Mødedato: 18.01.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Godkendelse af bemærkninger til KL vedr. høring om lovforslag til etablering af socialpsykiatriske afdelinger

Se alle bilag
Socialudvalget skal tage stilling til Socialforvaltningens bemærkninger til KL vedr. høring om lovforslag til etablering af socialpsykiatriske afdelinger i regionalt regi. Forvaltningen har sendt bemærkningerne til KL med forbehold for politisk godkendelse.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens bemærkninger til KL vedr. høring om lovforslag til etablering af socialpsykiatriske afdelinger, jf. bilag 1.

Problemstilling

Den daværende regering og en række af Folketingets partier indgik i oktober 2016 en aftale om at forebygge vold og overgreb på de socialpsykiatriske botilbud ved bl.a. at etablere specialiserede socialpsykiatriske afdelinger. De Socialpsykiatriske afdelinger skal ifølge aftaleteksten etableres i de fem regioner med i alt 150 pladser til en gruppe af særligt udsatte borgere, der har svære psykiske lidelser, udadreagerende adfærd, gentagne indlæggelser, afbrudte behandlingsforløb og ofte misbrug og/eller dom til behandling. Afdelingerne forventes at stå klar 1. januar 2018 og kommunerne skal finansiere 80 %, mens regionerne skal finansiere 20 % af udgifterne til driften af de regionale socialpsykiatriske afdelinger.

KL skal afgive høringssvar til lovforslag om etablering af socialpsykiatriske afdelinger og har i den forbindelse bedt om bemærkninger fra bl.a. Københavns Kommune. Socialforvaltningen har den 9. januar 2017 sendt skriftlige bemærkninger til KL med forbehold for politisk godkendelse.

Løsning

Socialforvaltningen ser positivt på etableringen af de nye socialpsykiatriske afdelinger, som forhåbentligt vil gøre en afgørende forskel i forhold til sikkerhed på botilbuddene. Socialforvaltningen vurderer dog, at lovforslaget ikke fuldt ud imødekommer det behov og de udfordringer, som flere ulykkelige hændelser på området har vist. Det gælder særligt i forhold til organisering, visitation og det faglige indhold på de socialpsykiatriske afdelinger.

Forebyggelse af vold og overgreb på botilbud

Det fremgår af lovforslaget, at de specialiserede socialpsykiatriske afdelinger skal tilbyde en intensiv og helhedsorienteret behandlings- og rehabiliteringsindsats for at stabilisere borgerens helbred og forbedre borgerens evne til at mestre hverdagen, herunder ved frivillig psykiatrisk behandling og frivillig misbrugsbehandling samt ved socialfaglige indsatser, beskæftigelse og aktiviteter. Formålet er også at nedbringe antallet af voldsepisoder og konflikter, at opnå bedre sikkerhed for andre beboere og medarbejdere samt at nedbringe anvendelsen af tvang over for målgruppen.

Socialforvaltningen mener, at det bør præciseres, at formålet med de socialpsykiatriske afdelinger er at nedbringe antallet af voldsepisoder og konflikter på de socialpsykiatriske botilbud – sådan som det også fremgår af den politiske aftale fra oktober 2016. Det er et vigtigt fokus, hvis etableringen af de nye socialpsykiatriske afdelinger reelt skal kunne bidrage til at afhjælpe de nuværende udfordringer med vold og overgreb på de socialpsykiatriske botilbud.

Visitationskriterier for socialpsykiatriske afdelinger

Derudover mener Socialforvaltningen, at det er problematisk, at visitationskriterierne til de nye socialpsykiatriske afdelinger reelt indeholder de samme kriterier som for tvangsindlæggelse i psykiatrien. Det bør ændres, så det er tilstrækkeligt for visitering til de socialpsykiatriske afdelinger, at borgeren generelt er voldelig og uden varsel kan finde på at overfalde andre. Ellers er der risiko for, at der sker en glidning af borgere fra de ordinære regionale psykiatriske afdelinger til de nye socialpsykiatriske afdelinger, hvis det ikke er entydigt, hvornår borgeren er i målgruppen for henholdsvis indlæggelse på en psykiatrisk afdeling eller indskrivning på en socialpsykiatrisk afdeling.

Det bør også fremgå af lovforslaget, at borgere, som er indlagt i henhold til dom, er i målgruppen for de socialpsykiatriske afdelinger. Ellers kan en stor del af den relevante målgruppe blive udelukket fra de socialpsykiatriske afdelinger, fordi den nuværende formulering i lovforslaget kan læses sådan, at målgruppen kun omfatter borgere, der indlægges i henhold til de almindelige tvangsbestemmelser.

Fagligt indhold

Der er brug for en nærmere beskrivelse af det faglige indhold på de socialpsykiatriske afdelinger, så det bliver tydeligere, hvor de adskiller sig fra henholdsvis de socialpsykiatriske botilbud og de psykiatriske afdelinger. Der er f.eks. behov for en mere klar beskrivelse af misbrugsbehandlingen og behandlingen af de borgere, der er uforudsigelige i deres adfærd.

I den forbindelse bør det også præciseres, at der skal være knyttet både socialfaglige, psykiatriske og somatiske lægefaglige og terapeutiske kompetencer til de socialpsykiatriske afdelinger. Ellers sker der ikke en samling af alle indsatser under samme tag, som der ellers er lagt op til i den politiske aftale fra oktober 2016.

Øvrige bemærkninger

Socialforvaltninger mener, at det er bekymrende, at der ikke sker regulering af adgangen til knive for voldelige, dømte og truende beboere på de almindelige kommunale socialpsykiatriske botilbud.

Derudover har Socialforvaltningen en række specifikke forslag til ændringer af lovforslaget, som fremgår af bilag 1. De vedrører:

  • Visitation til socialpsykiatriske afdelinger
  • Det faglige indhold
  • Tilbageholdelse
  • Husleje mv.
  • Videregivelse af oplysninger
  • Tilsyn
  • Klageadgang

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, vil Københavns Kommunes bemærkninger kunne indgå i KL’s høringssvar til Sundheds- og Ældreministeriet.

 

Nina Eg Hansen    

                                       / Eva Stokbro Jensen

 

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

Til top