Mødedato: 18.09.2019, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Evaluering af udvalgsbetjeningen og budgetprocessen for Budget 2020

Resumé 

Socialudvalget skal evaluere og drøfte udvalgsarbejdet samt tage stilling til, om der skal afholdes en studietur i 2020 og om nyhedsbrevet skal fortsætte som fast punkt på dagsordenen. Derudover skal Socialudvalget skal evaluere og drøfte udvalgets budgetproces i forbindelse med Budget 2020.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget drøfter udvalgsarbejdet
  2. at Socialudvalget godkender, at nyhedsbrevet udgår som fast punkt på dagsordenen
  3. at Socialudvalget drøfter, om der skal afholdes en studietur for Socialudvalget i 2020
  4. at Socialudvalget drøfter den afsluttede budgetproces for Budget 2020 med henblik på at opsamle erfaringer til brug for de kommende budgetprocesser

 

Problemstilling

Socialudvalget drøftede den 20. juni 2018 udvalgsarbejdet på baggrund af udvalgets første halve år. Socialforvaltningen foretog på baggrund heraf nogle ændringer i tilrettelæggelsen af møderne og betjeningen af udvalget, som udvalget blev orienteret om den 29. august 2018.

Socialforvaltningen ønsker at sikre Socialudvalget den bedst mulige udvalgsbetjening og lægger hermed op til en fornyet drøftelse heraf på baggrund af det seneste års udvalgsarbejde. Desuden skal Socialudvalget tage stilling til, om forvaltningen skal arrangere en studietur for udvalget i 2020.

Budgetprocessen for Socialudvalgets budgetbidrag til Budget 2020 er afsluttet og forvaltningen foreslår, at udvalget evaluerer og drøfter processen med henblik på at opsamle erfaringer til brug for budgetprocessen for Budget 2021.

Løsning

I det følgende fremgår de emner, som Socialforvaltningen anbefaler, at udvalget drøfter og tager stilling til.

Spørgeskemaundersøgelse

Den 20. juni 2018 godkendte Socialudvalget en plan for evaluering af udvalgsbetjeningen, som indebærer en midtvejsevaluering ultimo 2019 og en afsluttende evaluering ultimo 2021. I begge tilfælde er der planlagt en spørgeskemaundersøgelse, hvor udvalget efterfølgende får præsenteret de vigtigste resultater.

Forvaltningen foreslår, at de to spørgeskemaundersøgelser udgår, og at forvaltningen i stedet følger op med en årlig indstilling, hvor udvalget har mulighed for at drøfte og evaluere udvalgsarbejdet og udvalgsbetjeningen.

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet har været et fast punkt på dagsordenen siden efteråret 2011, hvor det blev vedtaget af det daværende Socialudvalg på baggrund af et medlemsforslag fra Socialdemokratiet og SF. Til hvert møde foreslår Socialforvaltningen to-tre sager fra dagsordenen, der bearbejdes journalistisk og udsendes som nyheder efter møderne. Nyhederne publiceres på kommunens hjemmeside, hvorefter de samles i et nyhedsbrev og sendes ud til ca. 1000 abonnenter. Der er ca. 300-350 abonnementer, der åbner og orienterer sig i nyhedsbrevet og et mindre antal, der klikker sig ind på de konkrete artikler.

Forvaltningen ønsker fortsat at bruge nyhedsbrevet til at kommunikere om Socialudvalgets arbejde og beslutninger til byens borgere og andre interessenter. Forvaltningen foreslår dog, at det faste punkt på dagsordenen afskaffes og at det i stedet er op til Socialforvaltningen at vurdere, hvilke sager der er relevante at bearbejde til nyheder. Det vil fjerne en række administrative arbejdsgange og gøre det muligt at vurdere de enkelte sagers nyhedsværdi efter mødets afholdelse. Udvalget vil fortsat kunne bede om at sager fra udvalgsdagsorden indarbejdes i nyhedsbrevet løbende.  

Studietur

I februar 2019 var Socialudvalget på studietur til Stockholm og Helsinki. Socialudvalget er traditionelt på to studieture i løbet af en valgperiode og Socialudvalget skal derfor tage stilling til, om der skal arrangeres en studietur i 2020. Studieturen kan arrangeres i forskellig skala alt efter, hvad udvalget ønsker.

Forvaltningen har følgende forslag, som udvalget kan bruge som udgangspunkt for drøftelsen:

  1. Portugal:
    En studietur til Portugal kan give indblik i deres erfaringer med afkriminalisering af euforiserende stoffer og deres fokus på stofmisbrug som et sundhedsmæssigt problem.
  2. England (Swindon), evt. i kombination med Mechelen, Belgien:
    Studietur med fokus på helhedsorienterede indsatser for udsatte familier, hvor alle indsatser for en familie samles i ét team på tværs af forvaltninger, udpeget af familien selv.
  3. Danmarkstur:
    Studieturen kan også arrangeres i Danmark med fokus på de indsatser og erfaringer, som er i andre af landets kommuner, herunder samarbejder med private aktører og organisationer. F.eks. Vejle Kommunes erfaringer med at inddrage frivillige på botilbud eller Fredericia Kommunes erfaringer med at henvise udsatte voksne til civilsamfundets tilbud.  

Resumeer

Forvaltningen har siden oktober 2018 skrevet resumeer i starten af indstillingerne. Formålet er at tydeliggøre indholdet i indstillingerne og hvad Socialudvalget skal forholde sig til.

Socialforvaltningen anbefaler, at udvalget drøfter, om der er behov for at tilpasse resuméerne.

Evaluering af budgetproces 2020

Socialforvaltningen foreslår, at udvalget evaluerer og drøfter udvalgets budgetproces frem mod Budget 2020 med henblik på at bruge erfaringerne til de kommende års budgetprocesser.

På mødet den 12. juni 2019 besluttede Socialudvalget at inddrage HovedMED og brugerorganisationerne tidligere i budgetprocessen frem mod Budget 2021. Derfor er der planlagt møder med dem i oktober 2019, så deres input kan indgå i forvaltningens udarbejdelse af effektiviseringsforslag til budget 2021.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialforvaltningen vil følge op på de eventuelle ændringer, som udvalget ønsker i forbindelse med udvalgsarbejdet eller budgetprocessen for Budget 2021.

 

Nina Eg Hansen

                  / Emil Dyred

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev drøftet og 2. at-punkt blev godkendt.

Derudover blev indstillingens 3. og 4. at-punkt drøftet.

Til top