Kriterier for uddeling af julestøtte til Socialforvaltningens målgrupper
Resumé
Hvert år uddeler Socialudvalget økonomisk støtte til frivillige, sociale foreninger og organisationer til gennemførelse af julearrangementer for Socialforvaltningens målgrupper. Midlerne uddeles på baggrund af kriterier fastsat af udvalget. Socialudvalget skal derfor tage stilling til, om der fortsat skal uddeles økonomisk støtte til julearrangementer for Socialforvaltningens målgrupper og i så fald til kriterierne for uddelingen for perioden 2022 - 2025.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender, at der fortsat uddeles økonomisk støtte til julearrangementer for Socialforvaltningens målgruppe.
- at Socialudvalget godkender de nuværende kriterier for økonomisk støtte til gennemførelse af julearrangementer for Socialforvaltningens målgrupper for perioden 2022 - 2025.
- at Socialudvalget godkender, at der tilføjes et kriterie om, at ansøgninger til julestøtten afvises, hvis ansøger ikke har tilbagebetalt tidligere bevilget julestøtte i de tilfælde, hvor forvaltningen har stillet krav herom.
- at Socialudvalget godkender, at der tilføjes et kriterie om, at ansøgninger til julestøtten afvises, hvis de modtages efter fristen.
Problemstilling
Hvert år uddeler Socialudvalget midler til økonomisk at støtte julearrangementer for Socialforvaltningens målgrupper. Puljen til julestøtte er ikke lovbestemt. Bevillingen af julestøtten vil ske med hjemmel i servicelovens § 18 (samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger).
I 2022 er der budgetteret med, at puljen udgør ca. 413.000 kr. Den bevilliges og udmøntes i samme år. Konkret udmeldes puljen i foråret, og undervalget behandler ansøgningerne i august, hvorefter indstilling til udmøntning behandles på udvalgsmøde i oktober sammen med udmøntningen af den samlede § 18-pulje. Derefter udbetales midlerne til anvendelse i julen 2022.
Udmøntningen sker på baggrund af kriterier fastsat af Socialudvalget. Det tidligere Socialudvalg godkendte de nuværende kriterier på udvalgsmøde d. 28. oktober 2020.
Løsning
Forvaltningen indstiller, at Socialudvalget fortsætter med at uddele økonomisk støtte til julearrangementer for Socialforvaltningens målgruppe.
Frivillige, sociale foreninger og organisationer kan herved søge om økonomisk støtte til julearrangementer for Socialforvaltningens målgrupper.
Forvaltningen indstiller, at de nuværende kriterier for tildeling af midler videreføres, dog med den justering, at målgruppen af borgere berørt af udsatte-problematikker, som fx misbrug og hjemløshed, prioriteres. Forvaltningen indstiller desuden, at der tilføjes yderligere to kriterier om, at ansøgninger til julestøtten afvises, hvis ansøger ikke har tilbagebetalt tidligere bevilget julestøtte i de tilfælde, hvor forvaltningen har stillet krav herom, og i tilfælde, hvor ansøgningens modtages efter fristen, jf. 3. og 4. at-punkt.
På baggrund af ovenstående indstiller forvaltningen, at kriterierne for tildeling af økonomisk støtte til julearrangementer for Socialforvaltningens målgrupper for perioden 2022 - 2025 bliver:
- at der gives støtte til frivillige, sociale foreninger og organisationer til at afholde julearrangementer for Socialforvaltningens målgrupper, hvor målgruppen af borgere berørt af udsatte-problematikker prioriteres.
- at tilskudsmidlerne fordeles med særligt øje for, at flest muligt får glæde af dem,
- at arrangementer, der gennemføres juleaften, prioriteres,
- at enkeltpersoner ikke kan søge om hjælp,
- at modtagere af støtte er forpligtet til at aflægge særskilt regnskab for det bevilligede beløbs anvendelse i året efter arrangementets afholdelse,
- at ansøgere, der har modtaget støtte i tidligere år, men som ikke har afleveret regnskab herfor ikke vil komme i betragtning til støtte,
- at ansøgninger ikke vil komme i betragtning til støtte, hvis ansøger ikke har tilbagebetalt tidligere bevilget julestøtte i de tilfælde, hvor forvaltningen har stillet krav herom og
- at ansøgninger til julestøtten afvises, hvis de modtages efter fristen.
Det bemærkes, at ansøgningsfristen planlægges med fortsat at ligge i foråret (jf. nedenfor om videre proces). Dette indebærer, at julestøtten prioriteres til de arrangementer, som har denne planlægningshorisont.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Godkendes indstillingen, vil kriterierne for uddeling af julestøtte gælde for 2022 til og med 2025.
Socialforvaltningen planlægger med, at ansøgningsrunden for økonomisk støtte til julearrangementer for 2022 er åben i perioden 28. marts 2022 til 9. maj 2022. Forvaltningen forventer at indkalde underudvalget til behandlingen af ansøgningerne i august. Herefter forelægges udvalget en indstilling om uddelingen af økonomisk støtte til julearrangementer i oktober 2022, sammen med en indstilling om fordelingen af § 18-midler. Organisationerne vil herefter modtage bevillings- og afslagsbreve i oktober og november måned.
Mikkel Boje
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.
Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.