Mødedato: 20.06.2007, kl. 18:30

Kvalitetsstandarder på hjemmeplejeområdet 2007 til endelig godkendelse

Kvalitetsstandarder på hjemmeplejeområdet 2007 til endelig godkendelse

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 20. juni 2007

 

 

6.      Kvalitetsstandarder på hjemmeplejeområdet 2007 til endelig godkendelse

 

SUD 263/2007  J.nr. 229/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Socialudvalget skal godkende kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp samt vedligeholdende træning

 

INDSTILLING OG Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.                  At Socialudvalget godkender de reviderede kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp (bilag 1A)

2.                  At Socialudvalget godkender de reviderede kvalitetsstandarder for vedligeholdende træning (bilag 1B)

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2007

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Rikke Lauritzen og Mikkel Warming (begge Ø) ønskede følgende protokolleret:

"Enhedslisten er enig i, at hjemmeplejen bør fokusere på ydelser frem for tidsudmåling. Vi mener dog, at hjemmeplejens nuværende organisering og meget stramme styring vil ophøret af udmelding i tid til brugerne blot risikere at skjule den faktiske tid, som jo for de ansatte definerer de enkelte plejehjemsydelser"

 

Problemstilling

Socialudvalget godkendte d. 24. april 2007, at forslag til kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp samt vedligeholdende træning sendes til høring (jf. SUD 143/2007).

Socialforvaltningen har modtaget en række konstruktive høringssvar, der identificerer en række forbedringsmuligheder for kvalitetsstandarderne. En oversigt over høringssvar samt Socialforvaltningens bemærkninger hertil er vedlagt som bilag 2. De enkelte høringssvar er vedlagt som bilag 2a-2d.

 

Løsning

Socialforvaltningen har på baggrund af høringssvarene indarbejdet en række ændringer i kvalitetsstandarderne. Det drejer sig om en række præciseringer i forhold til beskrivelse af serviceniveauet samt en konkret ændring af Socialforvaltningens klageprocedure., således at der nu er overensstemmelse med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Denne ændring betyder, at borgerklager over tildelingen af personlig og praktisk hjælp sendes direkte til Klagerådet for hjemmehjælp, i modsætning til i dag, hvor klagerne først behandles af Socialforvaltningen. Ændringen medfører således en kortere sagsbehandlingstid.

 

Som det fremgår af bilag 2 har der været modsatrettede reaktioner på ændringen i tildelingsprincippet fra tid og ydelse til ydelse. Efter overvejelse har Socialforvaltningen valgt at fastholde den foreslåede ændring, der betyder at borgeren fremover får oplyst, hvilke ydelser der er tildelt, men ikke hvilken tid, der er afsat til opgaverne. På denne måde tilgodeses fleksibiliteten i leveringen af hjemmehjælp, og sætter fokus på kvaliteten i ydelserne

 

Kvalitetsstandarderne fremlægges hermed til endelig godkendelse.

 

Økonomi

Ændringerne i kvalitetsstandarderne for 2007 har ingen konsekvenser for serviceniveauet på området og følgelig ingen økonomiske konsekvenser. 

 

Videre proces

Kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp samt vedligeholdende træning skal efter Socialudvalgets godkendelse implementeres i Socialforvaltningen. Implementeringen omfatter bl.a. revidering af afholdelse af temadage for såvel visitation som leverandører, udarbejdelse af en "pixi-udgave" af kvalitetsstandarderne til brug for såvel kommunal som private leverandører, samt en fortsat diskussion, forankret i lederkredsen, ang. kvalitetsstandardernes udformning og anvendelse.

 

Revideringen af kvalitetsstandarderne for 2007 er sket ud fra et uændret serviceniveau.

I forbindelse med behandling af budget 2008 er der indstillet en række besparelser på området, som vil medføre reduktioner i serviceniveauet. Afhængig af den endelige budgetvedtagelse vil Socialforvaltningen derfor påbegynde at indarbejde det fastsatte serviceniveau i kvalitetsstandarderne for 2008, som vil blive forelagt Socialudvalget i efteråret/vinteren 2007.  

 

Bilag

Bilag 1a. Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp

Bilag 1b. Kvalitetsstandarder for vedligeholdende træning

 

Bilag 2. Oversigt over høringssvar og forvaltningens bemærkninger

Bilag 2a. Høringssvar fra Ældrerådene

Bilag 2b. Høringssvar fra Handicaprådet og centerrådene

Bilag 2c. Høringssvar fra Dansk Sygeplejeråd

Bilag 2d. Høringssvar fra Ældresagen

 

 

 

         Anette Laigaard                              /                    Jens Elmelund


 

Til top