Mødedato: 19.05.2021, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

B-sag. Fællesindstillingen for Københavns Kommunes Kontrolindsats 2020

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen og berørte udvalg orienteres om Københavns Kommunes kontrolindsats for 2020.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at afrapporteringen om Københavns Kommunes kontrolindsats på de respektive udvalgs områder for 2020 tages til efterretning.

Problemstilling

Københavns Kommunes borgerrettede kontrolindsats skal sikre, at sociale ydelser udbetales på korrekt grundlag. Alle borgere skal modtage netop de ydelser, som de er berettiget til – hverken mere eller mindre.

Kontrolindsatsen skal medvirke til, at fejludbetalinger minimeres, og at ydelser, der er udbetalt uberettiget, returneres til Københavns Kommune.

Kommunens kontrolindsats, der varetages i samarbejde mellem Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, er med til at sikre dette.

De nævnte forvaltninger har fra 2014-2016 systematisk arbejdet sammen om en styrkelse af kontrolområdet i projektet ”Styrkelse og analyse af den borgerrettede kontrolindsats”. Ved projektets afslutning blev det besluttet, at Borgerrepræsentationen én gang om året med start fra 2016 skulle orienteres om kommunens kontrolindsats.

Løsning

Børne- og Ungdomsforvaltningen: Børne- og Ungdomsforvaltningen har i 2020 indført nye arbejdsgange for kontrolindsatsen i forlængelsen af implementering af nyt fagsystem pr. 1. januar 2020. Der foretages fortsat automatisk månedlig kontrol af indkomsten for alle borgere, der modtager økonomisk fripladstilskud, jf. regler indført pr. 1. januar 2016. Derudover foretages der en automatisk årlig efterregulering af fripladstilskuddet.

Socialforvaltningen: I 2020 har Borgercenter Voksne, som i de tidligere år, haft fokus på det løbende arbejde med kvaliteten i sagsbehandlingen, herunder via kvartalsvise ledelsestilsyn. Derudover er der i 2020 implementeret nye selvbetjeningsløsninger, således at borgerne bedst muligt vejledes i ansøgningssituationen samt oplyses om, hvilken dokumentation der skal anvendes af forvaltningen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen: Kontrol, Jura og IT-udvikling (Kontrolenheden) har i 2020 haft en stabil drift og en samlet samfundsbesparelse på et niveau, der svarer til 2019. Der ses en stigning i samfundsbesparelsen på kommunale ydelser som kontanthjælp, økonomisk friplads mv. Investeringsforslaget vedr. ’Effektiv og mere sammenhængende kontrol med bopælsregistreringer og udbetaling af sociale ydelser’ blev politisk godkendt i efteråret, og løsningen er idriftsat i en betaudgave.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen: Ydelsesservice har i 2020 lavet afgørelser om tilbagebetaling i samme omfang som året før. Der har ikke i 2020 været særlige fokusområder i kontrolarbejdet i Ydelsesservice, hvor fokus generelt har været på udskiftningen af nye fagsystemer på både sygedagpenge- og kontanthjælpsområdet.

Forvaltningerne henviser herudover til vedlagte bilag (bilag 1) med afrapportering om Københavns Kommunes kontrolindsats for 2020. Heri indgår også en sammenligning med det tidligere års kontrolindsats for at illustrere og så vidt muligt redegøre for udviklingen i Københavns Kommunes løbende kontrolindsats.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser i forbindelse med afrapporteringen.

Videre proces

Indstillingen behandles i Børne- og Ungdomsudvalget den 19. maj, Socialudvalget den 19. maj, Kultur- og Fritidsudvalget den 27. maj og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 31. maj, hvorefter den overføres til Økonomiudvalget den 10. august og videre til Borgerrepræsentationen den 19. august 2021.

Kultur- og Fritidsforvaltningen koordinerer udarbejdelsen af fællesindstillingen for 2021. Denne forventes at blive forelagt relevante udvalg i 2022.

 

Line Nørbæk   Mette Touborg    Mikkel Boje   Tobias Børner Stax

Beslutning

Sagen blev godkendt sammen med dagsordenen.

Til top