Mødedato: 18.01.2023, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Staten og Kommunernes Indkøbsservices (SKIs) kommende udbud af urologiske hjælpemidler (fællesindstilling SOF og SUF)

Resumé

Kommunen skal yde støtte til indkøb af hjælpemidler til borgere, hvor hjælpemidlet kan afhjælpe den nedsatte funktionsevne, lette den daglige tilværelse i hjemmet eller hvor hjælpemidlet er nødvendigt for at fastholde et arbejde. Det følger af servicelovens § 112.

Staten og Kommunernes Indkøbsservice (herefter benævnt SKI) forbereder et udbud vedr. urologiske hjælpemidler (f.eks. katetre og urinposer). Det er Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningens vurdering, at udbud vil stille både kommunen og borgerne ringere end den løsningsmodel, kommunen i dag har valgt for borgere med behov for personlige hjælpemidler som f.eks. urologiske hjælpemidler. Derfor anbefaler forvaltningerne, at kommunen ikke tilslutter sig SKI-udbuddet af urologiske hjælpemidler, men fortsætter med at fastsætte støttebeløb til hjælpemidlerne ved hjælp af prisindhentninger.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget overfor Økonomiudvalget anbefaler,

  1. at godkende at Københavns Kommune ikke tilslutter sig den kommende SKI-aftale vedrørende urologiske hjælpemidler.

Problemstilling

Kommunen er efter servicelovens § 112 forpligtet til at bevilge støtte til borgernes indkøb af hjælpemidler, hvis produktet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne. Efter servicelovens § 112 bevilges det hjælpemiddel, der er bedst og billigst. Borgerne har frit leverandørvalg og har desuden ret til at vælge et dyrere produkt end det, som kommunen yder støtte til, såfremt borgeren selv betaler differencen.

Københavns Kommune har over de seneste 6 år opnået betydelige indkøbseffektiviseringer ved at konkurrenceudsætte støttebeløbene til hjælpemidler til personligt brug ved hjælp af prisindhentninger. Dertil er prisindhentningerne tidsbesparende  og sikrer, at borgerne hurtigt får gavn af det, når der introduceres nye og bedre produkter på markedet. Herved sikres, at borgerne i København altid har mulighed for at vælge gode kvalitetsprodukter, og ikke skal vente til næste udbud, før de får mulighed for at vælge et nyere og ofte bedre produkt. 

Brugen af urologiske hjælpemidler, som f.eks. katetre i forskellige længder, tilhørende urinposer og fasthæftning af poserne, kan være forbundet med en del gener for borgeren, og det er derfor vigtigt, at borgeren kan føle sig tryg ved brugen af produkterne. Dette sikres ved at have et varieret udvalg af høj kvalitet, og muligheden for at skifte udvalget efterhånden som bedre produkter kommer på markedet. Dette sikres efter forvaltningernes vurdering på bedste vis via prisindhentninger á 2-årige perioder.

I Københavns Kommunes indkøbspolitik fremgår det, at kommunen som udgangspunkt tilslutter sig de forpligtende SKI-indkøbsaftaler. Det fremgår dog også, at SKI-aftalerne skal kunne dække Københavns Kommunes indkøbsbehov, og at kommunen tager stilling til spørgsmålet om tilslutning fra aftale til aftale. Det kræver en beslutning i de relevante fagudvalg og herefter i Økonomiudvalget, hvis kommunen skal stå udenfor en SKI-indkøbsaftale.  

Problematikken i nærværende indstilling er identisk med indstillingen om ikke at tilslutte sig SKIs udbud af diabeteshjælpemidler, som udvalgene tog stilling til i oktober 2022.

SKI forventer at åbne for kommunernes tilslutning til udbuddet om urologiske hjælpemidler i marts-april 2023. Det er derfor nødvendigt, at der inden da træffes beslutning om, hvorvidt Københavns Kommune skal indgå i SKIs udbud af urologiske hjælpemidler. Ved tilslutning forpligter kommunen sig til at benytte den kommende aftale inden udbuddet er gennemført, og de endelige produkter og priser kendes.  

Løsning

Det specifikke udbud på urologiske hjælpemidler er en del af en generel problematik, der angår de områder, hvor kommunen på basis af markedspriser yder støtte til, at borgerne selv kan anskaffe sig et hjælpemiddel.

Hjælpemidler, der anskaffes af borgerne med tilskud fra kommunen og efter servicelovens regler om frit valg, er ifølge en række kendelser fra Klagenævnet for Udbud ikke EU-udbudspligtige. Københavns Kommune har i stedet i en årrække valgt at konkurrenceudsætte tilskudspriserne vha. prisindhentninger.

Ved prisindhentninger oplistes de produkter, der benyttes af kommunens borgere, med angivelse af forventet forbrug. Leverandørerne afgiver herefter priser på de listede produkter og den leverandør, der samlet set afgiver det laveste tilbud, vil være den leverandør, borgerne som udgangspunkt vil få bevilling til. Hvis en borger ønsker at benytte en anden leverandør, kan borgeren frit vælge at flytte sin bevilling, men tilskudsprisen vil maksimalt være den samme, som hos den leverandør, der har afgivet det laveste tilbud. Hvis prisen er højere hos den leverandør, som borgeren selv vælger, skal borgeren selv betale differencen.

Især på produktgrupper som urologiske, diabetes- og stomi-hjælpemidler, hvor der sker en betydelig produktudvikling, er der flere fordele ved prisindhentninger frem for udbud:

  • En prisindhentning kan typisk forberedes og gennemføres indenfor en tidshorisont på 3 måneder. Til sammenligning blev arbejdet med det igangværende SKI-udbud af urologiske hjælpemidler påbegyndt i oktober 2021, og kontrakten forventes at træde i kraft i februar 2024.
  • Løbetiden for pristilbuddene er typisk på 2 år. Til sammenligning er løbetiden for SKI-aftaler typisk 4 år. Dermed kan der hurtigt tages højde for skift i efterspørgslen og sikres konkurrenceudsættelse af nyudviklede produkter til gavn for borgerne. Borgernes behov for produkter vil typisk blive vurderet af sundhedsfagligt personale på hospitalerne, hvorefter der sendes ansøgning til kommunen. Kommunens bevilling består af en tilskudspris ud fra prisindhentningen, og hvis prisen på det nye produkt er højere end tilskudsprisen, kan der forekomme egenbetaling. Hvis nyudviklede produkter ikke hurtigst muligt konkurrenceudsættes fra kommunens side, vil flere borgere få afslag på tilskud til produkterne, fordi de vurderes at være for dyre i forhold til den bedre hjælp, som borgeren ville få, sammenholdt med et billigere produkt.

Det er derfor forvaltningernes vurdering, at man ved brug af prisindhentninger i højere grad kan lade de teknologiske fremskridt, der sker på hjælpemiddelområdet, komme borgerne til gavn og samtidig opnå lavere udgifter, end det er muligt gennem udbud.

Prisindhentningerne er således den væsentligste årsag til de meget store besparelser, der er realiseret på hjælpemiddelområdet gennem de senere år. Seneste prisindhentning på urologiske hjælpemidler gav en besparelse på 11 % svarende til 1,4 mio. kr., og seneste prisindhentning på diabeteshjælpemidler gav en besparelse på 25%, svarende til 4 mio. kr.

Forvaltningerne vurderer på baggrund af ovenstående, at det vil give den bedste service for borgerne og den mest fordelagtige økonomi for kommunen ikke at tilslutte sig SKI´s aftale på urologiske hjælpemidler.

Økonomi

Pr. 1. januar 2022 havde Københavns Kommune ca. 1.600 borgere med bevilling til urologiske hjælpemidler. Den årlige samlede støtte i 2021 beløber sig til ca. 12,3 millioner kr. Beløbet er fordelt med 6,16 mio. kr. for borgere tilknyttet Socialforvaltningen og 6,15 mio. kr. for borgere tilknyttet Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Udviklingen i antallet af borgere med behov for urologiske hjælpemidler er stigende, og det er derfor afgørende for serviceniveauet, at kommunen benytter den bedst mulige metode for konkurrenceudsættelse af tilskudspriserne.

Såfremt udvalgene vælger ikke at tiltræde indstillingen og dermed tilslutte sig SKI-aftalen, må der forventes øgede udgifter til hjælpemidler, fordi tilskudspriserne ikke vil blive konkurrenceudsat lige så effektivt som ved prisindhentning.

Videre proces

Efter endt behandling i Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget behandles sagen i Økonomiudvalget i starten af 2023.

Såfremt Økonomiudvalget godkender, at Københavns Kommune ikke tilslutter sig den kommende SKI-aftale vedrørende urologiske hjælpemidler, vil dette blive meddelt SKI, hvorefter Københavns Kommune fortsætter den løbende konkurrenceudsættelse af tilskudspriserne ved hjælp af prisindhentning. Der vil desuden blive lagt op til en fornyet politisk stillingtagen til kommende SKI-udbud af hjælpemidler, hvor tilskudsbeløbet i dag fastsættes vha. prisindhentning.

 

Jakob Krogh / Mikkel Boje

Beslutning

Indstillingen blev godkendt sammen med dagsordenen. 
Til top