Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø) bød velkommen til dagens møde.
Herefter orienterede socialborgmesteren om, at der på dagens møde og fremadrettet vil deltage embedsmænd fra forvaltningen under næsten alle punkter, da de kan hjælpe med at svare på faglige spørgsmål om udvalgets målgrupper eller forvaltningens arbejde.
Dernæst orienterede socialborgmesteren om, at der til dagsordenens punkt 4 var eftersendt to bilag. Bilag 6 indeholdt en oversigt over den tidligere politiske behandling af sagen, samt bilag 7 som var en henvendelse fra Intervare til Socialudvalget og Sundheds- om Omsorgsudvalget.
Med disse bemærkninger blev dagsordenen godkendt.
Socialborgmesteren oplyste derefter, at udvalget havde modtaget en anmodning om foretræde fra Intervare A/S til dagsordenens punkt 4.
Der var enighed om at imødekomme foretrædet, hvor følgende deltog:
- Christina Bisgaard Laursen, Økonomidirektør hos Intervare A/S
- Cecilie Sletskov-Hjorth, Advokat fra Bech-Bruun
- Marianne Lynghøj, Partner hos Ulvemann og Børsting
Under foretrædet deltog direktør for Københavns Ejendomme og Indkøb Rasmus Vanggard Knudsen, advokat Kristine Friis Nolsø fra Horten, chef for CSR og Indkøbsjura David Salomonsen og kontorchef Lone Berner Wolff.
Karina Bergmann (C) ankom kl. 17.08 under behandlingen af punkt 2.
Mødet sluttede kl. 19.53.