Mødedato: 18.05.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Opsigelse af lejemål

Socialforvaltningen ønsker at opsige lejemålet med Aktivitetscentret Jydeholmen i Vanløse. I stedet flyttes Jydeholmens dagtilbudsaktiviteter for borgere med handicap til bedre og mere tilgængelige lokaliteter i tilknytning til forvaltningens øvrige dagtilbud til borgere med handicap.

 

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at lejemålet Jydeholmen 15, 2.sal, 2720 Vanløse opsiges pr. 1. december 2016.
  2. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningens nuværende dagstilbudsaktivitet på Jydeholmen flyttes til bedre og mere tilgængelige rammer i tilknytning til forvaltningens øvrige dagtilbudsaktiviteter inden for Center Paletten.

Problemstilling

Socialforvaltningen ønsker at opsige lejemålet beliggende på Jydeholmen 15, 2. sal i Vanløse, som i dag huser Aktivitetscentret Jydeholmen. Aktivitetscentret Jydeholmen har i dag til huse i et tredjemandslejemål beliggende på 2. sal i tidligere fabrikslokaler i Vanløse. Der er ikke fuld tilgængelighed for kørestolsbrugere, og lokalerne egner sig ikke til borgere med behov for brede gange og mindre rum at trække sig tilbage i. Socialforvaltningen ønsker i stedet at flytte aktiviteterne fra Jydeholmen til andre dagtilbud i Center Paletten, hvis fysiske faciliteter, tilgængelighed og placering er bedre ift. fremtidige forløb for brugerne.   

 

Løsning

Socialforvaltningen ønsker at finde nye lokaler til de aktiviteter, der hidtil har foregået på Jydeholmen, så Socialforvaltningens egne faciliteter udnyttes bedre og brugerne får det bedst mulige tilbud.

Socialforvaltningen ønsker derfor pr. 1. december 2016 at omlægge pladserne på aktivitets- og samværstilbuddet Jydeholmen til nye lærings- og mestringsgivende forløb i regi af Center Paletten på Amager. Jydeholmens brugere er borgere med udviklingshæmning, som på grund af graden af deres funktionsnedsættelse ikke kan varetage ordinær beskæftigelse, men er i målgruppen for et samværs- og aktivitetsrettede dagtilbud. På Center Paletten etableres et nyt idrætstilbud og et nyt naturtilbud, ligesom brugerne vil få mulighed for at indgå i allerede etablerede aktiviteter på Paletten. Endvidere udvides antallet af pladser på Genbrugsriget, som er et beskæftigelsestilbud bestående af en genbrugsbutik og et lager. Derudover udvides der med 12 pladser på nogle af de øvrige 19 aktivitets- og samværstilbud på Center Paletten. Hvilke, tages der beslutning om på baggrund af brugernes behov og ønsker, men kan fx være på Væveriet, Medieskolen eller aktivitets- og samværstilbuddet Brønshøjvej.  

Forslaget indebærer ikke lukning af pladser. Jydeholmens brugere får tilbud om plads i nye og øvrige dagtilbud under Paletten og medarbejdere fra Jydeholmen flytter med.

Brugerne fra Jydeholmen kommer fra forskellige områder i København. Som følge af lukningen af Jydeholmen, vil nogle vil få længere transporttid til Center Paletten på Amager, mens andre vil få kortere vej. Brugere som bliver befordret med Handicapbefordring vil fortsat blive kørt, men blot et andet sted hen. Brugere som kommer frem på egen hånd, vil blive hjulpet til at lære den nye rute at kende.

Udflytningen af brugere og medarbejdere fra Jydeholmen iværksættes 1. december 2016, da det er fra denne dato, lejemålet kan opsiges, og det forventes, at lokalerne vil komme i overskud, når den generelle omlægning gennemføres. Planen er blevet forelagt HovedMED den 22. januar 2016, hvor der blev bakket op  om flytningen til mere tilgængelige lokaler. Forvaltningen vil have fokus på trivslen i medarbejdergruppen ved skiftet. 

Økonomi

Afviklingen af lejemålet i Vanløse forventes at medføre en reetableringsudgift på ca. 0,5 mio.kr. i 2016, da lejemålet er et tredjemandslejemål. Deponeringsmidler fra de opsagte lokaler indgår i etablering af et nyt lejemål til lagerplads for Genbrugsriget.

I forbindelse med opsigelsen af lejemålet vil der være en huslejebesparelse. I 2016 anvendes de ledige midler til delvis dækning af reetableringsudgiften i det opsagte tredjemandslejemål. Fra 2017 anvendes de ledige midler til at dække husleje i ledige lokaler på Fussingsvej 21 på Amager, som anvendes til omstillingen af dagtilbudsaktiviteter og til udvidelse af Genbrugsrigets aktiviteter med et lagerlokale.

Den resterende udgift til reetablering på ca. 0,388 mio. kr. afholdes indenfor den økonomiske ramme på dagtilbudsområdet i 2016.  De nuværende driftsmidler fra Jydeholmen på i alt 2,4 mio.kr. overføres til driften af nye tilbud.

(1.000 kr. – 2016 p/l )

2016

2017

2018

2019

I alt

Reetableringsudgift

Jydeholmen

500

0

0

500

Husleje Jydeholmen

-113

-1.350

-1.350

-1.350

-4.163

Husleje Fussingsvej 

0

800

800

800

2.400

Husleje lagerlokale til

Genbrugsriget

0

550

550

550

1.650

Drift af Jydeholmen

-2.400

-2.400

-2.400

-2.400

-9.600

Drift af nye tilbud

2.400

2.400

2.400

2.400

9.600

Udgifter i alt

388

0

0

0

388

 

Videre proces

Socialforvaltningen ønsker generelt at udnytte faciliteter, ressourcer og muligheder på dagtilbudsområdet bedre, og vil i den forbindelse i efteråret 2016 forelægge Socialudvalget en samlet plan for omlægningen af dagtilbudsområdet for voksne borgere med handicap.

 

Nina Eg Hansen

    /Ane Kristine Christensen                                                                 

 

 

 

 

 

 

Beslutning

Kontorchef Ane K. Christensen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

Til top