Mødedato: 18.05.2011, kl. 19:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Studietur for Socialudvalget

Socialudvalget skal tage stilling til tema, rejsemål og tidspunkt for Socialudvalgets studietur.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.      at Socialudvalget beslutter tema, rejsemål og tidspunkt for Socialudvalgets studietur.

Problemstilling

Socialudvalget skal drøfte og træffe beslutning om tema, rejsemål og tidspunkt for Socialudvalgets studietur. Socialforvaltningen foreslår, at der arrangeres en kortere studietur i enten efteråret 2011 eller foråret 2012 til enten London eller Oslo.

Løsning

Socialforvaltningen foreslår følgende destinationer og emner i tilknytning til Socialudvalgets studietur:

1. London med følgende temaer: A) Socialøkonomiske virksomheder, B) Frivillighed og C) Indsatser for kriminalitetstruede unge og bandemedlemmer.

2. Oslo med følgende temaer: A) Familiepleje, B) Forskningsbaserede indsatser for udsatte børn og unge, C) Boliger til borgere med handicap og D) Fritidstilbud til udsatte borgere.

De to forslag uddybes i det følgende.

1. London

Socialøkonomiske virksomheder

I England er der udpeget en minister for civilsamfundet, herunder frivillighed og socialøkonomiske virksomheder, i regeringens Cabinet Office i London. Her arbejdes der bl.a. med udvikling af lovgivning, iværksætterkampagner, monitorering af de socialøkonomiske aktiviteter m.m. En tur til London kan også kombineres med en tur til den sydengelske by Brighton (ca. 1 times kørsel fra London), hvor byrådet i 2008, som en af de første kommuner nogensinde i England, godkendte en lokal strategiplan for ”social enterprises”. Planen udsprang af et græsrodsnetværk på mere end 50 socialøkonomiske virksomheder og ligeså mange private virksomheder, som igennem mange år har ydet forskellige former for gratis bistand til de socialøkonomiske virksomheder. I London er det også relevant at besøge universitetet London School of Economics som er blandt de førende indenfor forskning i socialøkonomi.

Frivillighed

Generelt spiller frivillige organisationer en langt større rolle i løsningen af sociale problemer i England end tilfældet er i Danmark, og der vil derfor sandsynligvis kunne hentes værdifuld viden i London om interaktionen mellem den offentlige, den frivillige og den private sektor. Der kan fx arrangeres besøg hos The National Council for Voluntary Organisations i London (NCVO) eller organisationen Voluteering England. NCVO er en paraplyorganisation for den frivillige sektor i England, som tæller 5200 medlemsorganisationer og har ca. 105 fuldtidsansatte medarbejdere. NCVO tilbyder medlemmerne rådgivning, konsulentbistand og bistår med interaktionen med de offentlige myndigheder. Volunteering England er en uafhængig velgørenheds- og medlemsorganisation, som arbejder for at støtte og udbrede frivillighed gennem politikudvikling, forskning, udvikling og programstyring. Et besøg i London vil også give mulighed for indblik i ”Big Society” planen, hvormed den liberal-konservative regering har sat fokus på briternes aktive medborgerskab, herunder frivilligt arbejde og bidrag til løsningen af samfundsmæssige opgaver. Regeringen har udpeget tre kommuner som fortropper i arbejdet med ”Big Society” planen, herunder Sutton kommune som ligger i udkanten af London.  

 

Indsatser for kriminalitetstruede unge og bandemedlemmer

I London er kriminelle bander et problem, og der arbejdes derfor på forskellige måder og i forskellige regi med at begrænse banderelateret vold og kriminalitet og stoppe tilgangen til kriminelle grupperinger. Der kan i forbindelse med en studietur arrangeres besøg hos lokale organisationer og/eller myndigheder, som arbejder med bandebekæmpelse, eksempelvis kommunen Lambeth, som er en af de 14 kommuner som udgør Indre London. Her tager arbejdet med indsatser for kriminalitetstruede unge udgangspunkt i kommunens ”lokale strategiske partnerskab”, som samler lokale aktører fra de forskellige samfundssektorer med henblik på at omdanne idéer, planer og strategier til handling i lokalmiljøet. En udløber heraf er bl.a. strategien ”Young & Safe in Lambeth”, som sigter på at reducere unges involvering i bander via et samarbejde mellem politiet, kommunen, sociale indsatser, beboere og frivillige. Lambeth er desuden del af ”The Five Boroughs’ Alliance”, et samarbejde mellem 5 kommuner i Indre London om bekæmpelse af bander og voldelig kriminalitet på tværs af kommunerne, som bl.a. er blevet støttet af det britiske indenrigsministerium.

2. Oslo

Familiepleje

I Norge er der udviklet en række specialiserede familieplejetyper, fx forstærket familiepleje, slægts- og netværkspleje, akutplejefamilier og behandlingsfamiliepleje, og hvis man sammenligner med Danmark, er relativt flere børn i Norge anbragt i familiepleje kontra andre anbringelsesformer. Specialiseringen på familieplejeområdet og anbringelsesmønstret skal ses i lyset af en politisk prioritering af indsatsen for udsatte børn, unge og familier, som vægter forebyggende foranstaltninger højest og giver familieplejeanbringelser forrang i forhold til institutionsanbringelser. Der kan i Oslo fx arrangeres besøg hos Barne-, ungdoms- og familieetaten (Bufetat), Region Øst. Bufetat er et forvaltningsorgan under Barne-, likestillings- og inkluderingsdepartementet og har siden 2004, hvor staten overtog ansvaret for børne- og familieværnet fra fylkeskommunerne (svarende til amt/region), haft ansvar for bl.a. familieplejeområdet samt døgninstitutioner for børn og unge. Det kan også være relevant at besøge Norsk Fosterhjemsforening, en interesseorganisation for familieplejere.

 

Forskningsbaserede indsatser for udsatte børn og unge

Forskningsbaserede metoder har igennem de senere år fået en central betydning i indsatsen på det sociale børne- og ungeområde i Norge, og en studietur til Oslo vil give mulighed for både at besøge konkrete tilbud, som bygger på forskningsbaserede metoder, og høre om forskning og udvikling på området. Der kan fx arrangeres besøg til Kringsjå Ungdomshjem i Oslo, som drives efter MultifunC modellen, samt på Atferdssenteret under Oslo Universitet, som bedriver forskning, implementering, oplæring og videreudvikling af metoder til håndtering af alvorlige adfærdsproblemer blandt børn og unge med henblik på at bidrage til at norske børn, unge, familier og skoler kan få forskningsbaseret og resultateffektiv støtte.

 

Boliger til borgere med handicap

I 1991 blev ansvaret for støtte til udviklingshæmmede overført fra fylkeskommunerne (svarende til amt/region) til kommunerne, og siden er der politisk satset på at nedlægge store totalinstitutioner og til gengæld tilbyde borgere med handicap egen bolig i hjemkommunen med serviceydelser adskilt fra boligen. Der er desuden lagt en øvre grænse for, hvor mange boliger der må være i et botilbud for borgere med handicap. En studietur til Oslo vil derfor kunne bibringe perspektiver på udviklingen af boliger, bo- og dagtilbud til borgere med handicap, eksempelvis gennem møde med Statens råd for likestilling av funksjonshemmede i Oslo samt Oslo Kommunes Helse- og velferdsetat, som bl.a. tilbyder bo- og dagtilbud til borgere med nedsat funktionsevne og kontrollerer salg af boliger klausuleret for borgere med handicap i Oslo

 

Fritidstilbud til udsatte borgere

Socialforvaltningen deltager pt. i et projekt omkring fritidsliv blandt borgere med handicap under Servicestyrelsen. Projektet er inspireret af det norske ”Fritid med bistand”; en metode til at støtte mennesker med forskellige støttebehov i at indgå i selvvalgte fritidsaktiviteter Metoden er udviklet gennem en række projekter i Kristianssand Kommune og bygger på et empowerment perspektiv. Metoden har således fokus på den enkeltes muligheder, ønsker og behov og sigter på at støtte den enkelte i at opbygge en meningsfyldt tilværelse i fællesskab med andre. Målsætningen er at deltageren i løbet af en aftalt periode bliver inkluderet i en selvvalgt aktivitet. På baggrund af erfaringerne i Kristianssand Kommune afprøves metoden i Oslo og en række andre norske kommuner i den tidlige indsats overfor unge med misbrugsproblemer.

Tidspunkt for afvikling af studieturen

Socialforvaltningen foreslår, at studieturen strækker sig over fire dage, med tre overnatninger, og finder sted i enten efteråret 2011 eller foråret 2012. Forvaltningen foreslår konkret, at en studietur i efteråret, under hensyntagen til politisk mødeaktivitet, finder sted i uge 43, fra mandag d. 24. oktober til torsdag d. 27. oktober 2011.

Hvis Socialudvalget ønsker at gennemføre studieturen i foråret 2012, vil forvaltningen udarbejde et konkret forslag til tidspunkt efter godkendelsen af mødeplanen for Borgerrepræsentationen og udvalgene i efteråret 2011.

Økonomi

Tabel 1 viser et tentativt budget for studieturen. Budgettet bygger på regnskabet for Socialudvalgets studietur til Amsterdam i 2006 og omfatter en tur for 16 personer (11 socialudvalgsmedlemmer og 4 embedsmænd) med tre overnatninger. Det samlede regnskab for studieturen til Amsterdam (15 deltagere) var 130.457 kr.

Tabel 1. Foreløbigt budget for Socialudvalgets studietur i 2011/2012.

 Udgiftsart

Kr.

Flyrejse

32.000

Transport i øvrigt

25.000

Hotelophold

48.000

Forplejning

30.000

Planlægning, oplægsholdere, møderum og diverse

10.000

I alt

145.000

Videre proces

Efter Socialudvalgets beslutning vil Socialforvaltningen arbejde videre med det konkrete program for turen til den valgte destination, herunder indgå konkrete besøgsaftaler, evt. indlede samarbejde med relevante samarbejdspartnere og booke transport, hotelophold mv. Hvis Socialudvalget vælger at gennemføre studieturen i 2011, vil Socialforvaltningen fremlægge et forslag til program for turen på udvalgsmøde i august 2011. Hvis Socialudvalget vælger at gennemføre studieturen i 2012, vil Socialforvaltningen præsentere forslag til program på et udvalgsmøde ultimo 2011. 

                                                            Anette Laigaard

Beslutning

Udvalget besluttede at der skal være en studietur til London i det tidlige forår 2012, hvor temaet er frivillighed og Socialøkonomiske virksomheder. Forvaltningen bedes se på om partnervold og unge/bander kan indgå i stuedieturen.
Til top