Mødedato: 18.04.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Afrapportering fra taskforcen for førtidspension og fleksjob

Se alle bilag
Socialudvalget forelægges afrapportering fra Taskforcen om tilkendelse af førtidspension og fleksjob til efterretning.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget tager taskforcens afrapportering om tilkendelse af førtidspension og fleksjob til     efterretning.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedtog i august 2017 en politisk aftale om en særlig indsats for førtidspension og fleksjob. Taskforcen for førtidspension og fleksjob er ét af syv initiativer, som aftalen indeholdt. De andre initiativer omfattede bl.a. styrkelse af kommunikationen med borgerne, en særlig afklaringsindsats for udsatte borgere, fokus på fremdrift i ressourceforløbssager, bedre funktionsevnebeskrivelser mv. Det fremgår af aftaleteksten, at:

”… der nedsættes en taskforce med eksterne medlemmer, der skal undersøge, hvad i vores gældende praksis, der er skyld i, at vi er den kommune i landet, der tildeler færrest førtidspensioner og fleksjob, herunder hvilken praksis, man bør undlade, hvis man ønsker at øge antallet. Taskforcens formand og medlemmer skal politisk godkendes af udvalget”.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedtog kommissoriet for taskforcen (vedlagt) i oktober 2017, hvorefter taskforcen blev nedsat.

Taskforcen har bestået af seks eksterne eksperter:

  • Formand for taskforcen John Klausen, lektor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet og forsker i socialret

  • Christian Grønnemark, formand for HK Hovedstaden

  • Henrik Thomassen, kontorchef i Center for Vækst og Beskæftigelse, KL

  • Jon Andersen, cand.jur, tidligere kommitteret ved ombudsmanden

  • Lars Midtiby, direktør i Danske Handicaporganisationer

  • Vibeke Jensen, beskæftigelseschef i Aarhus Kommune

Taskforcen har haft til formål at undersøge og analysere Københavns Kommunes praksis for afgørelser om førtidspension og fleksjob, herunder:

  1. Hvad i Københavns Kommunes gældende praksis, der er skyld i, at Københavns Kommune er den kommune i landet, der tildeler færrest førtidspensioner og fleksjob

  2. Hvilken praksis, der bør undlades, hvis man ønsker at øge antallet, herunder

    1. Komme med anbefalinger til, hvordan Københavns Kommune kan sikre, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen udnytter alle muligheder for at udøve et konkret individuelt skøn inden for lovens rammer

    2. Hvordan der bedst sikres borgerne en hurtig afklaring af arbejdsevnen

Socialforvaltningen har deltaget i sekretariatsbetjeningen af taskforcen.

Socialforvaltningen har den 1. april 2018 overdraget opgaven med tilkendelse af førtidspension til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Løsning

Taskforcen har afholdt fire møder i perioden november 2017 til februar 2018. Herudover har taskforcen deltaget i en temadrøftelse i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget d. 22. januar 2018, hvor taskforcen præsenterede sine foreløbige konklusioner for udvalget.  

Taskforcens arbejde er baseret på følgende aktiviteter, der er beskrevet mere udførligt i taskforcens rapport, jf. bilag 1 og 2:

  • En sagsgennemgang af 33 udvalgte ”gråzone”-sager, udført af Revisionsfirmaet BDO
  • Input fra borgere og medarbejdere, indhentet af Københavns Kommunes Innovationshus, herunder to borgere udpeget af foreningen ”Jobcentrets Ofre”
  • En studietur til Ballerup Kommune
  • Input fra Ældrerådet og Handicaprådet
  • En redegørelse for organiseringen af beskæftigelses- og rehabiliteringsindsatsen i Københavns Kommune sammenlignet med Ballerup Kommune og Aarhus Kommune
  • Et kvalitativt overblik over førtidspensionsområdet i København, sammenlignet med andre kommuner.

På baggrund af ovenstående har taskforcen drøftet praksis i Københavns Kommune og er kommet frem til følgende overordnede konklusioner og dertil hørende anbefalinger:

Taskforcen vurderer, at det lave antal tilkendelser bl.a. kan forklares med manglende igangsættelse af og fremdrift i beskæftigelsesrettet og helbredsmæssig afklaring af borgerne, og bl.a. med, at overholdelsen af de processuelle krav i visse tilfælde er blevet vægtet højere end det materielle i sagerne.

Særligt fire ting gør sig gældende:

  1. Taskforcen har i sagsgennemgangen af særligt udvalgte gråzonesager* set eksempler på, at der kunne have været iværksat en mere relevant beskæftigelsesrettet og helbredsmæssig afklaring af borgerne på et tidligere tidspunkt.

  2. Taskforcen har i sagsgennemgangen* set eksempler på, at der stilles store krav til dokumentation. Dette har bl.a. ført til en fortolkning, hvorefter der i eksemplerne bliver iværksat et ressourceforløb, hvis det ikke kan udelukkes, at arbejdsevnen kan udvikles gennem et ressourceforløb.

  3. Sagsgennemgangen har også vist eksempler på, at der er mange aktører inde over hver sag

  4. Københavns Kommune har et højt antal sager per medarbejder sammenlignet med resten af landet.

*Det er vigtigt at være opmærksom på, at sagsgennemgangen i sin natur ikke er repræsentativ, da den er baseret på særligt udvalgte gråzone-sager, men den kan netop sige noget om de sager, der befinder sig i grænsefeltet imellem ressourceforløb, fleksjob og førtidspension

Taskforcens anbefalinger

Taskforcen anerkender, at der allerede er igangsat en lang række initiativer på området i Københavns Kommune, men mener, at der er behov for en omfattende forandring af indsatsen for de mest udsatte borgere. Det kræver ændringer i retsforståelsen og i sagsbehandlingen, hvor der skal skabes bedre betingelser for at tilrettelægge gode forløb for borgerne. Taskforcen bemærker i sine anbefalinger, at det kræver et langt, sejt træk og en større investering af tid og ressourcer i sagsbehandlingen.

Taskforcen er kommet frem til følgende fem anbefalinger med tilhørende forslag til intiativer:

Anbefaling 1: Der skal være skærpet opmærksomhed på, hvornår der er tilstrækkelig dokumentation i en sag, og den socialfaglige vurdering skal styrkes

Taskforcen anbefaler, at der kommer skærpet opmærksomhed på, at dokumentationen skal være tilstrækkelig og ikke nødvendigvis fuldkommen i den forstand, at der kan være dokumentation nok, også selvom der er tiltag og forløb, der endnu ikke er afprøvet. Forvaltningen skal vurdere, at det er realistisk, at nye tiltag kan udvikle arbejdsevnen. Den socialfaglige vurdering af, hvornår det er sandsynligt, at en borger kommer i arbejde, skal styrkes, og der skal ske en bevægelse over mod en mere helhedsorienteret sagsbehandling med mindre fokus på processuelle krav.

Anbefaling 2: Der skal skabes bedre betingelser for at sikre en hurtig afklaring af arbejdsevnen

Det er taskforcens vurdering, at der er behov for at iværksætte initiativer i et større omfang end hidtil for skabe bedre betingelser for sagsbehandlingen. I tråd med principperne i Københavns Kommunes tillidsdagsorden skal der skabes et arbejdsfællesskab, der støtter og udvikler medarbejderne og giver dem bedre forudsætninger for at løse kerneopgaven. Forbedringen af arbejdsbetingelserne skal være med til at sikre, at det i højere grad bliver muligt for sagsbehandleren at skabe en relation til borgeren. Det skal understøtte en kulturforandring og være med til at sikre, at sagsbehandleren kan igangsætte de relevante indsatser, løbende opfølgning og hurtigere afklaring.

Anbefaling 3: Færre ressourceforløb skal afsluttes til kontanthjælp

Taskforcen anser ressourceforløb som en central indsats i Københavns Kommunes arbejde med at nedbringe det uforholdsmæssigt høje antal aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og udvikle arbejdsevnen. Der skal i ressourceforløbene arbejdes med bedre tilrettelagte forløb, hvor det hurtigere afklares, om borgeren vil kunne blive i stand til at have indtægtsgivende arbejde i form af ordinære timer eller i et fleksjob – eventuelt efter gennemførelse af revalidering/uddannelse.

Taskforcen vurderer, at dette kan opnås ved at implementere alle initiativerne under anbefaling 1 og 2 i den del af jobcentret, der varetager indsatsen for borgere i ressourceforløb hvilket er Center for Afklaring og Beskæftigelse (CAB), Jobcenter København – Ungecentret (JKU) og Socialforvaltningen.

Anbefaling 4: Borgeroplevelsen skal forbedres

Taskforcen vurderer, at der er behov for, at borgerne oplever en større grad af imødekommenhed, empati og anerkendelse. Det skal afspejle sig i sproget og tilgangen til borgerne. Der skal større fokus på, hvordan borgerne inddrages i tilrettelæggelsen af deres forløb, og at formålet med forløbet tydeliggøres for borgeren.

Anbefaling 5: Implementeringstjek

Taskforcen vurderer, at det kræver en større investering og et markant fokus, hvis der skal gennemføres ændringer på området. Det kræver, at man politisk såvel som forvaltningsmæssigt forpligter sig til at investere tid og ressourcer til at implementere taskforcens anbefalinger.

Taskforcen foreslår på den baggrund følgende initiativer:

  • At der i Københavns Kommune udarbejdes en konkret handlingsplan, der skal udmønte taskforcens initiativer.
  • At der 1 år efter vedtagelsen af en sådan handlingsplan laves et implementeringstjek af taskforcens anbefalinger.

Nyt lovforslag

Derudover skal det bemærkes, at regeringen har fremsat lovforslag om en præcisering af regler om ressourceforløb og ændring dokumentationskrav for tilkendelse af førtidspension i høring. Regeringens intention med lovforslaget er at skabe klarhed om, hvilke krav der skal opfyldes for, at kommunerne kan tilkende borgere en førtidspension. Ankestyrelsen har i forbindelse med lovprocessen tilkendegivet, at den vil ophæve to centrale principafgørelser, hvis lovforslaget vedtages.

Taskforcen anfører om lovforslaget i rapporten, at ”Det må [således] forventes, at lovforslaget om ressourceforløb og ændring af dokumentationskrav for førtidspension vil føre til en reel praksisændring i Københavns Kommune”.

Socialforvaltningens rolle fremadrettet

Socialforvaltningens opgave fremadrettet er fortsat at deltage i møderne i rehabiliteringsteamet og ud fra viden om Socialforvaltningens tilbud og muligheder indenfor sociallovgivningen at bidrage til udarbejdelse af den rette indstilling (førtidspension, fleksjob eller ressourceforløb) og indsatsplan for borgere i ressourceforløb. Desuden er der 500 borgere som gennemfører deres ressourceforløb i Socialforvaltningen.

Det vurderes først og fremmest at være taskforcens anbefaling 1 og 2, som er relevant for Socialforvaltningen i form af skærpet opmærksomhed på, hvornår der er tilstrækkelig dokumentation i en sag, og den socialfaglige vurdering skal styrkes. Dette vil Socialforvaltningen sikre ved sammen med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen at indgå i arbejdet omkring udarbejdelse af en handleplan for Københavns Kommune på området, herunder bl.a. for at sikre kompetenceudvikling af medarbejdere.

Økonomi

Taskforcens afrapportering og forslag til anbefalinger har primært betydning for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, hvilket behandles særskilt i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, jf. bilag 3 Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstilling til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen foreslår i forlængelse af task forcens anbefaling herom Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, at der udarbejdes en handleplan, hvor der dels udarbejdes en skitse for muligheder for at iværksætte initiativer inden for rammen, dels tre implementeringsmodeller – minimum, medium og maksimum – som kan tages med til budgetforhandlingerne. 

Det vil i den forbindelse blive konkret fastlagt, hvordan og i hvilket omfang Socialforvaltningen vil være omfattet af de enkelte initiativer, herunder evt. behov for tilførsel af ressourcer.

Videre proces

Socialforvaltningen vil i det videre arbejde have et generelt fokus på taskforcens anbefalinger og indgå i arbejdet med udarbejdelsen af en handleplan, herunder kompetenceudvikling af medarbejdere sammen med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, for at sikre opmærksomhed om, hvornår der er tilstrækkelig dokumentation i en sag, og på en styrkelse af den socialfaglige vurdering.

Nina Eg Hansen

                                         / Eva Stokbro Jensen

 

Beslutning

Sagen blev løftet til en A-sag ved mødets start.

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Det Konservative Folkeparti ønsker at der opsættes konkrete mål ifht. førtidspension og fleksjob så København for et niveau for tildeling der nærmer sig landsgennemsnittet. Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Det Konservative Folkeparti ønsker at taskforcen eller evt. borgerrådgiveren kvalitetssikre handleplaner for implementeringen af taskforcens anbefalinger. Partierne anbefaler at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen får ekstern bistand når det gælder om at ændre på kulturen i forvaltningen. Enhedslisten anbefaler at man udarbejder tilfredshedsundersøgelser blandt brugerne for at sikre at de vedtagne målsætninger følges til dørs og udmønter sig i bedre oplevet behandling på jobcentrene.”

Til top