Mødedato: 20.06.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Sammenlægning af to institutioner i Socialforvaltningen

Se alle bilag
Socialudvalget skal godkende sammenlægning af to institutioner under Center for Kriminalitetstruede Unge, CUKU, Borgercenter Børn og Unge.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender sammenlægningen af Rymarksvænge og Den Flyvende Hollænder.

Problemstilling

Siden 2015 har Borgercenter Børn og Unge arbejdet med Tæt på Familien som faglig tilgang på ungeområdet. Et væsentligt element i Tæt på Familien er at forebygge anbringelser ved at sætte ind med specialiserede indsatser i hjemmet, skolen eller andre dele af almenområdet, som den unge tidligere kun ville have kunnet modtage på fx en døgninstitution. I de tilfælde, hvor en anbringelse alligevel er nødvendig, sættes der i højere grad ind med kortere, mere fleksible og mere fokuserede forløb. Derfor har omstillingen til Tæt på Familien medført flere forebyggende indsatser og samtidig færre og kortere døgnanbringelser. For målgruppen af kriminalitetstruede unge har omstillingen betydet, at der pt. ses en overkapacitet på døgnbehandlingspladser på cirka 10 pladser.

Socialforvaltningen har en række tilbud under Center for Kriminalitetstruede unge, CUKU, som er målrettet kriminalitetstruede unge ml. 10 og 17 år. De enkelte institutioner under CUKU arbejder på forskellig vis på at skabe holdbare løsninger, der kan bringe de unge ud af kriminalitet.

Socialforvaltningen ønsker at foretage en omorganisering af to eksisterende tilbud, som udover at tilpasse kapacitet på døgnbehandlingspladser til kriminalitetstruede unge også understøtter måden at arbejde på under Tæt på Familien. Socialforvaltningen ønsker, at institutioner under CUKU fremadrettet skal arbejde med målgruppen af kriminalitetstuede unge indenfor flere forskellige niveauer af indsatstrappen.

Der er således behov for et kontinuum af tilbud, som i intensivitet fleksibelt kan tilpasses målgruppens behov, således at der indenfor CUKU kan anvendes tidlige forebyggende foranstaltninger, fx familiebehandling med mulighed for aflastning ved behov, over en anbringelse på Brydes Allé til døgnanbringelse på Nexus og Sønderbro som de mest indgribende tilbud. 

VIFU (Virkningsfulde Indsatser for Unge) er en døgninstitution under CUKU med afdelinger på flere forskellige adresser, herunder afdelingen Rymarksvænge, som er placeret på Rymarksvej på Østerbro. Målgruppen er kriminalitetstruede unge, hvoraf nogle også har begået kriminalitet.

De fysiske rammer på afdelingen Rymarksvej er ikke tidssvarende i forhold til de behov, der er for døgntilbud i dag, og det har længe været et ønske at flytte afdelingen og - i den forbindelse - omstille driften og justere målgruppen. Endelig vurderes det, at der med 12 pladser på afdelingen er en overkapacitet, hvilket kommer til udtryk gennem lavere belægningsgrad.

Den Flyvende Hollænder, DFH, ligger på indre Nørrebro og er en institution for kriminelle og stærkt kriminalitetstruede unge. DFH er den dyreste institution i hele CUKU. Erfaringen har vist, at det var uhensigtsmæssigt for mange stærkt kriminalitetstruede københavnske anbragte at skulle bedre sig så tæt på eget miljø. Denne målgruppe har brug for mere ydre styring, hvor de fysiske rammer skal skærme dem for kriminelle miljøer. Det har betydet vanskeligheder med at besætte pladserne på DFH, og en stor del af pladserne har da også været besat af unge fra andre kommuner.

Løsning

Socialforvaltningen foreslår, at DFH og VIFUs afdeling Rymarksvænge fusioneres og gøres til en selvstændig ny institution med egen ledelse under CUKU med adresse på Fensmarksgade, hvor Den Flyvende Hollænder holder til i dag – og med navnet Fensmarksgade.  Lokalerne på Rymarksvej kan, frem til afviklingen af lejemålet i 2020, anvendes til forebyggende og fleksible foranstaltninger på ungeområdet.

Forslaget indebærer, at der efter sommerferien oprettes 10 døgnpladser på Fensmarksgade til kriminalitetstruede unge. Målgruppen på Fensmarksgade vil bestå af kriminalitetstruede unge, der er mindre opsøgende overfor kriminelle miljøer og mere motiverede for skole og samarbejde med egen familie. Til de få meget kriminalitetstruede og kriminelle unge (ofte københavnere), der før var anbragt på DFH, kan der tilpasses særlige pladser på Nexus eller alternativt købes pladser på MultifunC i Midtjylland, som er er en anden institution for meget kriminalitetstruede unge.

Personalet på både DFH og afdelingen Rymarksvænge er løbende blevet opkvalificeret og vurderes i samarbejde at kunne håndtere arbejdet på den nye institution, Fensmarksgade, hvis målgruppe altså placerer sig mellem det mindre indgribende tilbud på ungdomspensionen Brydes Allé, som er en anden afdeling under VIFU, og det mere indgribende tilbud på Nexus. Der vil i forbindelse med sammenlægningen blive iværksat fælles kompetenceudvikling for medarbejderne fra begge institutioner, teambuildning mv. Matriklen på Fensmarkgade åbner, med to adskilte etager, op for, at CUKU, på sigt og i takt med behov, kan nytænke og tilpasse døgnpladserne. Den nye institution Fensmarksgade forventes at være klar 1. oktober 2018.

Der har i den senere tid, på især DFH, men også Rymarksvænge, været usikkerhed om fremtiden og bekymring for evt. lukning på baggrund af lav belægning og en vakant lederstilling på DFH. Derfor er en hurtig afklaring vigtig. For at sikre en stabil og sikker drift hen over sommerferien er det aftalt med de faglige organisationer, at der umiddelbart efter udvalgsbehandlingen indledes en proces om flytning af medarbejdere fra Rymarksvænge til DFH. Dette kan dog først ske, efter at de unge fra Rymarksvænge er flyttet til andre af VIFUs afdelinger. Denne interne flytning vil være gældende frem til sammenlægningen endeligt kan effektueres efter en drøftelse i MEDsystemet og en aftale med de faglige organisationer om sammenlægningsprocessen.

Der er pt. 7 unge indskrevet på Rymarksvænge. Af disse unge flyttes 6 til andre afdelinger i VIFU (Brydes Alle og Griffenfeldsgade) og én ung til Den Flyvende Hollænder. Flytningen af de unge vil ske i samarbejde med forældrene, de unge samt de enheder i Socialforvaltningen, der har visiteret til anbringelsen. I forhold til den ene unge, der flyttes til DFH, vil dette kræve, at der skal træffes afgørelse om flytning, jf. servicelovens regler om flytning til et nyt tilbud, og både forældre og den unge skal give sit samtykke. Kan dette samtykke ikke opnås, skal der findes en anden løsning – stadig i samarbejde med forældre og den unge.

Økonomi

Forslaget indebærer, at der nedlægges 12 døgnpladser på Rymarksvej og 8 døgnpladser på DFH. Der oprettes i stedet 10 døgnpladser på Fensmarksgade. Fordi målgruppen på Fensmarksgade ændrer sig, og der bl.a. ikke længere vil være behov for de delvist sikrede pladser på DFH, som i kortere perioder giver mulighed for at låse døren til værelset og sikre vinduer, medfører kapacitetstilpasningen lavere enhedspriser på døgnbehandlingspladser, hvilket udløser en besparelse på 3,5 mio. kr. årligt.

Der sælges på nuværende tidspunkt pladser til kriminalitetstruede unge til andre kommuner. Kapacitetstilpasningen betyder, at antallet af pladser på Fensmarksgade i højere grad vil blive benyttet af københavnske unge, hvorfor indtægten fra andre kommuner vil være lavere. Sammenlægningen medfører derfor også et varigt ufinansieret indtægtstab på i alt 1,5 mio. kr. årligt.

I forbindelse med sammenlægningen og kapacitetstilpasningen vil der ske en tilpasning af antal medarbejdere. Ydermere vil der i en periode være tomgang, mens personale mv. flyttes, hvorfor der er behov for en investering til tomgang, fratrædelsesordninger, udbetaling af feriepenge mm. Endelig er Socialforvaltningen i henhold til lejeaftalen forpligtiget til at istandsætte Rymarksvej ved fraflytning. Dette vurderes af koste 0,59 mio. kr. 

Borgercenter Børn og Unge har i 2018 afsat midler fra institutionscentrenes budget til omstillingen og den udvikling, som kan anvendes til at finansiere investeringen på 3,2 mio. kr. i 2018. Udgiften kan derfor håndteres indenfor Borgercenter Børn og Unges eksisterende budgetramme.  

Besparelsen på i alt 1,4 mio. kr. i 2020 vil enten kunne bruges til et kvalitetsløft af institutioner under CUKU eller kunne indgå som en budgetreduktion i budgetprocessen til 2020 med en stigende profil til 2021 og frem, hvor gevinsten vil være 2 mio. kr. jf. nedenstående tabel.

1000 kr., PL 2018

2019

2020

2021

2022

Besparelse som følge af lavere enhedspriser på alternative foranstaltninger til unge kriminalitetsruede

-3.500

-3.500

-3.500

-3.500

Indtægtstab ved mindre salg af pladser til andre kommuner end Københavns

1500

1500

1500

1500

Investering til istandsættelse af Rymarksvej

 

590

 

 

Samlet ændring

-2000

-1410

-2000

-2000

Videre proces

Efter dialog med de faglige organisationer og behandlingen i HovedMed d. 22. juni 2018 vil indstillingen ikke længere være fortrolig.

 

Nina Eg Hansen

                                   / Lise Kjær Stidsen Vandal

 

Beslutning

Kontorchef Lise Stidsen Vandahl deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt med forbehold for, at processen for sammenlægningen efterfølgende blev drøftet og godkendt i HovedMED, og at Socialudvalget blev orienteret om behandlingen i HovedMED i fredagsmailen den 22. juni 2018.

Til top