Nedsættelse af underudvalg til forberedelse af uddeling af frivillighedsmidler i 2017
Socialudvalget skal udpege et nyt underudvalg til fordeling af midler til frivilligt socialt arbejde i 2017.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget udpeger tre medlemmer til et underudvalg, som på baggrund af Socialforvaltningens indstilling skal udarbejde en endelig indstilling til Socialudvalget om fordeling af midlerne til frivilligt socialt arbejde i 2017.
Problemstilling
I forbindelse med uddelingen af puljen til frivilligt socialt arbejde for 2017, § 18-midlerne, er der behov for at nedsætte et nyt underudvalg bestående af tre medlemmer af Socialudvalget. Underudvalget skal, bistået af Socialforvaltningen, give anbefaling til Socialudvalget om fordeling af § 18-midlerne.
Løsning
Socialudvalget skal blandt udvalgets egne medlemmer udpege tre medlemmer til underudvalget. Underudvalget har en forberedende og rådgivende funktion ift. fordeling af § 18 midler til de mange ansøgere. Fristen for ansøgning om § 18 midler til 2017 er d. 1. september 2016.
Socialforvaltningen skal gøre opmærksom på, at der kan opstå inhabilitetsproblematikker, såfremt det enkelte udvalgsmedlem repræsenterer eller på anden vis har tilknytning til en af ansøgerne om § 18-midler. De enkelte udvalgsmedlemmer skal derfor orientere Socialforvaltningen om en mulig inhabilitet, således at behandlingen i underudvalget og på Socialudvalgets møde tager højde for det.
Underudvalget skal på baggrund af en indstilling fra Socialforvaltningen udarbejde en endelig indstilling til Socialudvalget om fordelingen af § 18-midlerne til frivilligt socialt arbejde for 2017.
Det skal være tydeligt, hvor underudvalget har truffet beslutning om at fravige forvaltningens oprindelige indstilling.
Socialudvalget får 14 dage inden behandling på udvalgsmøde tilsendt en oversigt over forslag til fordeling af midlerne til kommentering. Udvalgsmedlemmernes eventuelle bemærkninger skal fremsendes til forvaltningen inden for syv dage. Herefter vil de samlede kommentarer tilgå alle udvalgsmedlemmer forud for udvalgsmødet.
Økonomi
Der er 11,3 mio. kr. til ny uddeling i puljen for frivilligt socialt arbejde i 2017. Derudover er der bevillinger på 3,6 mio. kr. til treårige bevillinger fra tidligere år og 1,6 mio. kr. til Kontaktudvalget for frivilligt socialt arbejde og de tre frivilligcentre.
Videre proces
Såfremt Socialudvalget godkender indstillingen, vil de udpegede medlemmer af underudvalget snarest muligt blive kontaktet af Socialforvaltningen med henblik på at fastsætte mødedato i efteråret, hvor fordelingen af midlerne kan drøftes.
Nina Eg Hansen
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Under punktets behandling deltog vicekontorchef Eva Stokbro Jensen.
Indstillingen blev godkendt med bemærkning om, at den store og den lille valggruppe inden 14 dage skal orientere Socialforvaltningen om, hvem valggrupperne udpeger som medlemmer af Underudvalget.