Mødedato: 19.09.2012, kl. 19:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Sundhedsfagligt tilsyn i Socialforvaltningen

Socialudvalget skal tage stilling til om forvaltningen skal fortsætte med sundhedsfaglige tilsyn i 2013.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget beslutter:  
1. At Socialforvaltningen fortsætter med at føre internt sundhedsfagligt tilsyn i 2013,

2. At der, i forhold til 20 pct. af de tilbud, der får internt sundhedsfagligt tilsyn, suppleres med et uanmeldt eksternt tematilsyn med særligt fokus på forvaltningens
anbefalinger og opmærksomhedspunkter i de interne sundhedsfaglige tilsyn, og
3. At Socialforvaltningen efter behov kan tilkøbe yderligere eksterne tematilsyn.

Problemstilling

Socialudvalget besluttede den 7. december 2011, at ansætte en sundhedsfagligt uddannet konsulent til varetagelse af interne sundhedsfaglige tilsyn i 2012. 

 

Socialforvaltningen foreslog sundhedsfagligt tilsyn ved en intern konsulent, idet man ønskede at sikre kvalitetsudvikling af de sundhedsfaglige ydelser på en måde, der fremmede dialogen om metoder og procedurer på området og øgede forståelsen i tilbud og centre for vigtigheden af at leve op til Sundhedsstyrelsens regler og retningslinjer.

Den interne konsulent, der fører sundhedsfagligt tilsyn i år, har udarbejdet en drejebog for tilsynene, der fremmer tilbuddenes og centrenes mulighed for at leve op til Sundhedsstyrelsen regler og retningslinjer allerede inden tilsynene. Under tilsynene forklarer konsulenten endvidere baggrunden for vigtigheden af Sundhedsstyrelsens krav.

 

Tilsynene føres med fokus på dialog og faglig udvikling, og konsulenten benytter den viden om kvalitetsniveauet for de sundhedsfaglige ydelser, hun opnår under tilsynene, som udgangspunkt for sin rådgivning af centersygeplejersker og andre sundhedskonsulenter i forvaltningen. Endelig kommer konsulenten med bidrag til arbejdet med kvalitetsmodellen og akkreditering. 

Forvaltningen opfatter det interne sundhedsfaglige tilsyn som kompetent og rimeligt i sine bedømmelser. Der bør dog tages højde for, at der både i og udenfor forvaltningen kan opstå tvivl om en intern tilsynsførendes habilitet og uvildighed. 

 

Løsning

Under forudsætning af at Socialudvalget beslutter, at akkrediteringsprocessen skal være toårig, indstilles det, at der fortsat føres internt sundhedsfagligt tilsyn i 2013. Socialforvaltningen indstiller desuden, at der indføres eksterne tematilsyn som stikprøve i forhold til 20 pct. af tilsynene samt mulighed for tilkøb af yderligere eksterne tematilsyn efter behov.  

Såfremt det vedtages at forsætte de interne tilsyn i 2013 og supplere dem med eksterne stikprøver, ses en række fordele:

·         Forvaltningens tilbud og centre vil fortsat have adgang til en tilsynsmodel, der kan give en entydig retning for udviklingen i de sundhedsfaglige ydelser

·         Der vil fortsat være fokus på og understøttelse af kompetenceudvikling indenfor de sundhedsfaglige arbejdsområder 
·         Forvaltningen vil ikke stå alene med ansvaret, såfremt der opstår alvorlige fejl eller uheld, på grund af en praksis i de sundhedsfaglige ydelser, der ikke følger reglerne på området

·         Det interne anmeldte tilsyn giver indblik i tingenes generelle tilstand men s det eksterne uanmeldte tilsyn vil kunne opfange uhensigtsmæssige handlinger, der ikke vil blive gennemført, hvis tilbuddet forventer tilsynsbesøg

·         Det eksterne tilsyn vil give det interne tilsyn en feedback, der kan være med til at sikre fortsat udvikling af det interne tilsyn.


Tematilsynene gennemføres med et uanmeldt eksternt tematilsyn med særligt fokus på de anbefalinger og opmærksomhedspunkter, der er fremkommet ved det interne sundhedsfaglige. 

Det uanmeldte eksterne tilsyn vil blive udført en rum tid efter det interne sundhedsfaglige tilsyn, så tilbuddet har mulighed for at arbejde med forvaltningens anbefalinger inden der udføres eksternt tilsyn.

Endeligt indstilles det, at der kan foretages eksterne sundhedsfaglige tilsyn efter behov.

Forvaltningen vil anmode Revas Aps om at udføre de uanmeldte eksterne sundhedsfaglige tilsyn, da de kender forvaltningens tilbud og det på baggrund af en dialog med Revas Aps vurderes, at de vil være i stand til at udføre opgaven på en faglig forsvarlig måde. 

 

 

Økonomi

På baggrund af forvaltningens indstilling kan der opstilles følgende overblik over ressourcebehov og finansieringsmuligheder:

 

I 1000 kr.

2013

Interne tilsyn

580

Transportudgifter

25

 Kontorhold

 25

eksterne stikprøver

100

   I alt

730

 


Ressourcebehovet kan som i 2012 dækkes inden for forvaltningens ramme og er mindre end det beløb, der hidtil har været anvendt til betaling af sundhedsfaglige tilsyn.

 

Videre proces

Såfremt Socialudvalget beslutter, at det interne sundhedsfaglige tilsyn skal videreføres i 2013, vil den sundhedsfaglige konsulent blive forlænget og vil i 2013 gennemføre et tilsyn på de tilbud, der har haft internt sundhedsfagligt tilsyn i 2012.

Såfremt Socialudvalget beslutter, at der i 20 pct. af de tilbud, der får internt sundhedsfagligt tilsyn, skal suppleres med et uanmeldt eksternt tematilsyn, vil forvaltningen indgå aftale med Revas Aps om udførslen af dette tilsyn.  

                              

                                Anette Laigaard
                                
                                                                                                /    Dorte Bukdahl

Beslutning

Kontorchef Dorthe Bukdahl overværede punktets behandling

 


Indstillingen blev godkendt

Til top