Mødedato: 18.05.2011, kl. 19:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Hjemtagning af træning af børn med cerebral parese fra Region Hovedstaden

Region Hovedstaden besluttede den 1. januar 2011 at lukke Børneneurologiske Behandlingsklinik på Borgervænget. Socialforvaltningen skal nu hjemtage opgaven uden budget. 

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager til efterretning at Socialforvaltningen hjemtager opgaven med træning af børn med cerebral parese fra Region Hovedstaden uden budget, 
  2. at Socialudvalget godkender, at finansiering af udgifter til træning af børn med cerebral parese i 2011 på anslået 0,625 mio. kr. finansieres af Socialforvaltningens samlede ramme, og at de forventede årlige udgifter til træningen fra 2012 på 1,5 mio. kr. finansieres af demografimidler.

Problemstilling

Socialforvaltningen gik i september 2010 i dialog med Region Hovedstaden om overtagelsen af træningen af børn og unge med cerebral parese (spastisk lammelse) fra Borgervænget.

Der er tale om en kommunal opgave, der burde have været inddraget ved drøftelserne i forbindelse med strukturreformen. Dette er imidlertid ikke sket. Forvaltningen har talt med Region Hovedstaden om flytningen af budget, hvilket Region Hovedstaden har afvist.

Regionen nedlagde den 1. januar 2011 Behandlingsklinikken Borgervænget og overførte træningen af borgerne til Hvidovre Hospital. Forvaltningen har efterfølgende været i dialog med Hvidovre Hospital om overtagelsen af træningsopgaven.

Løsning

Målgruppen

Der er tale om børn og unge med cerebral parese, der er udredt af Hvidovre Hospital. Frem til nu har Hvidovre Hospital, indtil barnet er udredt, varetaget opgaven og udgifterne forbundet med genoptræningen og vedligeholdelsestræningen. Træningen gives efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 9 og burde, som nævnt, være givet i kommunal regi.

De børn, der i dag modtager træning på Hvidovre Hospital er blevet vurderet af Handicapcenter København og fysioterapeuter fra Børnecenter København (under Børne- og Ungdomsforvaltningen). Det er vurderingen, at de er omfattet af målgruppen for servicelovens § 52, stk. 3, nr. 9.

Fremadrettet træning

Socialforvaltningen foreslår, at selve træningen af børnene fremadrettet skal foregå på Børnecenter København under Børne og Ungdomsforvaltningen mod afregning fra Socialforvaltningen. Der er en positiv dialog mellem forvaltningerne om denne løsning.

Hvidovre Hospital stopper pr. 1. august 2011 træningen af de pågældende børn. Dette betyder, at forvaltningen pr. 1. august 2011 skal løfte træningsopgaven forbundet med træningen af 17 børn. Der forbliver 7 børn på Hvidovre Hospital for at modtage træning og blive endeligt udredt, men forvaltningen kan dog forvente, at også disse børn overgår til træning hos os i den nærmere fremtid.

Visitering

Alle børnene vil blive ind-visiteret af Handicapcenteret forinden opgaven overtages.

Handicapcenter København vil udarbejde en afgørelse om bevilling af træning for hvert enkelt barn og forældrene vil forinden dette blive partshørt.

Økonomi

Ud fra en samlet vurdering af antal årsværk samt omkostningerne til overhead forbundet med træningen af børn på Børnecenter København, er prisen for træningen af ca. 25 børn årligt anslået til at være 1,5 mill. kr.

Der foretages en opfølgning efter 6 måneder af børnenes træningsbehov. Hvis træningsterapeuterne finder, at træningsbehovet er sat for højt genvurderes dette af sagsbehandlerne fra Handicapcenter København. Ved denne 6 måneders opfølgning kan der derfor efter en konkret og individuel vurdering forekomme ændringer i omfanget af den træning, som der oprindeligt er bevilget, hvilket kan påvirke udgifterne.

Endvidere er der i øjeblikket drøftelser omkring Socialforvaltningens øvrige træningsforpligtelser efter servicelovens bestemmelser.

Opgaven overtages pr. 1. august 2011, hvorfor der skal findes finansiering for 5 måneders drift i 2011, svarende til 0,625 mio. kr. Socialforvaltningen foreslår, at de 0,625 mio. kr. i 2011 finansieres indenfor Socialforvaltningens samlede ramme.

Fra 2012 foreslår Socialforvaltningen at man finansierer de årlige udgifter på anslået 1,5 mio. kr. via udmøntningen af demografimidlerne i budget 2012.

Videre proces

Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen arbejder sammen om at iværksætte overtagelsen af opgaven fra Region Hovedstaden.

De to forvaltninger vil sammen indkalde de berørte familier til et intromøde i Børnecenteret København d. 14. juni 2011.

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt

Til top