Nyt koncept for sagsbehandlingen vedrørende merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med børn med funktionsnedsættelser samt centralisering af enkeltydelser
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tiltræder, at Socialforvaltningen udvikler et nyt koncept for sagsbehandlingen vedrørende merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste til børn med funktionsnedsættelser efter servicelovens §§ 41 og 42.
Problemstilling
Socialforvaltningen har gennemført og iværksat en lang række af initiativer og tiltag for at forbedre kvaliteten af forvaltningens afgørelser på baggrund af de problemstillinger, som er afdækket bl.a. gennem revisionen og forvaltningens egne kontroller. Det er vurderingen, at kvaliteten er stærkt højnet og forbedret fra slutningen af 2010.
Der er dog stadig en lang række løbende bevillinger, som er truffet før kvalitetstiltagene er blevet implementeret og har haft sin virkning. Socialforvaltningen vurderer derfor, at der er behov for at gennemgå de ældre bevillinger for at sikre, at de harmonerer med de gældende krav. På området for ansøgninger efter servicelovens §§ 41 og 42 vurderer Socialforvaltningen, at der skal behandles 3300 sager. På den baggrund er der brug for at nytænke og revurdere sagsgangene, sådan at så mange ressourcer som muligt kan blive frigjort til sagsbehandling.
Løsning
Nyt koncept for servicelovens §§ 41 og 42
For at få frigjort ressourcer til sagsbehandlingen på servicelovens §§ 41 og 42 vil Socialforvaltningen udvikle et nyt koncept for sagsbehandlingen af merudgifter. Det nye koncept vil betyde, at der udvikles en ny sagsgang. Formålet med modellen er at sikre en hensigtsmæssig drift på området. Det nye koncept støtter dermed op om de gennemførte kvalitetsløft, der kan være med til at sikre mere tid til kerneydelsen og betyder mindre administration og gennemførsel af en opfølgning på de ældre bevillinger, så de lever op til de nugældende kvalitetskrav. Grundtanken er, at de administrative opgaver, som Socialforvaltningen har varetaget vedrørende leverandørafregning og behandling af ansøgninger om merudgifter af mindre beløb, som begge er opgaver, som ikke harmonerer med lovgivningens intentioner ændres. For fremtiden vil merudgiften som udgangspunkt blive betalt direkte til borgeren, som så afregner med leverandøren. Derudover vil merudgifterne som udgangspunkt blive drøftet og samlet op på ét årligt møde, hvor de løbende merudgifter drøftes. Borgeren skal dermed ikke løbende indsende ansøgninger om mindre merudgifter. For borgeren vil det betyde mere tid til råd og vejledning, og at der kommer fokus på borgerens selvstændighed og autonomi ved at give ansvaret tilbage til borgeren samt betyde en tydeligere kommunikation og forventningsafstemning omkring, hvad det er Socialforvaltningen kan tilbyde.
Konceptet er uddybende beskrevet i bilag 1.
Behandling af enkeltydelser efter aktivloven
Sagsbehandlingen af enkeltydelser efter aktivloven er i dag fordelt på 16 enheder på Socialcentret og Rådgivningscentret. I 15 af disse enheder behandles kun relativt få enkeltydelsesansøgninger. Dette betyder, at det enten er meget få medarbejdere, der behandler ansøgningerne, eller flere medarbejdere, der kun sjældent behandler en ansøgning. Enhederne er således meget fagligt sårbare. Socialforvaltningen vurderer derfor, at der er behov for se på, hvordan den behandlingen af enkeltydelsesansøgningerne styrkes på det organisatoriske plan.
For at sikre en mere robust organisering af enkeltydelser i Socialcentret og Rådgivningscentret vil Socialforvaltningen i samarbejde med medarbejdere og faglige organisationer igangsætte en proces om organiseringen af enkeltydelser. Processen skal bl.a. synliggøre, hvordan der kan sikres en stærk faglighed, der kan understøtte forvaltningens generelle kvalitetsløft på området.
På mødet d. 6. april 2011 stillede Socialudvalget en række spørgsmål til forvaltningen ang. Handleplanen for bedre sagsbehandling. Svarene fremgår af bilag 2.
Økonomi
Der er afsat 1, 2 mio. kr. til udvikling af det nye koncept på servicelovens §§ 41 og 42. Beløbet er indregnet i aprilprognosen, som ligeledes behandles på Socialudvalgsmødet den 18. maj. 2011.
Videre proces
Socialudvalget vil kvartalsvis blive orienteret om fremdriften i den samlede handleplan for bedre sagsbehandling, herunder de enkelte delprojekter. Første gang vil være 3. kvartal 2011.
Beslutning
Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt