Mødedato: 19.09.2012, kl. 19:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Indstilling vedr. fremtidige aftaler med Ambulatoriet Classensgade og lægeklinikkerne

Socialudvalget skal godkende, at forvaltningen indgår nye og opdaterede driftsaftaler med lægeklinikkerne samt ambulatoriet Classensgade, som varetager substitutionsbehandling af opiatmisbrugere i København. Indstillingen har sammenhæng til spareforslag S308 om omlægning af lægeambulatoriers behandlingstilbud til stofafhængige i budget 2013.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,
  1. at Socialudvalget godkender, at der indgås nye driftsaftaler med ambulatoriet Classensgade og lægerne i lægeklinikkerne, herunder at det samlede budget for ambulatoriet og lægeklinikkerne ved indgåelse af nye aftaler nedjusteres med 1. mio. kr.

Problemstilling

De gældende driftsaftaler med lægeklinikkerne og ambulatoriet i Classensgade er af ældre dato. På den baggrund opsagde Socialforvaltningen den 31. januar 2012 aftalerne med lægeklinikkerne og ambulatoriet med henblik på at indgå mere tidssvarende aftaler med tilbuddene. I forbindelse med indgåelsen af de nye aftaler skal ambulatoriets og lægeklinikkernes samlede budget samtidig nedjusteres med 1 mio. kr. i overensstemmelse med spareforslag S308, som forventeligt træder i kraft den 1. januar 2013. Spareforslaget er hovedsageligt fremlagt på baggrund af en faldende belægning i lægeklinikkerne.

Løsning

Lægeklinikkerne og ambulatoriet er behandlingstilbud i henhold til servicelovens § 101, og varetager substitutionsbehandling af københavnske opiatmisbrugere. Det er Rådgivningscenter København, der visiterer til tilbuddene. Der har siden slutningen af 1990’erne samlet set været et fald i målgruppen for lægeklinikkerne og ambulatoriet idet andelen af heroinmisbrugere generelt er faldende.

Lægekliniktilbuddet er et tilbud til de brugere, som vurderes at være så stabile og velfungerende, at de alene har behov for en lægefaglig indsats og ikke en socialfaglig indsats. Gennemsnitsalderen for brugerne er relativt høj, og størstedelen af brugerne har gennem en længere årrække gået i behandling hos den samme læge i klinikken. Lægerne tilser som udgangspunkt patienterne en gang om måneden, og ordinerer substitutionsmedicin, som brugeren selv afhenter på apoteket. Der har over en årrække været en faldende belægning i lægeklinikkerne.

Ambulatoriet Classensgade adskiller sig fra lægeklinikkerne ved, at ambulatoriet foruden at tilbyde en lægefaglig indsats også tilbyder en socialfaglig indsats i form af et værested til de indskrevne brugere. Tilbuddet ligner i sin form dermed snarere forvaltningens misbrugsbehandlingstilbud på Forchhammersvej, end det ligner lægeklinikkerne. Samme tendens gør sig gældende i forhold til ambulatoriets målgruppe, som er ældre misbrugere med mange psykiske, fysiske og sociale problemstillinger. De fleste af ambulatoriets brugere kommer en til fem gange om ugen og benytter ambulatoriets tilbud. Ambulatoriet Classensgade har en nogenlunde stabil belægning på ca. 100 %.

De nye aftaler med lægeklinikkerne og ambulatoriet
Forvaltningen har opsagt de gældende samarbejdsaftaler med ambulatoriet og lægeklinikkerne, og ønsker i forlængelse heraf at indgå nye driftsaftaler med ambulatoriet og de enkelte læger i lægeklinikkerne. Forvaltningen vil som en del af de nye aftaler betinge sig, at den sundhedsfaglige indsats på ambulatoriet og i lægeklinikkerne fremadrettet sikres, ligesom der i forbindelse med indgåelsen af de nye aftaler også vil blive stillet krav til, at det lægefaglige honorar på ambulatoriet og i lægeklinikkerne strammes i overensstemmelse med nedenstående effektiviseringsbesparelse på 9,9 % (jf. tabel 1).

Nedgang i målgruppen for lægeklinikkerne
Belægningskapaciteten på lægeklinikkerne og i ambulatoriet er på nuværende tidspunkt samlet set 495 pladser. En analyse af belægningsprocenten i 2012 på lægeklinikkerne og i ambulatoriet viser dog, at der i 2012 har været en gennemsnitlig belægningsprocent på 75-80 % på lægeklinikkerne, hvilket ikke er tilfredsstillende. Til sammenligning er den gennemsnitlige belægningsprocent på ambulatoriet i samme periode ca. 100 %.

Det er i forlængelse heraf forvaltningens vurdering, at belægningskapaciteten i forbindelse med indgåelse af de fremtidige samarbejdsaftaler bør nedjusteres væsentligt for lægeklinikkerne. Helt konkret ønsker forvaltningens at reducere den samlede normering på lægeklinikkerne med 77 pladser. Belægningskapaciteten i de nye driftsaftaler vil desuden blive tilpasset det faktiske behov, hvorfor det vil blive indskrevet i aftalerne, at normeringen og driftstilskuddet på klinikkerne og i ambulatoriet fremadrettet vil blive nedjusteret, hvis belægningsgraden falder over en aftalt periode.

Endvidere vil der i forbindelse med indgåelsen af de nye aftaler blive gennemført en effektiviseringstilpasning på 9,9 % på den sundhedsfaglige indsats på både ambulatoriet og lægeklinikkerne med henblik på at kunne indfri spareforslag S308.

For lægeklinikkerne vil effektiviseringstilpasningen ske på hele budgettet, da lægeklinikkerne alene rummer en sundhedsfaglig indsats. For Ambulatoriet Classensgade vil effektiviseringstilpasningen alene gælde den del af budgettet, der vedrører den sundhedsfaglige del af tilbuddet. Her opgjort til 1/3 af budgettet, idet det sundhedsfaglige personale udgør ca. 1/3 af de samlede medarbejdertimer i tilbuddet.

Tabel 1. Økonomiske prioriteringsrum for lægeklinikkerne og ambulatoriet.

Klinik

Nuværende årligt tilskud i kr. (u/moms)

Økonomiske råderum (ledige pladser)

Effektiviserings-tilpasning

(9,9 %)

Årligt tilskud ved indgåelse af nye aftaler i kr. (u/moms)

Lægeklinikken Turesensgade

 1.695.000

423.750

126.000

1.145.250 

Lægeklinikken Broen (Jan Roland)

 778.338

23.350

              74.831

680.157 

Lægeklinikken Benny Vittrup

 983.500

167.195

              80.908

735.397 

Ambulatoriet Classensgade

 3.150.000

0

           103.967

 3.046.033

I alt

 6.606.838

614.295

385.705

5.606.838 


Som det ses af tabellen medfører nedjusteringen af de 77 pladser en samlet økonomisk besparelse på 614.295 kr., ligesom effektiviseringstilpasningen på 9,9 % medfører en besparelse på 385.705 kr. Det giver en samlet besparelse på 1.000.000 kr., hvormed spareforslag S308 er indfriet.

Økonomi

I forbindelse med indgåelsen af de nye driftsaftaler med ambulatoriet Classensgade og lægerne i lægeklinikkerne nedjusteres det samlede budget til tilbuddene med 1 mio. kr. på Budgetområde Udsatte Voksne, Funktion 5.38.45.1, hvorved spareforslag S308 vedr. omlægning af lægeambulatoriers behandlingstilbud til stofafhængige bliver indfriet.

Hvis spareforslag S308 imod forventning ikke skulle bliver godkendt i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2013, vil Socialforvaltningen hurtigst muligt vende tilbage med en indstilling om, hvordan den 1 million kr. skal anvendes.

Videre proces

Såfremt Socialudvalget tiltræder indstillingen, vil Socialforvaltningen indlede en dialog med ambulatoriet Classensgade og lægerne i lægeklinikkerne med henblik på at nå til enighed om nye driftsaftaler. Forvaltningen vil i den forbindelse betinge sig, at den sundhedsfaglige indsats på ambulatoriet såvel som i lægeklinikkerne fremadrettet sikres, ligesom der også vil blive stillet krav om en stramning af det lægelige honorar svarende til en effektiviseringsbesparelse på 9,9 % med henblik på at indfri spareforslag S308.

Derudover vil Socialforvaltningen i løbet af efteråret 2012 iværksætte en undersøgelse af serviceniveauet på den socialfaglige behandling i forvaltningens misbrugsbehandlingstilbud generelt, hvori den socialfaglige del af Ambulatoriet Classensgade vil indgå.

 

 

         Anette Laigaard

                                                                  /Gitte Bylov Larsen

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede punktets behandling

 


Indstillingen blev godkendt

 

Til top