Mødedato: 20.04.2016, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Antallet af indberettede magtanvendelser for 2015

Se alle bilag

Socialudvalget forelægges årsopgørelsen for 2015 om indberettede magtanvendelser på forvaltningens bo- og dagtilbud for borgere med handicap, psykisk syge borgere, børn og unge samt gruppen af udsatte borgere.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller over for Socialudvalget, 

1. at Socialudvalget tager årsopgørelsen for 2015 om indberettede magtanvendelser til efterretning.

Problemstilling

En magtanvendelse er et indgreb overfor borgere, der er hjemmel til i serviceloven. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at anvende magt for at leve op til forvaltningens omsorgsforpligtelse overfor borgere.

Socialudvalget skal halvårligt forelægges data om indberettede magtanvendelser fra botilbud for borgere med handicap, psykisk syge borgere, børn og unge samt gruppen af udsatte borgere.

Ifølge magtbekendtgørelsen på voksenområdet skal der forelægges en årlig beretning om magtanvendelse for kommunalbestyrelsen. Med henblik på at sikre en selvstændig behandling af beretningen har forvaltningen valgt, at beretningen forelægges særskilt i stedet for at indgå i den øvrige ledelsesinformation. Socialudvalget godkendte dette den 11. november 2015.

Løsning

Der er i 2015 registreret 1.563 indberetninger om magtanvendelser på forvaltningens botilbud. Det er 80 færre magtanvendelser end i 2013 og 27 flere end i 2014. Umiddelbart er det positivt med et fald i antallet af magtanvendelser. Samtidigt bør man være opmærksom på, at der kan være tale om ændringer i registrerings- og indberetningspraksis på de enkelte botilbud. Registrering, der skal understøtte læring om, hvornår en magtanvendelse er nødvendig, og hvordan den kan forebygges.

Udgangspunktet er, at mennesker med omfattende behov for hjælp og støtte skal sikres den nødvendige omsorg – samtidigt skal de sikres personlig frihed og de samme rettigheder og pligter som andre borgere. Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal som udgangspunkt undgås, og socialpædagogisk bistand går altid forud for magtanvendelse. Indsatsen følger mindsteindgrebsprincippet – den mindst indgribende løsning skal altid have første prioritet.

Socialtilsynet får også tilsendt indberetninger om magtanvendelse, så de kan vurdere, om indberetningerne om magtanvendelse giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser, som fx at påpege behov for ændringer i tilrettelæggelsen af arbejdet i tilbuddet, så anvendelsen af magt reduceres mest muligt. Socialforvaltningen er løbende i dialog med Socialtilsynet om arbejdet med magtanvendelser.

 

 Årsopgørelsen

Tabel 1. Antal magtanvendelser

2013

2014

2015

1643

1536

1563

De magtanvendelser, der er indberettet i 2015, fordeler sig på fem målgruppeområder, som afspejler Socialforvaltningens organisering:

Tabel 2. Fordeling på områderne 

Tilbuddene til udsatte børn og unge tegner sig for de fleste indberetninger om magtanvendelse. Hvis man ser på antallet af pladser, er det også tilbuddene til udsatte børn og unge, der har flest indberetninger om magtanvendelse. På området er der imidlertid sket et fald i magtanvendelser i forhold til 2014. Tilbuddene til udsatte borgere og psykisk syge borgere har forholdsvis få indberetninger om magtanvendelse, dog har der i forhold til psykisk syge borgere været en stigning i antallet af magtanvendelser i 2015. Den største stigning i antallet af magtanvendelser er dog sket inden for området voksenhandicap, idet der her er sket en stigning på i alt 121 magtanvendelser i 2015 i forhold til 2014.

Særligt om nedgang i magtanvendelser i 2015 på handicapområdet – børn

Der er sket et fald i antallet af magtanvendelser på området for børn med handicap. Faldet skyldes, at Center for børn med handicap arbejder kontinuerligt med at forebygge konfliktsituationer. De arbejder forebyggende med risikovurderinger og inddrager så vidt muligt børnene/de unge i løsningen. 

Alle fastansatte medarbejdere i Center for børn med handicap gennemgår et to-dages kursus i konflikthåndtering i metoden low arousal, som i korte træk handler om at møde borgeren med en konfliktforebyggende tilgang. Der er udviklet et særligt kursustilbud til nyansatte, lige som faste vikarer tilbydes et kortere forløb.

Særligt om stigning i magtanvendelser i 2015 på handicapområdet – voksne

Der er sket en stigning i antallet af magtanvendelser på området for voksne med handicap. Stigningen skyldes primært, at der er flere magtindberetninger fra dagtilbuddet Nordlys for udviklingshæmmede borgere, som i løbet af 2015 har fået flere borgere fra det afviklede dagtilbud Lærkevej. Det bemærkes, at stigningen i antallet af magtanvendelser på dette tilbud særligt er knyttet til en enkelt borger. Antallet af magtanvendelser overfor denne borger er efterfølgende faldet. Der arbejdes målrettet på at mindske behovet for at udføre magtanvendelse mod borgerne i dagtilbuddet. Der er således på etableret et kompetenceudviklingsforløb for alle medarbejdere i forhold til magtanvendelse i form af, at der udbydes kurser og uddannelse til medarbejdere og ledere i neuropædagogik, ligesom alle nye medarbejdere introduceres til konflikthåndtering efter low arousal metoden, jf. oven for.

Særligt om stigning i magtanvendelser i 2015 på psykiatriområdet

Der er sket en stigning i magtanvendelserne på psykiatriområdet. Stigningen afspejler primært flere indberetninger fra Center Amager og Center Nordvest. Begge centre har haft plejekrævende beboere, hvor der er blevet indberettet magt i forbindelse med hygiejnesituationer. På Center Amager har der i flere situationer været behov for at låse sig ind til beboere for at tilse vedkommende eller rengøre boligen ud fra en omsorgsbetragtning. 

Opgørelse over tilladte og ikke-tilladte magtanvendelser i 2015 

I tabel 3 ses en oversigt over, hvordan de enkelte indberettede magtanvendelserne er kategoriseret ift. om de er tilladte eller ikke-tilladte.

Tabel 3. Fordeling på områderne for 2015

De ikke-tilladte magtanvendelser (rød farve) udgjorde i 2014 35 sager, og der er sket en mindre stigning her. Det omhandler eksempelvis situationer, hvor en medarbejder ikke har overvejet, om magtanvendelse kunne undgås ved enten at anvende andre pædagogiske metoder eller at anvende mindre indgribende foranstaltninger. Der kan også være tale om overvågning af borgere med epilepsi med brug af overvågningskamera, hvor brugen af overvågning har karakter af personlig skærmning efter servicelovens § 126, men hvor der ikke er mulighed for forhåndsgodkendelse efter servicelovens regler om magtanvendelse. I 2015 har der været registreret 28 sådanne tilfælde alene på 2 beboere med alvorlige somatiske lidelser, herunder epilepsi.  Kameraovervågning vurderes således forsat som en god og nødvendig foranstaltning, idet det giver nogle bedre betingelser for de to borgers nattesøvn. Derudover giver det mulighed for personalet, at gribe hurtigt ind, når det via overvågningen konstateres, at borgerne har fået et krampeanfald. Sideløbende følges der op på borgernes helbredsstatus i samarbejde med læger.

De beskyttende magtanvendelser (gul farve) udgjorde i 2014 75 sager, og der er sket et betydeligt fald af denne type i 2015. Magtanvendelserne vurderes ikke tilladt efter magtbekendtgørelsen og straffelovens bestemmelser om nødværge/nødret. Det skønnes dog samtidigt, at det vil være omsorgssvigt, hvis medarbejderen ikke fastholder beboeren i forbindelse med udførelse af omsorgsopgaver (fx personlig pleje og indtagelse af lægeordineret medicin).

De tilladte magtanvendelser (grøn farve) vurderes tilladt efter magtbekendtgørelsen og straffelovens bestemmelser om nødværge/nødret. De omhandler eksempelvis situationer, hvor personalet fastholder en beboer i en personlig hygiejnesituation (fx tandbørstning, barbering, skiftning af bleer, pleje af hud eller fjernelse af madrester i munden).

I 2016 vil Socialforvaltningen fortsat have stort fokus på magtanvendelsesområdet og antallet af indberettede magtanvendelser på følgende vis:

  • Undervisning og dialog med ledelse og personale på tilbuddene om regler for magtanvendelse og håndtering af konkrete situationer. Sikre at nyansatte/vikarer fortsat får et grundigt kendskab til reglerne om magtanvendelse gennem undervisning og dialogmøder
  • Styrke arbejdet med systematisk og faglig dokumentation, både i pædagogiske og sociale handleplaner
  • Fortsat arbejde med at styrke en pædagogik, som kan nedbringe antallet af magtanvendelser i de enkelte tilbud, fx ved uddannelse i konflikthåndtering.

I bilag 1 er der vedlagt en oversigt over de samlede indberettede magtanvendelser for 2015.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialudvalget forelægges i oktober 2016 en opgørelse over indberettede magtanvendelser fra første halvår 2016.

Det bemærkes endvidere, at Socialforvaltningen for den efterfølgende afrapportering for 2. halvår 2016 vil udvide afrapporteringen af magtanvendelser på voksenområdet til også at omfatte de borgere, som forvaltningen har visiteret til et tilbud i en anden kommune. Hidtil har afrapporteringen kun omfattet voksne og børn på forvaltningens egne tilbud.

Udvidelsen af afrapporteringen på voksenområdet sker som følge af en præcisering i magtanvendelsesbekendtgørelsen om, at kommunalbestyrelsen skal følge udviklingen i magtanvendelser for de borgere, som kommunen er handlekommune for. Der gælder ikke en tilsvarende regel for børneområdet.

 

Nina Eg Hansen

                             /  Eva Stokbro Jensen

 

Beslutning

Vicekontorchef Eva Stokbro Jensen, tilbudsleder Mads Boholdt Hansen og afdelingsleder Christian Bach Jakobsen deltog under punktets behandling.

Sagens behandling blev indledt med et oplæg af Mads Boholdt Hansen og Christian Bach Jakobsen.

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top