Mødedato: 18.09.2024, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Høringssvar til ny ældrelov

Se alle bilag

Resumé

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen har udarbejdet et udkast til et fælles høringssvar til udkastet til en ny ældrelov, som Socialudvalget skal tage stilling til. Et fælles høringssvar sendes efter Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse til Ældreministeriet.

De gule markeringer i udkastet til høringssvar (bilag 1) er Socialforvaltningens bidrag til høringssvaret.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller:

  1. at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens udkast til bidrag til høringssvar vedr. udkast til ny ældrelov.

Problemstilling

Det daværende Social-, Bolig- og Ældreministeriet sendte udkast til ældrelov og udkast til lov om ændringer som følge af ældreloven, lov om ældretilsyn og lov om lokalplejehjem i høring den 22. august med frist for høringssvar den 19. september 2024.

Udkastet til ældreloven og følgelovforslaget er en delvis udmøntning af den politiske aftale om en reform af ældreområdet, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgik 18. april 2024.

Det foreslås med udkastet til ældreloven at indføre en ny hovedlov for ældrepleje og omsorg, som tilvejebringer de overordnede og forenklede lovgivningsmæssige rammer for fremtidens ældrepleje. Med en ny hovedlov reguleres ældreområdet selvstændigt, og det afgrænses som et almenområde. Hermed udskilles ældreområdet fra det specialiserede socialområde.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen har udarbejdet et udkast til et fælles høringssvar til udkastet til den nye ældrelov.

Den nye ældrelov vedrører først og fremmest Sundheds- og Omsorgsforvaltningens ressort, men har væsentlige snitflader til det specialiserede socialområde.

Det er udgangspunktet, at den nye ældrelov finder anvendelse for personer, der har nået folkepensionsalderen, og som har behov for pleje og omsorg til varetagelsen af den daglige livsførelse på grund af nedsat funktionsevne, der er opstået i forbindelse med personens aldring. Der foreslås dog en undtagelsesbestemmelse, som betyder, at borgere under folkepensionsalderen kan være omfattet af ældreloven, hvis det vurderes, at borgerens hjælpebehov svarer til den støtte, som ældre personer over folkepensionsalderen skal tilbydes efter ældreloven.

Socialforvaltningen har i høringssvaret blandt andet tilføjet, at det er Københavns Kommunes vurdering, at den foreslåede undtagelsesbestemmelse, kan skabe ekstra sagsgange og øget bureaukrati, når forvaltningerne vil skulle tage stilling til, om en borgers hjælpebehov er aldersrelateret eller ej.

Socialforvaltningen gør i høringssvaret også opmærksom på, at praksis for så vidt angår blandt andet hjemmehjælp på ældreområdet og socialområdet med tiden vil bevæge sig væk fra hinanden i takt med, at praksis ændrer sig for servicelovsydelserne som følge af principielle afgørelser i Ankestyrelsen men ikke for ældrelovsydelserne. Der gøres opmærksom på, at dette udfordrer kommunernes mulighed for at harmonisere niveau og indhold i den støtte, som borgerne modtager efter serviceloven og ældreloven, og kan skabe forvirring og utilfredshed hos borgerne. Det påpeges desuden, det vil kunne få betydning for det eksisterende og fremtidige udbud, at kommunen fremover skal levere samme type hjælp efter to forskellige lovgivninger.

Derudover har Socialforvaltningen skrevet ind i høringssvaret, at man i Københavns Kommune ønsker, at enkelte konkrete udfordringer, som løses med ældreloven, også løses i serviceloven.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen sender høringssvaret til Ældreministeriet, når Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget har godkendt udkastet.

 

Mikkel Boje

/ Eva Stokbro Jensen

 


Beslutning

Indstilling blev godkendt. 

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Til top