Mødedato: 18.01.2023, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Socialudvalgets underspørgsmål til Københavnertinget

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget orienteres med denne indstilling om Københavnertingets videre arbejde og de politiske forpligtelser, der følger af denne inddragelsesmetode. Derudover skal udvalget tage stilling til det udvalgsspecifikke underspørgsmål, som udvalget vil modtage Københavnertingets anbefalinger til. Herudover skal der udpeges to medlemmer af udvalget til at indgå i en politisk følgegruppe. Sagen forelægges som opfølgning på den tidligere indstilling om forslag til temaer for Københavns Kommunes borgerting i 2023, som Socialudvalget behandlede på møde d. 17. august 2022. Økonomiudvalget besluttede efterfølgende på møde d. 25. oktober 2022 temaet: ”Vores fælles København – trivsel og plads til alle”. Temaet er en sammenfatning af fem fagudvalgs temaforslag, herunder Socialudvalgets eget forslag ”København som inkluderende by”.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget tager Københavnertingets opgave og mandat i 2023 til efterretning.
  2. at Socialudvalget godkender sit udvalgsspecifikke underspørgsmål: ”Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og plads til alle med henblik på, at flest mulige socialt udsatte har mulighed for at deltage i byens liv?”. Underspørgsmålet indgår som en del af behandlingen af kernespørgsmålet: ”Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og plads til alle?”, som Københavnertinget udarbejder anbefalinger til.
  3. at Socialudvalget udpeger to medlemmer af udvalget til at indgå i den politiske følgegruppe til Københavnertingets arbejde.

Problemstilling

Københavns Kommunes borgerting blev besluttet som et toårigt pilotprojekt i perioden 2023-2024 med Københavns Kommunes Overførselssag 2021-2022. I bilag 1 fremgår en detaljeret beskrivelse af, hvad et borgerting er. Borgertinget benævnes fremover ”Københavnertinget” i overensstemmelse med kommunens terminologi omkring borgerinddragelse.

Københavnertinget fungerer i en toårig periode, hvor der for hvert år rekrutteres nye medlemmer, som behandler et nyt tema og udarbejder anbefalinger, der lanceres og behandles i de berørte fagudvalg inden udgangen af 4. kvartal samme år. Afhængigt at anbefalingernes karakter, kan anbefalingerne evt. efterfølgende behandles på et møde i Borgerrepræsentationen. Det er Økonomiudvalget, der beslutter temaet på baggrund af forslag fra fagudvalgene. Se mere om Københavnertingets organisering i bilag 1 og 2. Tids- og milepælsplanen for Københavnertinget fremgår af bilag 3.

Løsning

Økonomiudvalget besluttede på møde den 25. oktober 2022 temaet: ”Vores fælles København – trivsel og plads til alle”. Temaet er en sammenfatning af fem fagudvalgs nærtbeslægtede temaforslag, der alle kan ses i bilag 4. De fem fagudvalg er Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget. Temaet er efterfølgende formuleret til et  kernespørgsmål: ”Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og rum til alle?”

Kernespørgsmålet skal i det enkelte fagudvalg udmøntes til underspørgsmål, som binder fagudvalgets oprindelige forslag til tema sammen med kernespørgsmålet og indgår i Københavnertingets drøftelser.

Socialforvaltningen foreslår derfor, at Københavnertinget på Socialudvalgets område skal udvikle anbefalinger til underspørgsmålet ”Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og plads til alle med henblik på, at flest mulige socialt udsatte har mulighed for at deltage i byens liv?”. Underspørgsmålet vil indgå som en del af Københavnertingets behandling af kernespørgsmålet.

Københavnertinget skal munde ud i anbefalinger til kerne- og underspørgsmålene, som skal behandles i fagudvalgene i november-december 2023, herunder også i Socialudvalget. Her skal fagudvalgene redegøre for om og i så fald hvordan anbefalingerne vil blive fulgt, og status skal kommunikeres til Københavnertinget.

Politisk følgegruppe – Københavnertingets ambassadører

Der nedsættes en politisk følgegruppe, som skal være med til at give Københavnertinget demokratisk tyngde, skabe opmærksomhed omkring og sikre organisatorisk forankring af metoden og anbefalingerne. For hvert fagudvalg skal der udpeges to udvalgsmedlemmer, der sammen skal udgøre den politiske følgegruppe. Dette kan fx være et medlem fra hhv. stor og lille valggruppe. Følgegruppen forventes at skulle mødes i alt ca. tre – fire gange som observatører og/eller med partsindlæg i forbindelse med et – to konkrete møder i Københavnertinget samt i forbindelse med forberedelse, afvikling og afslutning af Københavnertingets arbejde.

Økonomi

Københavnertingets arbejde er finansieret af midler fra Overførselssagen 2021-2022 og sagen har derfor ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når de fem fagudvalg har godkendt underspørgsmålene til Københavnertingets arbejde, og der er udpeget to medlemmer fra hvert udvalg til den politiske følgegruppe, vil Økonomiforvaltningen primo februar 2023 udsende en invitation til potentielle deltagere på vegne af de fem fagudvalg og Overborgmesteren. Udkastet til invitationen er vedlagt i bilag 5, og den vil blive finpudset inden afsendelse. Herefter udtrækkes 36 deltagere til Københavnertinget, som arbejder i perioden april-august. Københavnertingets anbefalinger forventes at blive lanceret på Rådhuset for politikere og presse medio september. Herefter behandles Københavnertingets anbefalingermøder i fagudvalgene i november-december 2023.

Mikkel Boje

                                              / Emil Dyred


Beslutning

1. at-punkt blev taget til efterretning.

Socialborgmesteren stillede derefter et ændringsforslag til 2. at-punkt:

”2. at Socialudvalget godkender sit udvalgsspecifikke underspørgsmål: ”Hvordan reducerer vi uligheden i muligheder, så flere socialt udsatte kan deltage i byens liv på lige fod med andre københavnere?”. Underspørgsmålet indgår som en del af behandlingen af kernespørgsmålet: ”Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og plads til alle?”, som Københavnertinget udarbejder anbefalinger til.”

Der var enighed om ændringsforslaget, som dermed blev vedtaget uden afstemning. Det således opdaterede 2. at-punkt blev derefter godkendt.

3. at-punkt blev godkendt med beslutning om, at Socialudvalget udpeger et medlem fra hhv. den store og lille valggruppe.

Til top