Godkendelse af projektansøgning til Velux Fonden
Socialudvalget skal godkende, at Socialforvaltningen har ansøgt Velux Fonden om midler til igangsættelse af projektet ”Et sundt ungeliv”. Ansøgningen er sendt til Velux Fonden med forbehold for politisk godkendelse.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
-
at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen i alt har ansøgt Velux Fonden om 2.922.000 kr. i perioden 2018-2020 til projektet ’Et sundt ungeliv’ med forbehold for politisk godkendelse.
-
at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen modtager de ansøgte midler, såfremt ansøgningen imødekommes, og at indtægts- og udgiftsbudgetet hæves med i alt 2.922.000 kr. (2018 p/l) i perioden 2018-2020, jf. tabel i økonomiafsnittet.
-
at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen bidrager med kommunal medfinansiering på 3.661.350 kr., som finansieres inden for Center for Forebyggelse og Rådgivnings ramme.
Problemstilling
Center for Forebyggelse og Rådgivning i Borgercenter Børn og Unge vil med udviklingsprojektet ”Et sundt ungeliv” opkvalificere indsatsen over for kriminelle og kriminalitetstruede unge og ungegrupperinger i København. Projektets formål er at styrke Socialforvaltningens kriminalpræventive og tryghedsskabende arbejde gennem udviklingen af sundhedsfremmende ungefællesskaber som modsvar til mere destruktive og isolerede ungenetværk og -fællesskaber. Projektet er delvist finansieret af Velux Fonden, men med krav om kommunal medfinansiering. Socialudvalget skal derfor godkende, at Socialforvaltningen – såfremt ansøgningen imødekommes – igangsætter projektet.
Løsning
Center for Forebyggelse og Rådgivning tilbyder opsøgende, forebyggende og rådgivende indsatser ift. nogle af København Kommunes mest udsatte børn, unge og voksne. Udfordringerne spænder vidt fra bekymrende skolefravær, mangel på tilknytning til uddannelses- og beskæftigelsessystemet til misbrug, kriminalitet, hjemløshed og anbringelse. Det er en målgruppe, som desuden ofte er kendetegnet ved sundhedsmæssige problemstillinger såsom stofmisbrug, ensomhed, mistrivsel, stress m.m.
Formål og målgruppe
Formålet med projektet ”Et sundt ungeliv” er at etablere sundhedsfremmende fællesskaber hos unge i aldersgruppen 16-23 år, som har tilknytning til centerets institutioner og tilbud. Ud over den primære målgruppe, som er beskrevet ovenfor, vil en sekundær målgruppe bestående af ressourcestærke unge indgå i projektet. Denne gruppe kan – ud over frivillige, som allerede arbejder med målgruppen – f.eks. bestå af studerende inden for sundheds-, medicin-, tandlæge- og ernæringsuddannelserne.
De sundhedsfremmende fællesskaber kan eksempelvis bestå af unge, der samles og identificerer sig om en fysisk aktivitet som fodbold, dans eller svømning, eller om kulturelle aktiviteter som teater, film eller rejser. Der kan også være tale om fællesskaber, der har mere karakter af peer-to-peer-støtte, og hvor det handler om at mødes og bruge hinanden til gensidig støtte og motivation i hverdagen med henblik på at opnå en sundere livsstil.
Ungefællesskaberne skal etableres gennem brug af såkaldte ”sundhedslaboratorier”. Laboratorierne er tænkt som kreative og rummelige miljøer og arenaer, hvor unge kan mødes og udveksle idéer, viden og erfaringer om sundhedsrelaterede emner. Konkret vil laboratorierne invitere unge på tværs af de to målgrupper til fælles temadage, workshops, oplæg og lignende. Konkrete eksempler på laboratorierne er Grøndals Multicenter og kulturhusene i København.
Effekt
Den primære målgruppe består af mindst 100 unge og målet er, at disse unge skal opleve øget motivation og muligheder for at udvikle og deltage i sundhedsfremmende fællesskaber. Derudover er målet, at de unge oplever, at de har fået et stærkere og sundere netværk i forhold til at kunne forandre uhensigtsmæssig livsstil, og at de unge oplever en generel forbedret sundhedstilstand samt at flere unge opnår øget kendskab til de relevante kommunale tilbud.
Arbejdet med at etablere sundhedsfremmende fællesskaber for og sammen med de unge vil ske i et samspil med de eksisterende ungeindsatser i Center for Forebyggelse og Rådgivning. Projektet vil derfor også indebære kompetenceudvikling af centerets medarbejdere ift. socialfagligt arbejde med fokus på sundhedsfremme.
Projektperioden løber over tre år og vil i alt involvere ca. 50 medarbejdere og 150 unge. Projektet vil forbedre Socialforvaltningens eksisterende tilbud, da sundhedsaspektet efter projektperiodens afslutning vil indgå som en naturlig del af de socialfaglige tilbud til målgruppen i Københavns Kommune. Endeligt vil de unge kunne overføre erfaringerne fra projektet til deres egen hverdag og på den måde øge deres chancer for at komme tilbage i uddannelse, fritidsliv og arbejde.
Økonomi
Såfremt ansøgningen imødekommes af Velux Fonden, og Socialudvalget godkender Socialforvaltningens deltagelse i projektet, opjusteres Socialforvaltningens udgifts- og indtægtsbudget med 2.922.000 kr. De bevillingsmæssige konsekvenser indarbejdes i førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer i 2018.
Samtidig vil Socialforvaltningen medfinansiere projektet med 3.661.350 kr. inden for Center for Forebyggelse og Rådgivnings økonomiske ramme, hvoraf fondsmomsen på 511.350 kr. vil blive dækket.
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Indtægt (I) / |
Beløb i 1.000 kr.* (2018 PL) |
Varig? |
|||
2018 |
2019 |
2020 |
2021 |
||||||
I |
SUD |
3000 - Børnefamilier med særlige behov |
5.28.21.1 |
I |
-919 |
-914 |
-1089 |
|
Nej |
I |
SUD |
3000 - Børnefamilier med særlige behov |
5.28.21.1 |
U |
408 |
914 |
1089 |
|
Nej |
I |
ØKF |
Finansposter |
7.65.87.7 |
U |
511 |
|
|
|
|
I alt |
- |
- |
- |
- |
0 |
0 |
0 |
0 |
- |
* Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.
Videre proces
Såfremt Center for Forebyggelse og Rådgivning modtager bevilling fra Velux Fonden, og Socialudvalget godkender dette, vil Socialforvaltningen påbegynde implementeringen af projektet ”Et sundt ungeliv” i sommeren 2018 og frem til 2020.
Nina Eg Hansen
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.
Indstillingens 3 at-punkter blev godkendt.