Konsekvenser af anlægsloft for Socialforvaltningens anlægsprojekter
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
1. at Socialudvalget godkender nedenstående prioritering af Socialområdets anlægsprojekter
2. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen kan igangsætte udskudte projekter i 2018, hvis der måltalmæssigt viser sig mulighed herfor, uden at der forelægges en indstilling for Socialudvalget. Den ændrede periodisering af projektet foretages via anlægsoversigten, som godkendes af Borgerrepræsentationen.
Problemstilling
Regeringen og KL har indgået aftale om at regulere omfanget af kommunernes anlægsaktiviteter. Anlægsloftet indebærer, at der indenfor Københavns Kommunes socialområde skal udskydes anlægsprojekter fra 2018 til 2019 for 14,3 mio. kr. Konkret har Socialudvalget fået tildelt et måltal på 42,5 mio. kr., mens anlægsbehovet i Socialforvaltningen udgør 56,8 mio. kr.
Økonomiforvaltningen har i efteråret 2017 bedt forvaltningerne prioritere alle anlægsprojekter indenfor ni forskellige kategorier. På baggrund heraf valgte Økonomiudvalget at give måltal til alle projekter inden for fem af kategorierne, hvilket i første omgang udløste et måltal til Socialudvalget på 32,5 mio. kr. De fem kategorier er 1. Investeringspuljen, 2. Fysisk igangsat, 3. Lovmæssigt bundet, 4. Kontraktligt forpligtiget og 5. Tab af ekstern medfinansiering. Se bilag 1.
Efter tildelingen af måltal til de af Økonomiudvalget prioriterede projekter, er kommunens resterende måltal fordelt forholdsmæssigt mellem forvaltningerne. Dette udløste yderligere måltal på 10 mio. kr. til Socialudvalget, således at socialområdet i alt modtager måltal for 42,5 mio. kr. i 2018.
Det skal bemærkes, at alle sager er godkendt politisk af enten Socialudvalget eller i forbindelse med budgetaftaler.
Løsning
De første 32,5 mio. kr. er tildelt som følge af en kategorisering af projekterne. Der er tale om igangsatte, men ikke færdige projekter, og projekter som er en del af investeringspuljen, hvorved det er indregnet, at der opnås en driftsbesparelse. Endeligt er der en række projekter, som er omfattet af forsyningsforpligtigelsen på botilbudsområdet og dermed vurderet som lovmæssig bundet. Der henvises til bilag 1 for en oversigt over de prioriterede projekter.
I tabel 1 indgår de øvrige projekter, som endnu ikke er prioriteret i 2018. Det er blandt disse projekter, at der skal prioriteres for 10 mio. kr. i 2018, og udskydes projekter til 2019 for 14,3 mio. kr. Socialforvaltningen foreslår i tabel 1 en prioritering, hvor projekter prioriteret i 2018 er angivet med et beløb i næstsidste kolonne, mens projekter udskudt til 2019 er angivet med beløb i sidste kolonne i tabellen. Nedenfor er der endvidere givet en kort begrundelse for, hvorfor det enkelte projekt enten er prioriteret i 2018 eller udskudt til 2019.
Tabel 1: Projekter der skal prioriteres (budget i 1.000 kr. (2018 p/l))
Projekter der skal prioriteres | Målgruppe | Prioriteres i 2018 | Udskydes til 2019 |
Modernisering af 56 bofællesskabspladser | Borgere med sindslidelse | 3.424 | |
Modernisering af Lions Kollegiet | Borgere med handicap | 2.048 | |
Smedestræde | Borgere med handicap | 4.000 | |
Orøstrand Skole og behandlingshjem | Udsatte børn | 1.434 | |
Huset for Psykisk Sundhed | Borgere med sindslidelse | 786 | |
Moderniseringsplan for SOF's ejendomme | På tværs af målgrupper | 703 | 297 |
35 boliger på Glasvej (flytning af botilbuddene på Granvej) | Borgere med sindslidelse | 2.185 | 2.315 |
Omlægning af Vesterbro (ifm. Halmtorvet 17) | Udsatte voksne | 1.024 | |
34 skæve boliger | Udsatte voksne | 728 | |
Køb og ombygning af botilbud | Borgere med sindslidelse | 2.250 | |
Lindegårdshusene nybyg | Borgere med sindslidelse | 1.500 | |
LEV - SOF projektudvikling | Borgere med handicap | 584 | |
LEV - SOF velfærdsteknologi | Borgere med handicap | 446 | |
Flytning af Rønnebo | Borgere med sindslidelse | 375 | |
Omstilling af familie og ungerådgivningerne | Udsatte børn | 205 | |
I alt | 10.000 | 14.304 |
I løbet af 2018 kan der opstå behov for at foretage omprioriteringer af måltal mellem projekterne. En årsag hertil kan eksempelvis være, at projekter forsinkes. For at kunne igangsætte et andet (ellers udskudt) projekt hurtigst muligt, foreslås det, at Socialforvaltningen kan vælge at sætte udskudte projekter i gang, uden at der skal forelægges en særskilt indstilling herom for Socialudvalget. Den ændrede periodisering af projektet foretages via anlægsoversigten, som godkendes af Borgerrepræsentationen.
Det skal bemærkes, at Økonomiudvalgets godkendelse af indstillingen om anlægsloftet den 5. december 2017 endvidere indebærer, at måltallet på socialområdet ved årets slutning yderligere nedjusteres med 4 mio. kr. Baggrunden herfor er, at anlægsområdet erfaringsmæssigt ikke når at anvende budgettet inden årets slutning, hvilket der ønskes taget højde for.
Nedenstående projekter foreslås udsat til 2019
Modernisering af 56 bofællesskabspladser
De 56 pladser er bofællesskabspladser til sindslidende. Projektet er prissat og godkendt i Borgerrepræsentationen, men endnu ikke igangsat. Moderniseringen er ikke mere påtrængende, end at det godt kan vente til foråret 2019. Indsatsatsen er ikke mere påkrævet end eksempelvis anvendelsen af en planlægningsbevilling til et botilbud. Projektet foreslås derfor udskudt til 2019.
Lions Kollegiet
Projektet omhandler modernisering af meget utidssvarende boliger til borgere med senhjerneskader. Der er tale om en planlægningsbevilling. Projektets fremtid er usikker, da Lions Kollegiet har annulleret det kommissorium, der lå til grund for samarbejdet om moderniseringsplanerne
24 borgere med udviklingshæmning på Smedestræde
Der er udarbejdet en planlægningsbevilling, der viser, at projektet vil blive dyrere end forventet.
Projektet skal derfor optimeres, inden en anlægsbevilling kan forelægges Socialudvalget. De afsatte midler kan derfor ikke nås at blive anvendt i 2018.
Orøstrand Skole og behandlingshjem
Socialudvalget behandlede investeringsforslag vedr. Orøstrand den 27. februar 2018 (fortroligt punkt). Som følge af Socialudvalgets beslutning forventes der ikke behov for at anvende midlerne i 2018.
Huset for Psykisk Sundhed
Anlægsmidlerne skal bruges på et modelprogram for huse for psykisk sundhed. Pilotprojektet i Griffenfeldsgade er idriftsat, men i forhold til anvendelse af anlægsmidler er modelprogrammet p.t. på standby for at indhøste yderligere erfaringer fra pilotprojektet. Modelprogrammet er planlagt igangsat igen ultimo november 2018 og budgettet skal derfor først anvendes i 2019.
Nedenstående projekter foreslås prioriteret i 2018
Omlægning af indsatser på Vesterbro ifm. åbning af stofindtagelsesrummet
I forbindelse med etableringen af stofindtagelsesrummet H17 blev der afsat 1,5 mio. kr. til en gnidningsfri åbning af stofindtagelsesrummet. Der er i samarbejde med lokale beboere, erhvervsliv, forvaltningen og politikere gennemført undersøgelser af, hvorledes midlerne bedst anvendes, men anvendelsen af midlerne er ikke påbegyndt. Midlerne skal gøre det attraktivt for stofbrugerne at opholde sig tæt ved H17 frem for i sidegaderne og dermed reducere gener for naboer og erhvervsliv. Følgegruppen for H17, der udover kommunale repræsentanter består af bl.a. lokale repræsentanter og erhvervsdrivende, har for nylig udarbejdet et oplæg til anvendelsen af de afsatte anlægsmidler og har et stærkt ønske om at få midlerne udmøntet.
34 skæve boliger til udsatte københavnere
Der skal opføres 34 skæve boliger på Oliefabriksvej, Kongelundsvej og Hulgårdsvej. Beløbet skal anvendes til projektering af husene. Der er igangsat en udbudsrunde, som forventes afsluttet ultimo april 2018. Det er aftalt med boligselskabet 3B, at de modtager en del af det afsatte budget i 2018 til anvendelse for den videre projektering.
Køb og ombygning af botilbud til sindslidende med misbrug
Botilbuddet er til udadreagerende og eller misbrugere. Botilbuddet omhandler 52 erstatningsboliger for Granvej. Boligerne har været længe undervejs, og forvaltningen ønsker derfor at have midler til en planlægningsbevilling klar, når der er fundet en grund.
Lindegårdshusene nybyg
Midlerne skal anvendes til projektering af 36 nye boliger som erstatningsboliger for utidssvarende boliger på Lindegårdshusene. Forvaltningen forventer at finde en endelig løsning med hensyn til placering i 2018, hvorefter midlerne skal anvendes til projektering af projektet.
LEV - SOF projektudvikling
LEV-SOF omhandler et samarbejde om udmøntning af en pulje på ca. 92 mio. kr., der er overført fra LEV til Socialforvaltningen. Puljen er blandt andet anvendt til finansiering af to nye botilbud til borgere med udviklingshæmning på Thomas Laubs Gade (26 mio. kr.) og Smedestræde (51 mio kr.). I forbindelse med udmøntning af puljen blev der endvidere afsat et beløb til velfærdsteknologi (3 mio. kr.). Der resterer 9 mio. kr. i uforbrugte midler. Midlerne overvejes anvendt til Smedestræde, hvor der forventes en finansieringsudfordring.
Hvis der ikke afsættes midler i 2018 må der forventes et tab af viden og kontinuitet i det videre arbejde med velfærdsteknologi, der kan understøtte borgerne mod en øget selvhjulpenhed. Teknologierne omhandler blandt andet kommunikation og struktur i hverdagen via apps og interaktive skærme.
LEV - SOF velfærdsteknologiAfprøvningen af en række teknologier ønskes anvendt i 2018, således at viden og kontinuitet fastholdes.
Rønnebo
Projektet omhandler en flytning af Rønnebo fra Bystævneparken. Flytningen skal bidrage til at udvikle Bystævneparken med nye boliger, børneinstitutioner mv. Der er givet en planlægningsbevilling, hvoraf Socialforvaltningen har modtaget 375.000 kr. til projektlederhonorar.
Omstilling af familie og ungerådgivningerne og samling af al anonym rådgivning
Socialforvaltningen ønsker at skærpe familie- og ungerådgivningernes målgruppe og samle den åbne, anonyme rådgivning i Døgnvagten. Derfor foreslår Socialforvaltningen at tilpasse lokaler og udvikle metoder, der kan understøtte samlingen af den åbne, anonyme rådgivning samt skærpe familie- og ungerådgivningernes målgruppe.
Nedenstående projekter foreslås delvist prioriteret i 2018 og 2019
Moderniseringsplan for Socialforvaltningens ejendomme
Planen omhandler en gennemgang af alle Socialforvaltningens tilbud. Socialforvaltningens adresser skal gennemgås ud fra socialfaglige og ejendomsfaglige vurderinger, hvorefter et antal udvælges til modernisering. For at arbejdet med moderniseringsplanen kan skride planmæssigt frem er det nødvendigt at fastholde de afsatte midler i 2018.
35 boliger på Glasvej (flytning af botilbuddene på Granvej)
På Glasvej skal der opføres 35 boliger som erstatning for Granvej. Midlerne skal bruges til en omprojektering af projektet, efter at Socialudvalget har besluttet at ændre målgruppen (Socialudvalget 30.11.2016).
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
På baggrund af Socialudvalgets beslutning den 18. april giver Socialforvaltningen en tilbagemelding til Økonomiforvaltningen senest den 24. april.
Nina Eg Hansen
/ Søren Munk Skydsgaard
Beslutning
Vicekontorchef Nis Kasper Pedersen deltog under punktets behandling.
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Venstre stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 2. at-punkt:
”2. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen kan igangsætte udskudte projekter i 2018, hvis der måltalmæssigt viser sig mulighed herfor, ved at der forelægges en B-sag for Socialudvalget.”
Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.
For stemte: A, B, C, F, V, Ø og Å
Imod stemte: Ingen
Undlod at stemme: Ingen
Ændringsforslaget blev vedtaget.
Indstillingens 2. at-punkt blev derefter godkendt som ændret ved ændringsforslaget.