommer typisk til samme dag. Det fremhæves desuden, at det er blevet nemmere at få tid til borgere fra andre kommuner, der opholder sig i København, efter at loven om mellemkommunal refusion i forbindelse med socialtandpleje trådte i kraft i juli 2021.

Anvendelsen af tilbuddet har været stigende. Der var 608 borgere i et forløb i 2021, mens der i 2022 var 1.012 borgere i et forløb. I 2022 var 47 % af borgerne i nyopstartede forløb vurderet til at tilhøre ”skal”-målgruppen (socialt udsatte hjemløse borgere, der er ude af stand til at benytte privatpraktiserende tandlæge), og 42 % var fra ”kan”-målgruppen (andre grupper af de mest socialt udsatte borgere). 7 % af borgerne i skal-målgruppen havde folkeregisteradresse i andre kommuner, og 4 % blev vurderet til at være uden for målgruppen. Med muligheden for at behandle hjemløse borgere fra andre kommuner (pga. aftale om mellemkommunal refusion) er gruppen af borgere, der tidligere blev vurderet til at være uden for målgruppen, faldet fra 15% til 4 % i 2022. Målgruppevurderingen viser, at forvaltningerne lykkes med at nå ud til de borgere, der er omfattet af tilbuddet.

Borgerne skal fortsat støttes i fremmøde og fastholdelse

De socialfaglige medarbejdere i Hjemløse- og Udsatteenheden og andre sociale tilbud som fx herberger og varmestuer oplever, at socialtandplejetilbuddet er et let tilgængeligt sundhedstilbud for målgruppen af socialt udsatte borgere, og henvisningsprocessen beskrives som nem og overskuelig. De har stort fokus på at støtte borgerne i at møde frem til deres aftaler i klinikkerne, og støtten omkring borgeren anses som et værdifuldt led i det pædagogiske arbejde. Det beskrives samtidig som en ressourcekrævende opgave – særligt i forhold til de borgere, som fortsat er i misbrug og har en kaotisk livsførelse. Det opleves derfor som en stor forbedring, at der i 2023 er åbnet en ny tandklinik på Mændenes Hjem, hvor en stor del af de mest udsatte borgere har deres gang. Det vil fortsat være nødvendigt at have fokus på at informere relevante aktører om socialtandplejetilbuddet.

Samarbejdet på tværs af forvaltninger

Der er et godt samarbejde mellem Voksentandplejen og Hjemløse- og Udsatteenheden samt med øvrige sociale tilbud. For at sikre tilbuddets formål og fremtidige anvendelse, vil der fremadrettet være behov for et tæt samarbejde mellem Voksentandplejen og Hjemløse- og Udsatteenheden. Derfor vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen fortsat afholde dialoggruppemøder med henblik på løbende opfølgning med socialtandplejetilbuddet.

Økonomi

Med finanslovsaftalen 2020 er der afsat varige midler på 6,4 mio. kr. årligt (2020 tal) til Københavns Kommune. Der anvendes ca. 1,75 årsværk til den opsøgende indsats i Socialforvaltningen. Forvaltningerne vurderer på baggrund af erfaringer og forventet volumen af opgaverne, at nedenstående budgetfordeling fortsættes. 

2024 P/L

2024

2025

2026

SUF. Etablering og drift af tandklinikker, fx løn, materiale- og teknikudgifter samt husleje

6.307.160

6.307.160

6.307.160

SOF. Opsøgende indsats i Hjemløse- og Udsatteenheden

982.795

982.795

982.795

KKs andel af statslige midler

7.289.955

7.289.955

7.289.955

Videre proces

Hvis Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget tager indstillingen til efterretning, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen fortsætte arbejdet med socialtandplejen i tilbuddets nuværende form. 

 

Per Bennetsen  Mikkel Boje

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt under godkendelse af dagsordenens punkt 1.
Til top