Mødedato: 20.05.2020, kl. 08:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, udvalgsværelse D

Medlemsforslag fra Socialdemokratiet og Venstre om yderligere genåbning af dag- og beskæftigelsestilbud på handicapområdet

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. At Socialforvaltningen orienterer udvalget ugentlig omkring forvaltningen af de nye retningslinjer for besøgsrestriktioner på alle sociale botilbud som følge af bekendtgørelsen fra Social- og Indenrigsministeriet den 13. maj 2020.
  2. at Socialudvalget pålægger Socialforvaltningen at åbne alle kommunale dagtilbud for brugere, der ikke selv er i risikogruppen og som bor på botilbud, hvor der heller ikke er andre borgere i risikogruppen. Åbningen skal ske fra mandag den 25. maj.
  3. at Socialudvalget i samarbejde med Socialforvaltningen laver en plan for, hvordan der på en forsvarlig måde, kan ske en hurtigere genåbning de steder hvor der er borgere, som er i risikogruppen.

(Stillet af Venstre og Socialdemokratiet)

Motivering

Venstre og Socialdemokratiet ser grundlæggende med stor bekymring på, hvor stor en del af Københavns mest udsatte borgere stadig lever under stramme restriktioner, der har stor betydning for deres livskvalitet.

Der er stadig alt for mange borgere, der ikke har haft mulighed for at få besøg på deres bosted, og der er mange, der føler sig ensomme og uforstående overfor hvorfor, de ikke må få besøg af deres nærmeste familie. Vi ser for mange borgere, der på nuværende tidspunkt ikke kan komme tilbage til deres normale hverdag i deres dagtilbud.
Vi deler borgernes frustration. Specielt med de borgere, der bor på bosteder hvor de ikke er i smittefarer.

Når lovhjemmelet er til at kunne åbne mere end der gøres på nuværende tidspunkt, ønsker vi at en genåbning sker hurtigst muligt. Selvfølgelig med udgangspunkt i sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen og vicedirektør Mette Boskov Vedsmand deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev behandlet efter punkt 2. 

Socialdemokratiet stillede følgende ændringsforslag til 2. at-punkt:

”At Socialudvalget pålægger Socialforvaltningen at åbne kommunale dagtilbud for brugere, der ikke selv er i risikogruppen, også selvom de bor på botilbud sammen med borgere, der er i risikogruppen.”

Ændringsforslaget blev frafaldet.

Et samlet Socialudvalg stillede følgende ændringsforslag til 2. at-punkt:

”At Socialudvalget pålægger Socialforvaltningen at åbne kommunale dagtilbud for brugere, der ikke selv er i risikogruppen, også selvom de bor på botilbud sammen med borgere, der er i risikogruppen, dog under faglig hensyntagen til det enkelte botilbud, således at det bestemmes lokalt, om der er særlige risikogrupper, der gør, at ikke alle eller ingen beboerne kan sendes i dagtilbud.”

Ændringsforslaget blev enstemmigt vedtaget.

Det således opdaterede medlemsforslag blev dermed godkendt.

Til top