Mødedato: 20.03.2019, kl. 08:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Socialforvaltningens årsregnskab 2018

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til Socialforvaltningens årsregnskab 2018.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens årsregnskab 2018.

Problemstilling

Socialudvalget skal godkende Socialforvaltningens årsregnskab 2018. Regnskabet udviser et merforbrug. I en parallel sag foreslås optagelse af internt lån til at dække merforbruget.

Løsning

Socialforvaltningens regnskab 2018 udviser et merforbrug på 3,7 mio. kr. på servicerammen jf. tabel 1, svarende til en afvigelse fra det senest godkendte budget på 0,1 pct.

Regnskabsresultatet skal ses i lyset af, at Socialforvaltningen efter den almindelige lukning af regnskabet blev gjort opmærksom på, at Koncern Service i løbet af 2018 fejlagtigt havde bogført indtægter hos forvaltningen vedr. motorlån for handicapkøretøjer for 2,7 mio. kr., som skulle tilbageføres i regnskabsåret. Endvidere skal resultatet ses i lyset af, at Socialforvaltningen skulle overføre 2 mio. kr. til Børne- og Ungdomsforvaltningen til at dække deres merforbrug på dagbehandlingsområdet; jf. samarbejdsaftalen på området. Disse regnskabsændringer skete lige omkring regnskabsafslutningen og er derfor ikke indgået i økonomistyringen.

Ligesom ved regnskabsafslutningen for 2017 er der i 2018 en usikkerhed omkring kommunens afstemning af tilgodehavender. Det fremgår således af årsrapportering på balancen 2018 (bilag 2), at der ikke foreligger en afstemning af Københavns Kommunes tilgodehavender og at der derfor er en risiko for, at ikke alle kommunens indtægter fremgår korrekt i regnskabet samt at potentielle afskrivninger ikke er identificeret. Socialforvaltningen tager derfor forbehold herfor i forhold til regnskabets korrekthed. Socialforvaltningen vurderer, at alle indtægter i al væsentlighed er medtaget i regnskabet. Socialforvaltningen er ikke bekendt med, at der er uopdagede afskrivninger på forvaltningens området, som burde have haft driftsmæssig virkning.

I regnskabsåret 2018 har Socialforvaltningen oplevet større afvigelser på flere bevillingsområder, hvilket bekræfter behovet for at styrke økonomistyringen i forvaltningen. Det forventes at implementeringen af administrative fællesskaber i Socialforvaltningen vil medvirke hertil og føre til mere transparens i økonomistyringen, og at forudsætningerne for økonomiprognoserne bliver mere tydeligere.

Nedenstående tabel viser vedtaget budget 2018, det senest korrigerede budget 2018, regnskab 2018 og afvigelser mellem korrigeret budget og forbrug.

Tabel 1 - Servicedrift

Bevilling
(1.000 kr.)

Vedtaget
budget 2018

Korrigeret
budget 2018

Regnskab
2018

Afvigelse*

Afvigelse*
(pct.)

Service

5.463.683

5.521.114

5.524.849

-3.735

-0,1%

Børnefamilier

1.369.434

1.358.999

1.363.865

-4.866

-0,4%

Hjemmepleje

356.866

358.926

381.305

-22.379

-6,2%

Borgere med sindslidelse

894.084

911.096

914.948

-3.853

-0,4%

Udsatte voksne

556.555

562.452

583.961

-21.509

-3,8%

Borgere med handicap

2.057.430

2.073.553

2.050.326

23.227

1,1%

Tværgående opgaver

229.315

256.088

230.443

25.645

10,0%

*Afvigelsen betegner afvigelse mellem korrigeret budget og forbrug. Mindreforbruget er angivet med positivt fortegn. Merforbruget er angivet med negativt fortegn.

Regnskabet viser et mindreforbrug på 1,6 mio. kr. på Anlæg, et mindreforbrug på 22,6 mio. kr. for Efterspørgselsstyrede overførsler, samt en forskydning i forhold til budgettet på 0,1 mio. kr. på Finansposter jf. tabel 2.

Tabel 2 – Efterspørgselsstyrede overførsler, anlæg og finansposter

Bevilling
(1.000 kr.)

Vedtaget
budget 2018

Korrigeret
budget 2018

Regnskab
2018

Afvigelse*

Afvigelse*
(pct.)

Anlæg

41.909

46.167

44.553

1.613

3,5%

Efterspørgselsstyrede overførsler

1.425.952

124.363

101.773

22.590

18,2%

Finansposter

1.020

220

127

93

42,3%

* Afvigelsen betegner afvigelse mellem korrigeret budget og forbrug. Mindreforbruget er angivet med positivt fortegn. Merforbruget er angivet med negativt fortegn.

Uddybende forklaringer for alle bevillingsområder under Socialudvalget fremgår af bilag 1.

Servicedriften

Bevillingen Børnefamilier med særlige behov udviser et merforbrug på 4,9 mio. kr. Merforbruget er knyttet til et stigende antal underretninger, som fører til stigende aktivitet vedrørende døgninstitutionspladser og forebyggende foranstaltninger. Dette modsvares i nogen grad af faldende enhedspriser på dagbehandlingsområdet og generel tilbageholdenhed på udgifter til sagsbehandling.

Bevillingen Hjemmepleje udviser et merforbrug på 22,4 mio. kr. som følge af stigende udgifter til plejepersonale. Et højt sygefravær i 2018 har skabt behov for stort vikarforbrug og øgede udgifter til overarbejde. Samtidig har der været problemer med driftsplanlægningen i forbindelse med den nye organisering af hjemmeplejen. Udfordringerne på Hjemmeplejen var delvist kendt, men har været stærk undervurderet. De handleplaner der i løbet af 2018 er forsøgt implementeret, er ikke lykkedes. Socialforvaltningen vil i 2019 have særlig fokus på hjemmeplejeområdet med henblik på at skabe sikker drift.

Bevillingen Borgere med sindslidelse udviser et merforbrug på 3,9 mio. kr. som følge af flere køb af dyre pladser udenbys til særligt udadreagerende borgere end forudsat. Dette modsvares delvist af færre udgifter end forventet vedr. socialpædagogisk bistand og færdigmeldte patienter, samt generel tilbageholdenhed på udgifter til administration og dagtilbud.

Bevillingen Udsatte voksne udviser et merforbrug på 21,5 mio. kr., primært som følge af stigende udgifter til herbergspladser og rusmiddelsbehandling. Udgifterne til disse områder er præget af stigende enhedspriser som resultat af, at der er etableret nye private tilbud, og tilgangen hertil ikke kan styres, da tilbuddene ikke kræver visitation fra Socialforvaltningen. Hertil kommer særskilte udfordringer i H17. Udgifterne modsvares i nogen grad af generel tilbageholdenhed på udgifterne til egne sociale tilbud og til foranstaltninger for borgere i og udenfor eget hjem.

Bevillingen Borgere med handicap udviser et mindreforbrug på 23 mio. kr. primært som følge af færre iværksatte sager på købte døgntilbud end forventet og generel tilbageholdenhed med udgifter på egne tilbud. Socialforvaltningen havde ventet et mindreforbrug på handicapområdet, men omfanget af er blevet større end forventet. Hovedsageligt som følge af et atypisk tilgangsmønster i årets sidste måneder.

Bevillingen Tværgående opgaver udviser et mindreforbrug på 25,6 mio. kr. Mindreforbruget skal ses i lyset af det forventede merforbrug på Udsatte Voksne, der i løbet af året medførte fokuserede besparelser ift. både HR og IT og generelt medførte pålæg om tilbageholdenhed. Hertil kommer tilbagebetaling af midler til varme og el. Samtidig har der været mindreforbrug på forskellige, centralt placerede projekter.

Anlæg, efterspørgselsstyrede overførsler og finansposter

Anlæg udviser et samlet mindreforbrug på 1,6 mio. kr. grundet tre ombygningsprojekter, der viste sig mindre omfattende end forventet, et mindreforbrug på et velfærdsteknologi-projekt samt forsinkede projekter.

Efterspørgselsstyrede overførsler[1] udviser et mindreforbrug på 22,6 mio. kr. hovedsagelig som følge af fejlagtig opskrivning af budget til kommunal medfinansiering af Sundhedsvæsnet.

Finansposter[2] udviser et mindreforbrug på 0,1 mio. kr. som følge af lidt lavere renteudgifter for de selvejende institutioner end budgetteret.

Balance

Afstemningen af Socialforvaltningens balance har vist, at alle konti er afstemt. Der er dog differencer for 365.000 kr. fordelt på forskellige konti, der skal afstemmes endeligt. Dette forventes at være sket inden udgangen af marts.

Overførsler fra 2018-2019

Socialudvalget kan anmode Borgerrepræsentationen om overførsel af mer- eller mindreforbrug fra 2018. Socialforvaltningens indstilling herom forelægges som en særskilt sag i forlængelse af Socialudvalgets behandling af nærværende sag vedrørende Socialforvaltningens regnskab 2018.

Økonomi

Økonomien er beskrevet i sagen.

Videre proces

Efter Socialudvalgets behandling af Socialforvaltningens årsregnskab forelægger Økonomiforvaltningen kommunens samlede årsregnskab for Økonomiudvalget den 2. april 2019. Kommunens samlede regnskab behandles af Borgerrepræsentationen den 11. april 2019.

Nina Eg        

                                       / Søren Munk Skydsgaard

Fodnoter


[1] Efterspørgselsstyrede overførsler i SOF indeholder udgifter til kommunal medfinansiering vedrørende borgeres ambulante besøg i psykiatrien samt udbetaling af personlige tillæg og helbredstillæg, eksempelvis økonomisk hjælp til borgeres tandplejebesøg og fysioterapi

[2] Finansposter i SOF indeholder bl.a. betaling af renteudgifter vedr. langfristet gæld for selvejende institutioner, indskud i Landsbyggefonden, deponerede beløb for lån samt langfristede lån for selvejende institutioner

 

Beslutning

Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

Til top