Mødedato: 19.05.2021, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

B-sag. 1. sag om bevillingsmæssige ændringer 2021

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal med denne sag godkende budgetmæssige flytninger (bevillingsmæssige ændringer), så budgettet ligger på de rigtige konti i forhold til det politisk besluttede budget. Flytningerne er således af teknisk karakter.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. At Socialudvalget godkender, at de tekniske bevillingsmæssige ændringer på Socialudvalgets område mellem bevillingsområder og udvalg, samt korrektioner af indtægts- og udgiftsbudget vedr. eksternt finansierede projekter, indgår i den samlede sag til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om bevillingsmæssige ændringer.

Problemstilling

Sagen indeholder tekniske korrektioner og mindre tilpasninger til budgettet, som typisk udspringer af ændringer i organisationen, ændringer i ansvarsfordeling både inden for og mellem udvalg, fejlrettelser eller modtagelse af eksterne midler.

Bevillingsmæssige ændringer er en fagterm. Socialudvalgets budget er opdelt i målgruppeområder – også kaldet bevillingsområder – fx Borgere med handicap og Udsatte voksne. Det er den faktiske flytning af budgettet mellem disse områder, mellem forvaltninger eller internt på målgruppeområderne, som medtages i denne sag. Udvalgene skal godkende omflytningerne i henhold til bevillingsreglerne, som Borgerrepræsentationen har vedtaget.

Korrektioner af indtægts- og udgiftsbudget til eksternt finansierede projekter foretages ligeledes i denne sag. Et eksternt finansieret projekt er finansieret af midler, som ikke kommer fra Københavns Kommune. Det kan være midler fra ministerier, styrelser samt private aktører. Sager, hvor kommunen tildeles eksterne midler, forelægges som udgangspunkt til særskilt godkendelse i Socialudvalget. Såfremt en given sag har begrænset omfang, eksempelvis begrænset beløbsmæssig størrelse/økonomisk risiko og ingen kommunal medfinansiering, udarbejdes der dog ikke en særskilt indstilling til Socialudvalget. I dette tilfælde tildeles indtægts- og udgiftsbevillingen via de tekniske sager om bevillingsmæssige ændringer.

Løsning

Socialforvaltningen indstiller, at der via denne sag bliver foretaget budgetændringer, som udgøres af:

  • 24 budgetændringer inden for eget udvalg
  • 35 budgetændringer mellem udvalg
  • 9 budgetændringer vedrørende eksternt finansierede projekter.

Det bemærkes, at der indgår flyt af midler til finansiering af merudgifter til it-fællessystemer og it-systemet DUBU, tilkøb til istandsættelse af Thorupgaarden på anlægsområdet, organisatorisk flyt af udgifter til forældrestøtte fra myndighedsenheder til udførende tilbud samt flyt af midler til at finansiere en central ejendomsdriftsmedarbejder.

Desuden indgår der nye eksternt finansierede projekter. Det gælder

  • midler til Institut for blinde og svagsynede (IBOS) til projektet ”Flere frivillige fællesskaber” og til at lave en podcast om vold mod mennesker med handicap,
  • en ekstern bevilling (reelt mulighed for at tage betaling) til at behandle eksterne dataforespørgsler fra forskere, hvor det ikke længere er muligt at imødekomme efterspørgslen alene inden for almindelige driftsressourcer,
  • en arv fra en borger til botilbuddet Boserupvej til almene formål,
  • midler til Hjemløseenheden til projektet ”Dark Design, Social eksklusion i byens rum”, hvor udsatteområdet skal bidrage med projektkoordineringen,
  • midler til Kirkens korshærs herberg i Hillerødgade til projektet ”Læ og sikkerhed for gadens folk”, midler fra Socialstyrelsen til ”Covid-19 hjælpepakken på udsatteområdet” og projektet ”Forbedring af sikkerhed og tryghed”
  • samt midler til projektet ”Fælles om fodbold”, hvor sindslidelsesområdet bidrager med projektkoordineringen.

Af bilag 1 til indstillingen fremgår udspecificering af alle ovennævnte budgetændringerne via 4 tabeller:

  • Tabel 1: Omplaceringer inden for eget udvalg
  • Tabel 2: Omplaceringer mellem udvalg
  • Tabel 3: Oversigt over ændringer i indtægts- og udgiftsbudget vedrørende eksternt finansierede projekter.
  • Tabel 4: Oversigt over ændringer pr. bevillingsområde

Økonomi

Er beskrevet i sagen.

Videre proces

De bevillingsmæssige ændringer på Socialudvalgets område er sendt til Økonomiforvaltningen d. 28. april 2021 med forbehold for Socialudvalgets godkendelse. Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge en samlet sag, hvor alle udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår. Denne sag behandles af Økonomiudvalget d. 25. maj 2021 og af Borgerrepræsentationen d. 3. juni 2021. Når ændringerne er godkendt af Borgerrepræsentationen, indarbejdes de i Socialudvalgets aktuelle budget.

Mikkel Boje

                                             / Anders Johannes Kristensen

Beslutning

Sagen blev godkendt sammen med dagsordenen.

Til top