B-sag. Godkendelse af ansøgning til Sundhedsministeriet vedr. midler til projektet "Det mobile stofindtagelsesrum København"
Resumé
Socialudvalget skal tage stilling til Socialforvaltningens ansøgning om midler fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet under SSA-Reserven til projektet ”Det mobile stofindtagelsesrum København”. Hvis forvaltningen modtager tilsagn om midler fra puljen, skal projektet give Socialforvaltningen mulighed for at afprøve endnu et stofindtagelsesrum i København på nye lokationer, og eventuelt i bydele, hvor der er stofindtagelsesrum i dag, men hvor eksisterende kapacitet og rammer ikke er tilstrækkelige. Formålet er at få erfaringer med større fleksibilitet i indsatsen.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller:
- at Socialudvalget godkender ansøgning om 10 mio. kr. til projektet ”Det mobile stofindtagelsesrum København” fra Pulje til mobile stofindtagelsesrum under SSA-Reserven udmeldt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
- at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningens indtægts- og udgiftsbudget opjusteres med et forventet beløb på i alt 10 mio. kr. i perioden 2024-2027, jf. tabel 1 i økonomiafsnittet, hvis ansøgningen imødekommes af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Problemstilling
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udmeldte Pulje til mobile stofindtagelsesrum under SSA-Reserven d. 13. maj 2024. Puljen løber i 2024-27 og er på i alt 10 mio. kr. Ansøgningsfristen var d. 7. juni 2024.
Forvaltningen søgte puljen rettidigt med forbehold for politisk godkendelse. Se ansøgning i Bilag 1.
Puljen giver kommunerne mulighed for at etablere og drive mobile stofindtagelsesrum, eller overdrage driften til en selvejende institution med driftsoverenskomst. Formålet med puljen er at samle erfaringer med større fleksibilitet i indsatsen. Der var ikke krav om kommunal egenfinansiering for at kunne søge puljen.
Løsning
Socialforvaltningen har ansøgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om 10 mio. kr. fra Pulje til mobile stofindtagelsesrum under SSA-Reserven til projektet ”Det mobile stofindtagelsesrum København”.
Socialforvaltningen ønsker med projektet at afprøve endnu et stofindtagelsesrum i København. Det kan både være nye lokationer og eventuelt i bydele, hvor der er stofindtagelsesrum i dag, men hvor eksisterende kapacitet og rammer ikke er tilstrækkelige. Der vil være tale om et injektionsrum, hvis primære formål er at skabe værdige og hygiejniske forhold for stofbrugere og mindske risikoen for fatale overdoser.
Placeringen afklares ift. hvor der ses et aktuelt behov, ift. hvor brugerne opholder sig. Der er derfor ikke peget på endelige placeringer af det mobile stofindtagelsesrum i ansøgningen. Dette for at muliggøre fleksibilitet ift. hvor behovet er.
Et mobilt stofindtagelsesrum skal enten drives af kommunen selv eller en NGO med driftsoverenskomst med kommunen. Ministeriet har ikke stillet krav om stillingtagen til driftsherre i forbindelse med ansøgningen. Det skal derfor i forbindelse med forberedelserne til iværksættelsen af projektet afklares, hvorvidt det mobile stofindtagelsesrum skal drives af kommunen eller en NGO med driftsoverenskomst.
Særlige forhold ved etablering af mobile stofindtagelsesrum
Ved etablering af et mobilt stofindtagelsesrum skal der gives tilladelse til parkering fra Teknik- og Miljøforvaltningen. Det begrænser, hvor mobilt et stofindtagelsesrum kan blive, da det maksimalt kan flyttes til en ny ”stationær” placering efter politiets, ministeriets samt Teknik- og Miljøforvaltningens godkendelse.
Etablering af et mobilt stofindtagelsesrum kræver en byggetilladelse. Det tager 9-12 måneder at få en byggetilladelse.
Et mobilt stofindtagelsesrum skal efterleve bekendtgørelsen om stofindtagelsesrum, bl.a., at ansøgningens indhold er udformet under inddragelse af den lokale politikreds, herunder stofindtagelsesrummets beliggenhed. Sidstnævnte krav kan opfyldes med oplysning om enten et fast skema for placeringen af det mobile stofindtagelsesrum på bestemte steder eller om den faste placering et bestemt sted i en afgrænset periode.
Der skal være opmærksomhed på arbejdsmiljølovgivningen, fx krav til loftshøjde, m3 luft pr. medarbejder, personalefaciliteter mv. Det betyder bl.a., at stofindtagelsesrummet skal holde et sted, hvor personalet kan benytte sig af personalefaciliteter i et andet tilbud.
Se også sag om ”Status på arbejdet med at undersøge mulighederne for at etablere et mobilt stofindtagelsesrum til kvinder”, behandlet af Socialudvalget d. 15. november 2023.
De forskellige krav i forbindelse med etablering af et mobilt stofindtagelsesrum og den generelle sagsbehandlingstid for byggetilladelser betyder, at et mobil stofindtagelsesrum først forventes at kunne tages i anvendelse fra december 2025, jf. tidsplan.
Økonomi
I ansøgningen er der afsat midler til i alt 2,9 årsværk til Projektmedarbejdere (Socialfaglig, Sundhedsfaglig, Renhold og konflikthåndtering, Ledelse og Koordination). Desuden er der afsat midler til uddannelse, workshops, kurser o. lign., sundhedsartikler, rengøring og afhentning af risikoaffald, el, vand, vedligehold og forsikring, administration, revision og øvrig drift samt etableringsudgifter. Der er ikke krav om kommunal medfinansiering.
Beregningerne i forbindelse med ansøgningen er behæftet med en vis usikkerhed, og der er risiko for, at det i forbindelse med forberedelserne til etablering af et mobilt stofindtagelsesrum viser sig, at udgifterne vil overstige de 10 mio. kr. som er afsat i puljen. Forvaltningen kan ikke anvise finansiering, der går ud over de midler, der eventuelt modtages fra puljen, og forvaltningen må i så fald meddele ministeriet, at projektet ikke kan gennemføres, og bevillingen dermed tilbagebetales.
Hvis Socialudvalget godkender projektet, og Indenrigs- og Sundhedsministeriet imødekommer ansøgningen vil Socialforvaltningens udgifts- og indtægtsbudget blive opjusteret med 10 mio. kr. i perioden 2024-27, jf. tabel 1.
Hvis projektindsatsen skal videreføres efter bevillingsudløb, skal der afsættes driftsmidler.
Tabel1. Bevillingsmæssige konsekvenser
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling |
Indtægt (I) / Udgift (U) |
2024 |
2025 |
2026 |
2027 |
Varig |
2 |
SUD |
3210 – Udsatte voksne |
U |
400.000 |
1.211.093
|
4.080.519
|
4.308.388
|
nej |
2 |
SUD |
3210 – Udsatte voksne |
I |
-400.000 |
-1.211.093 |
-4.080.519 |
-4.308.388 |
nej |
Politisk handlerum
Socialudvalget kan undlade at godkende ansøgningen. Hvis Socialudvalget ikke godkender ansøgningen, vil forvaltningen meddele Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at Socialforvaltningen trækker ansøgningen tilbage.
Videre proces
Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, og projektet får tildelt midler fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, vil det indgå i den næstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer, som sendes til godkendelse hos borgerrepræsentationen.”
Mikkel Boje
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Indstillingen blev løftet til en A-sag.
Indstillingen blev godkendt.
Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.