Godkendelse af Socialforvaltningens kvalitetsstandarder for hjemmehjælp og træning
Indstilling og beslutning
- at kvalitetsstandarden for hjemmehjælp og aflastning/afløsning efter servicelovens §§ 83 og 84 godkendes (bilag 1a)
- at kvalitetsstandarden for træning efter servicelovens § 86 godkendes (bilag 1b)
Problemstilling
Socialudvalget godkendte den 30. maj 2012 at sende udkast til kvalitetsstandard for hhv. hjemmehjælp og træning til udsatte borgere og borgere med handicap og sindslidelse i ekstern høring.
Løsning
Høringssvarene er altovervejende positive overfor de udarbejdede kvalitetsstandarder, specielt omtales tilbuddet om hverdagstræning i positive vendinger. Københavns Handicapråd mener, at tilbuddet om hverdagstræning er et godt tiltag, der kan medvirke til at styrke borgernes selvhjulpenhed. Handicaprådet ønsker dog at understrege vigtigheden i, at målet med tilbuddet om hverdagstræning er at sikre borgere med handicap en højere grad af selvbestemmelse og dermed øget livskvalitet. Det primære formål med tilbuddet om hverdagstræning må derfor ikke være besparelser og effektiviseringer på bekostning af borgere med handicap. Derudover påpeger Handicaprådet, at det er vigtigt, at hverdagstræning ikke betyder, at borgerne efter endt forløb kommer til at stå alene med opgaver, de ikke kan overskue og føle stor belastning under. Socialforvaltningen tager Handicaprådets bekymringer alvorligt og præciserer, at hverdagstræning tilbydes for at fremme, at borgeren kan fastholde et aktivt hverdagsliv og for at forebygge, at borgeren bliver afhængig af andre, og at hverdagstræning tænkes ind i sammenhæng med andre ydelser i hjemmet fx hjemmehjælp og socialpædagogisk bistand, så borgeren ikke kommer til at stå alene tilbage med uoverskuelige opgaver. De Københavnske Ældreråd har noteret sig, at gennemførelsen af hverdagstræning svarer til de indsatser, som findes i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens reformprogram "Aktiv og tryg hele livet", som De Københavnske Ældreråd tilslutter sig gennemførelsen af. Danske Fysioterapeuter - Region Hovedstaden og Dansk Sygeplejeråd - Kreds Hovedstaden ser ligeledes positivt på det øgede fokus på hverdagstræning i kvalitetsstandarden med fokus på at aktivere borgernes egne ressourcer. Danske Fysioterapeuter mener dog stadig, at der er plads til forbedringer af Socialforvaltningens genoptræningsindsats. Konkret foreslår Danske Fysioterapeuter, at Socialforvaltningen ansætter sit eget kors af fysioterapeuter. Socialforvaltningen skal i den anledning gøre opmærksom på, at den primære genoptræningsindsats varetages af Genoptræning København i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Socialforvaltningen samarbejder i dag med flere privatpraktiserende fysioterapeuter til at udarbejde individuelle genoptræningsplaner. Forvaltningen vil gerne forbedre og udvikle træningsindsatsen og her vil Danske Fysioterapeuters forslag indgå i overvejelserne. Endelig undrer det Danske Fysioterapeuter, at genoptræning sker med udgangspunkt i eget hjem. Socialforvaltningen skal præciserer, at der foretages en konkret og individuel vurdering af, om genoptræningen skal foregå i eller udenfor hjemmet.
Der henvises til bilag 2 for en nærmere gennemgang af de indkomne høringssvar samt forvaltningens bemærkninger hertil.
Forvaltningen har samtidig gennemført en intern høring. Den interne høring har medført følgende korrekturændringer, der også fremgår af bilag 2:
|
2011 |
2012 |
Kvalitetsstandard for hjemmehjælp s. 31 |
Indkøb af dagligvarer kan i særlige tilfælde bevilges som personlig indkøb: Borgere med særlige krav til produkter (økologi m.m.). |
Indkøb af dagligvarer kan i særlige tilfælde bevilges som personlig indkøb: Borgere med særlige krav til produkter, hvis disse ikke leveres af indkøbsordning. |
Kvalitetsstandard for træning s. 10 og 22 |
Hverdagstræning erstatter almindelig hjemmehjælp, der hvor det vurderes, at borgeren ved en ekstra tidsbegrænset indsats kan komme til at varetage hele eller dele af opgave igen. |
Hverdagstræning erstatter amindelig hjemmehjælp, der hvor det vurderes, at borgeren ved en ekstra tidsbegrænset indsats kan komme til at varetage hele eller dele af opgaven selvstændigt. |
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Anette Laigaard
/Anders Kirchhoff
Beslutning
Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede punktets behandling
Indstillingen blev godkendt med bemærkning om, at den videresendes til behandling i både ØU og BR