Mødedato: 20.06.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Diverse ledelsesinformationer for 2017

Se alle bilag

Socialudvalget forelægges diverse ledelsesinformationer for 2017.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget tager vedlagte diverse ledelsesinformationer for 2017 til efterretning     (bilag 1).

2. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen fremadrettet opgør antallet af borgere     på anvisningsliste til botilbud ud fra, hvor mange der har ventet længere end 6 måneder.

 3. at Socialudvalget tager stilling til, hvilke informationer der fremadrettet skal indgå i diverse     ledelsesinformationer.

Problemstilling

Socialudvalget får løbende forelagt informationer om forvaltningens drift, resultater og økonomi. Socialudvalget besluttede på et møde 23. januar 2013, at en række orienteringer og indstillinger som udvalget modtog i fast kadence, fremover skulle forelægges samlet i en orienteringssag. Socialudvalget kan altid bede forvaltningen om at få uddybende forklaringer på de enkelte områder. Ligeledes kan forvaltningen fortsat tage de enkelte områder særskilt op, hvis der sker væsentlige ændringer på et af områderne.

De informationer, som fremlægges i den vedlagte diverse ledelsesinformationer for 2017 er ønsker fra det tidligere udvalg og forvaltningen, samt en status på pejlemærkerne. Det nuværende udvalg vil få forelagt data omkring "tegn på succes" i forhold til socialstrategien og kan nu tage stilling til, om de har konkrete ønsker til vedlagte diverse ledelsesinformationer.

Socialforvaltningen forelægger nu Socialudvalget rapport om diverse ledelsesinformationer for 2017. Der er tale om data om belægningen på herberger, krisecentre og natcaféer, anvisningsliste til et botilbud, ventetid på almene bolig, udsættelser af almene boliger, Arbejdstilsynet, Socialtilsynet, hjemmeplejeområdet, de særlige beskæftigelsesordninger, behandlingsgarantien på stofmisbrugsområdet, ledelsestilsyn på personsagsområdet, klagesagsstatistik på myndighedsområdet og sygefravær. 

Løsning

I det følgende gennemgås de vedlagte diverse ledelsesinformationer for 2017.

Belægning på herberger og krisecentre

  • I 2017 var den gennemsnitlige belægningsprocent for både krisecentrene og herbergerne 92 %. Belægningsprocenten ligger under målsætningen om en belægning mellem 95 - 105 %.
  • På herbergerne har belægningen været stabil i 2017 bortset fra en lav belægning i årets første to måneder. Faldet i belægningen i slutningen af 2016 og starten af 2017 skyldes visitationsperioden til det nye ungeherberg på Nøjsomhedsvej, som nu er fyldt op.  Krisecentrene har været fuldt belagt det meste af 2016, men i 2017 er der sket et fald, der har medført, at krisecentrene har haft ledige pladser på Egmontgården og Klostermosegård. Socialforvaltningen har ikke nogen forklaring på faldet i belægningen, men følger udviklingen tæt. 
  • Der er et lovfastsat selvhenvenderprincip på herberger og krisecentre. Princippet giver styringsmæssige udfordringer på området. Der kan f.eks. gå lang tid, fra en borger er indskrevet på et privat eller udenbys tilbud, til forvaltningen får oplysning om det og kan begynde at handle på borgerens situation. Derudover kan forvaltningen ikke selv fastlægge serviceniveauet på private og udenbys tilbud.

Belægning på natcaféerne

  • Den gennemsnitlige belægningsprocent for natcaféerne var i 2016 72 %, og i 2017 har den gennemsnitlige belægningsprocent været på 65 %. Tilsammen har der gennemsnitligt været 82 sovende og 118 besøgende på natcaféerne pr. nat i 2017.
  • Den gennemsnitlige belægningsprocent på natcaféerne fremstår lav, fordi der skelnes mellem sovende og besøgende. Natcaféerne på Aktivitetscentret og Mændenes Hjem har karakter af at være et natværested med et generelt højt antal besøgende, og et relativt lavt antal sovende, sammenlignet med de øvrige natcaféer.
  • Socialforvaltningen kan fortsat tilbyde en plads til hjemløse, der henvender sig med ønske om at overnatte.

Antal borgere på anvisningsliste til et botilbud

  • Antallet af borgere med handicap, der venter på et botilbud, har været faldende i 2017 fra 105 i januar til 66 i december. Faldet i det samlede antal ventende skyldes dels det styrkede fokus på forsyningsforpligtelsen, dels en generel opfølgning i 2017 på borgere, der har ventet længe. Det har her vist sig, at flere borgere ikke længere var aktivt søgende, hvilket vil sige, at de ikke har et aktuelt behov for en botilbudsplads. Det kan eksempelvis være hjemmeboende, der først ønsker at flytte hjemmefra på et givet tidspunkt ude i fremtiden. 
  • Antallet af borgere med sindslidelse, der venter på botilbud, har været faldende i 2017 fra 146 i januar til 98 i december. Faldet kan tilskrives en række forskellige initiativer. Dels har den løbende opfølgning på ventelisten bevirket, at nogle borgere er taget af ventelisten efter at have modtaget et tilbud, og dels er nogle borgere kommet i bolig med fleksibel bostøtte. Dertil kommer, at ungetilbuddet på Radisevej i starten af året blev godkendt til at kunne åbne de sidste ti pladser. Endvidere er samarbejdet omkring visitation til de konkrete botilbud blevet skærpet på ledelsesniveau. Endelig er der købt et større antal pladser udenbys til borgere med risikoadfærd.
  • I 2017 fik forvaltningen penge til at opfylde forsyningsforpligtelsen på begge områder. Der henvises til udvalgsmøde den 21. juni 2017, hvor sagen blev behandlet.
  • Trods faldet i ventetiden på både handicap- og psykiatriområdet bør det dog understreges, at mange borgere stadig venter for længe på en botilbudsplads, og at der fortsat er behov for at arbejde aktivt med problematikken. Forvaltningen vender derfor tilbage med et budgetforslag, der kan imødekomme problemet.

Ventetid på almene boliger

  • Udviklingen i den gennemsnitlige ventetid for at få anvist en bolig er relativt stabil. Siden 2013 har den gennemsnitlige ventetid således ligget på ca. 200 dage på en bolig. Dette tal rummer dog en stor spredning. Ventetiden for den enkelte borger afhænger af to ting: 1) betalingsevne og 2) hvor stor en bolig den enkelte har behov for. For borgere med en betalingsevne på højst 3.500 kr. var den gennemsnitlige ventetid i 2. halvår 2017 344 dage. Familier, som indtil nu har haft en bedre betalingsevne, venter noget kortere på bolig.
  • Huslejepriserne på almene boliger er stigende, hvilket gør det vanskeligt for Socialforvaltningens målgrupper at betale for de boliger, som kommunen har anvisningsret over. Socialforvaltningen arbejder på mange fronter med løsningsmuligheder.

Status på udsættelser

  • I 2017 sendte fogedretten i alt 1.788 sager til Københavns Kommune med varsling om udsættelse, hvoraf 287 sager resulterede i en effektueret udsættelse. Dette svarer til en andel på 16 %. I 2016 var der 273 udsættelser, svarende til 16 % af antallet af varslinger (1.703). Når man sammenligner de 2 år er andelen af personer, der udsættes som følge af en varsling ikke steget. Antallet af borgere, der varsles udsættelse er steget, men ikke så meget som frygtet i lyset af reformerne på overførelsesindkomstområdet. 
  • Socialforvaltningen følger fortsat udviklingen tæt i samarbejde med de almene boligorganisationer og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Status på Arbejdstilsynet

  • I 2017 har arbejdstilsynet truffet 91 endelige afgørelser på arbejdspladser i Socialforvaltningen, heraf 3 om strakspåbud, 17 om påbud, 2 om rådgivningspåbud, 9 om afgørelse uden en handlepligt, 20 om vejledning og 40 om grøn smiley.
  • Socialforvaltningen har i 2016 og 2017 arbejdet aktivt med at styrke sikkerheden på forvaltningens arbejdspladser, herunder har forvaltningen arbejdet indgående med at forebygge risikoen for vold og trusler om vold på udvalgte botilbud i socialpsykiatrien og på handicapområdet. Indsatsen for at styrke sikkerheden på forvaltningens arbejdspladser er kommet til udtryk ved et markant fald i antallet registrerede arbejdsskader, idet der er således sket et fald i antallet af arbejdsskader fra 4339 i 2016 til 3948 i 2017. Socialforvaltningen vil også i de kommende år have fokus på at styrke sikkerheden på forvaltningens arbejdspladser.

Status på Socialtilsynet

  • I 2017 modtog i alt 129 tilbud under Socialforvaltningen tilsyn af Socialtilsynet. Det er kun Socialforvaltningens botilbud Strandviben, Sundbyhus og Spanager, som har fået påbud eller er kommet under skærpet tilsyn. Strandviben i Borgercenter Handicap fik i marts 2017 seks påbud og blev sat under skærpet tilsyn.  Socialforvaltningen valgte på denne baggrund at lukke tilbuddet og åbne to nye tilbud, som er godkendt af Socialtilsynet. Sundbyhus i Borgercenter Voksne fik i august et påbud for manglende natpersonale. Påbuddet blev ophævet, da Center Amager hyrede nattevagter. Spanager i Borgercenter Børn og Unge fik i september 2017 et påbud vedrørende montering af sikkerhedshasper på vinduer. Forvaltningen påklagede påbuddet til Ankestyrelsen, som gav kommunen medhold. Socialtilsyn Øst ophævede efterfølgende påbuddet.     
  • Socialforvaltningen vurderer, at samarbejdet med Socialtilsynet og den faglige udvikling på de enkelte tilbud, som følge af socialtilsynsbesøg, generelt er blevet styrket de seneste år. Dette afspejles i, at der er færre sager, hvor Socialforvaltningens tilbud får alvorlig kritik, påbud eller kommer under skærpet tilsyn som følge af tilsyn fra socialtilsynet.

Status på hjemmeplejeområdet

  • Kvalitetsmål 4 vedr. ingen aflysninger af hjemmehjælp fra leverandøren er fuldt opfyldt i 2017. Der er dog forsat udfordringer ift. at nå kvalitetsmål 1 vedr. fast kontaktperson hos leverandøren og kvalitetsmål 2 vedr. fast kontaktperson hos hjemmeplejevisitationen og kvalitetsmål 3 vedr. få forskellige medarbejdere i hjemmet. Borgercenter Hjemmepleje vil i den kommende periode sætte fokus på de tre kvalitetsmål. Det skal ses i lyset af, at målsætningen om en fast kontaktperson hverken afspejler situationen i hjemmepleje-visitationen eller hos den kommunale leverandør, der begge arbejder i teams fremfor i individbaserede borgerkontakter. Herudover har Borgercenter Hjemmepleje haft en stor udskiftning i personalet og rekrutteringsudfordringer.
  • Konsulentvirksomheden BDO har foretaget de årlige tilsyn med den sociale hjemmepleje og hjemmesygepleje. Hjemmeplejen og hjemmesygeplejen modtog i 2016 helhedsvurderingen ”godt og tilfredsstillende”, ligesom hjemmeplejen i 2017 modtog helhedsvurderingen ”godt og tilfredsstillende”. Hjemmesygeplejen modtog i 2017 helhedsvurderingen ”fejl og mangler med risiko for borgernes helbred og autonomi” på grund af fejl i håndteringen af borgernes medicin. Borgercenter Hjemmepleje udfærdigede både centrale og decentrale handleplaner i lyset af resultaterne for tilsynet i 2017. Handleplaner er både decentralt og centralt udfærdiget og er under implementering, og borgercentret forventer derfor en forbedring af tilsynsresultatet i 2018.  

De særlige beskæftigelsesordninger

  • Socialforvaltningen opfyldte de opstillede kvotemål for 2017 med samlet 294 årsværk inden for nytteindsats, virksomhedspraktik og løntilskud. Derimod har forvaltningen ikke leveret kvotemålsopfyldelse i forhold til fleksjobansættelser (138 personer) i 2017, som lå på 122 personer. 

Behandlingsgarantien på stofmisbrugsområdet

  • Behandlingsgarantien indebærer, at borgerne har ret til at få et tilbud om behandling inden for 14 dage. Tidsfristen regnes fra tidspunktet for den første henvendelse med ønske om behandling.
  • I 2017 henvendte 839 borgere sig med ønske om stofmisbrugsbehandling. Af dem fik 818 iværksat behandling inden for behandlingsgarantien, svarende til 98 %.

Ledelsestilsyn på personsagsområdet

  • Formålet med ledelsestilsyn på personsagsområdet er at opdage og rette eventuelle fejl hurtigt, sikre ledelsesinformation og øge kvaliteten og styringen på området, så der hjemtages korrekt statsrefusion. Ledelsestilsynet er indrettet således, at der udtages stikprøver til indikation af, om der er fejl indenfor personsager med udbetalinger med statsrefusion på servicelovens, pensionslovens, aktivlovens og integrationslovens område.

  • I 2017 er 452 sager blevet kontrolleret. Der har været fejl i 16 sager, hvilket svarer til en fejlprocent på 4 pct. af de kontrollerede sager. De kontrollerede sager beløber sig til en samlet værdi på 2.831.630 kr., hvoraf der er sket berigtigelse for 72.947 kr., hvilket svarer til 3 pct. af det samlede kontrollerede beløb. Socialforvaltningen finder resultatet for 2017 tilfredsstillende, men arbejder fortsat målrettet på at forebygge fejl.       

Klagesagsstatistik på myndighedsområdet

  • Socialforvaltningen modtog i 2017 i alt 1777 realitetsklager (klager over selve afgørelsen) på myndighedsområdet. I 2016 var der tale om 2053 realitetsklager, dvs. et fald på ca. 13 % Til gengæld modtog forvaltningen i 2017 i alt 516 formalitetsklager (klager over selve sagsbehandlingen) på myndighedsområdet. I 2016 var der tale om 501 formalitetsklager, dvs. en stigning på ca. 3 %.
  • I cirka 73 % af realitetsklagerne (klager over selve afgørelsen) har forvaltningen fastholdt afgørelsen. Borgerne har i cirka 17 % af sagerne fået helt eller delvist medhold i klagen. Når borgercentrene fastholder afgørelsen, eller borgerne får delvist medhold i klagen, sendes klagen til endelig afgørelse i Ankestyrelsen. For så vidt angår formalitetsklagerne (klager over selve sagsbehandlingen) har borgercentrene i cirka 38 % af klagerne fastholdt den skete sagsbehandling i sagen. Borgercentrene har i cirka 38 % af klagerne givet borgeren helt eller delvist medhold.
  • Socialforvaltningen arbejder løbende med forskellige indsatser, der kan mindske antallet af realitets- og formalitetsklager.

Status på sygefravær

  • Årsresultatet for sygefraværet for hele forvaltningen i 2017 ligger på 11,6 fraværsdagsværk pr. fuldtidsansat, hvilket svarer til måltallet for 2017. Sygefraværet for 2017 ender således med at ligge 0,6 fraværsdagsværk pr fuldtidsansat lavere end resultatet i 2016.
  • Socialforvaltningen finder resultatet for sygefraværet tilfredsstillende, men har fortsat stort fokus på området.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialforvaltningen vender tilbage med forslag til opprioritering og budgetforslag på de områder, hvor manglende ressourcer er en del af forklaringen på udfordringerne. 

Socialudvalget får forelagt næste afrapportering om diverse ledelsesinformationer september/oktober 2018. Forvaltningen vil fortsat arbejde på at forbedre konceptet for ledelsesinformation, herunder vurdere om der er flere udvalgssager, der kan indgå i fremtidige afrapporteringer.

 

Nina Eg Hansen                 

                                    /    Eva Stokbro Jensen                   

 

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning, og indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Socialudvalget besluttede under 3. at-punkt, at medarbejderes sygefravær i udspecificeret form, tryghed og sikkerhed for medarbejdere, tidligere års belægning på herberg og natcaféer og ventetid på anvisningsliste til botilbud skal indgå sagen om ledelsesinformationer.

Til top