Håndtering af påtænkt afgørelse fra Socialtilsyn Hovedstaden
Socialudvalget skal tage stilling til en lukning af botilbuddet Strandviben, herunder sikringen af borgernes trivsel og udvikling. Endvidere skal udvalget tage stilling til, om Socialforvaltningen en kan ansøge Socialtilsynet om oprettelse af to nye tilbud, der blandt andet omfatter Strandvibens beboere og er beliggende på Strandvibens nuværende to adresser.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
1. at Socialudvalget tager orienteringen om Socialtilsynets påtænkte afgørelse om at trække godkendelsen til botilbuddet Strandviben til efterretning,
2. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen lukker botilbuddet Strandviben den 31. december 2017 på baggrund af den alvorlige kritik, som Socialtilsyn Hovedstaden har rejst af tilbuddets kvalitet, og
3. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen ansøger Socialtilsyn Hovedstaden om oprettelsen af to nye tilbud for borgere med erhvervet hjerneskade henholdsvis udviklingshæmning og lignende problematikker.
Problemstilling
Botilbuddet Strandviben har siden den 31. marts 2017 været underlagt et skærpet tilsyn med syv påbud fra Socialtilsyn Hovedstaden. Socialtilsynet nedskalerede den 31. juli 2017 seks af de syv påbud til opmærksomhedspunkter, men fastholdt det skærpede tilsyn. Det syvende påbud, som vedrørte tilbuddets målgruppe, blev fastholdt. Socialudvalget er blevet orienteret om situationen på Strandviben den 17. maj, 23. august, 30. august og 5. september 2017.
Socialtilsynet aflagde senest et uanmeldt tilsynsbesøg på Strandviben den 18. august 2017. I forlængelse af det uanmeldte tilsynsbesøg modtog Socialforvaltningen den 1. september et høringsudkast til en tilsynsrapport. Det fremgår af følgebrevet til udkastet, at Socialtilsynet påtænker at træffe afgørelse om at tilbagetrække godkendelsen af Strandviben. Tilsynet vurderer, at tilbuddet ikke har den tilstrækkelige evne til at rette op på de kritisable forhold, og at tilbuddets kvalitet er så lav, at det samlet set ikke længere opfylder betingelserne for at have en generel godkendelse som botilbud.
Socialtilsynet indkaldte til et partshøringsmøde med Socialforvaltningen, der blev afholdt den 7. september 2017. Socialforvaltningen indsendte forinden mødet en indsatsplan til tilsynet, der beskriver, hvordan forvaltningen vil sikre borgernes behov i perioden frem mod en eventuel lukning. Socialtilsynet gav på mødet udtryk for, at de har tillid til Socialforvaltningens plan og de igangsatte tiltag, der skal sikre beboerne i overgangsperioden frem til den ønskede etablering af to nye tilbud.
Socialtilsynet har i en skriftlig opfølgning efter mødet tilkendegivet, at de vil indstille til Frederiksberg Kommune, at godkendelsen til Strandviben ophører den 31. december 2017. Socialtilsyn Hovedstaden hører under Frederiksberg Kommune, og det er derfor Magistraten i Frederiksberg Kommune, der træffer afgørelse om ophør af godkendelser.
Løsning
Socialforvaltningen er enig med Socialtilsynet i, at der er store udfordringer på Strandviben. Det er forvaltningens vurdering, at forvaltningen med en lukning af Strandviben og ønsket om at åbne to nye tilbud kan levere et tilbud af højere kvalitet. Forvaltningen har drøftet ønsket med Socialtilsynet, der er positive over for den.
Strandviben hører i dag under Center Campo og består af to botilbud – et på Strandlodsvej på Amager og et på Vibevej i Nordvest. Strandviben er et specialiseret botilbud med 61 pladser til borgere med erhvervet hjerneskade og deraf kognitive og fysiske handicaps, der har behov for pædagogisk støtte og vejledning samt hjælp til personlig pleje og praktiske gøremål. Socialtilsynet har på baggrund af deres tilsynsbesøg konkluderet, at der på Strandviben bor beboere, der ikke er omfattet af ovenstående målgruppe. Dette drejer sig blandt andet om borgere med udviklingshæmning samt borgere med misbrug. Socialtilsynet har derfor tildelt Strandviben et påbud om at flytte de borgere, der falder uden for den godkendte målgruppe.
Socialtilsynets kritik af Strandviben relaterer sig primært til afdelingen på Vibevej. Kritikpunkterne vedrører blandt andet manglende kompetencer i forhold til magtanvendelser, medicinhåndtering samt dokumentation. Derudover har tilsynet konstateret, at medarbejderne mangler forståelse for beboernes behov, og at beboerne risikerer at blive udsat for omsorgssvigt og overgreb. Ledelsen har ikke introduceret medarbejderne til retningslinjer og ikke udøvet ledelseskontrol, og der har over en lang periode været stor udskiftning i ledelsen og medarbejdergruppen.
På Strandlodsvej er kritikken fra Socialtilsynet afgrænset til at vedrøre målgruppen, ledelsen og personalet. Der er imidlertid vurderingen fra tilsynet, at udfordringerne kan imødekommes ved en synlig tilstedeværelse af ledelsen på afdelingen.
Etablering af nye tilbud
Socialforvaltningen ønsker at etablere to nye tilbud fra 1. januar 2018. Tilbuddene vil blive etableret på Strandvibens nuværende adresser; Vibevej og Strandlodsvej.
Socialforvaltningen er i dialog med Center for Erhvervet Hjerneskade om, at de kan drive det ene nye tilbud på Vibevej. I så fald vil tilbuddet fremover være et tilbud, der udelukkende er målrettet borgere med en erhvervet hjerneskade. Center for Erhvervet Hjerneskade består af den selvejende institution Lions Kollegiet, der i dag driver flere tilbud for forvaltningen, og som har stor erfaring med målgruppen.
Socialforvaltningen ønsker derudover at etablere et nyt tilbud på matriklen Strandlodsvej til borgere med udviklingshæmning og lignende problematikker. Dette tilbud ønsker forvaltningen selv at drive.
Det er Socialforvaltningens vurdering, at ovenstående løsning vil sikre det bedste tilbud til borgerne. Løsningen har været drøftet indledende med Socialtilsynet, der også skal godkende målgrupperne til de to nye tilbud. Socialforvaltningen vil hurtigst muligt indsende ansøgninger til tilsynet med en målgruppebeskrivelse til de to nye tilbud.
Flytning og varsling af beboere
Beboerne på Strandviben har egne boliger efter almenboliglovens § 105. De nye tilbud vil også blive oprettet som § 105-boliger. Socialforvaltningen har igangsat en revurdering af samtlige borgere på Strandviben. Formålet er at afdække borgernes støttebehov. Borgerne vil herefter blive målgruppeplaceret. Det er vurderingen, at størstedelen af borgerne på Strandviben kan blive boende i deres nuværende boliger.
Der kan være enkelte borgere, der ikke vil være omfattet af målgruppen på de nye botilbud, men det forventes, at de selv har et ønske om et flytte. Disse borgerne vil blive tilbudt et andet botilbud enten internt eller eksternt, hvor der er et målgruppematch. Socialforvaltningen vil gå i dialog med Socialtilsynet om en løsning for disse borgere.
Igangsatte tiltag på Strandviben
Socialforvaltningen har igangsat en række konkrete tiltag, der skal sikre borgernes trivsel og udvikling i overgangsperioden frem mod lukningen af Strandviben.
Der er en ny ledelse på tilbuddet, som startede i juni måned. Socialforvaltningen har nu ændret vagtplanerne, så ledelsen, erfarne konsulenter eller task force medarbejdere er til stede på tilbuddet hver dag fra kl. 07.00 til 22.00 for at sikre omsorgen for beboerne. Derudover kontrolleres vagtplanen dag for dag for at sikre, at der er socialfaglige kompetencer i alle vagtlag.
Der har siden juni 2017 været indsat en sundhedsfaglig task force på Vibevej, der består af erfarne medarbejdere, herunder sygeplejersker. Task forcen skal sikre den sundhedsfaglige omsorg for beboerne. Task forcen skal blandt andet opdatere de sundhedsfaglige vejledninger og arbejdsgange samt forestå medicinudlevering. Task forcen blev den 8. september opnormeret med ekstra medarbejdere.
Derudover indsatte Socialforvaltningen den 11. september en socialfaglig task force på afdelingen Vibevej, der består af 16 medarbejdere med erfaring i bl.a. dokumentation, risikovurdering og Low Arousal. Task forcen skal blandt andet være med til at sikre en korrekt håndtering af magtanvendelser igennem undervisning og sidemandsoplæring samt sikre en bedre og korrekt dokumentation. Den socialfaglige task force vil også sørge for, at alle medarbejdere får et nyt introduktionsforløb med særligt fokus på selvbestemmelsesret, dokumentation og risikovurderinger. Det skal sikre, at medarbejderne har den nødvendige viden og kompetencer til målgruppens behov.
Socialforvaltningen har indsendt en handleplan til Socialtilsynet den 12. september 2017. Handleplanen indeholder konkrete beskrivelser af, hvordan Strandviben i overgangsperioden vil arbejde med at imødekomme det påbud og de opmærksomhedspunkter, som tilsynet tidligere har meddelt Strandviben.
Orientering af berørte parter
Socialforvaltningen vil i september orientere beboere, pårørende, ansatte og faglige organisationer om Socialtilsynets afgørelse om at tilbagetrække tilbuddets godkendelse. Socialforvaltningen vil endvidere oplyse om, hvordan forvaltningen vil sikre beboernes trivsel og tryghed i perioden frem mod lukningen. Derudover vil Socialforvaltningen orientere om forvaltningens ønske om at etablere to nye tilbud på de to matrikler til to afgrænsede målgrupper.
Økonomi
Udgifterne til de ekstra medarbejderressourcer til den sundhedsfaglige og den socialfaglige task force på Strandviben finansieres inden for Socialforvaltningens egen ramme.
Videre proces
Frederiksberg Kommune behandler Socialtilsynets indstilling om ophør af godkendelsen til Strandviben den 25. september 2017. I forlængelse heraf vil Socialtilsynet offentliggøre en ny tilsynsrapport på Tilbudsportalen, hvoraf det vil fremgå, at tilbuddets godkendelse bringes til ophør. Socialtilsynet vil også orientere de andre kommuner, der har borgere på Strandviben.
Socialforvaltningen vil arbejde videre med planen for nedlukningen af Strandviben. I den forbindelse vil forvaltningen indsende ansøgninger til Socialtilsynet med henblik på at få godkendt målgrupperne for de to nye tilbud.
Nina Eg Hansen
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Kontorchef Eva Stokbro Jensen og borgercenterchef Lasse Falck Steensland deltog under punktets behandling.
Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning, og indstillingens 2. og 3. at-punkt blev godkendt.