Mødedato: 18.01.2006, kl. 16:00

Kvalitetsstandarder for personlig pleje og praktisk hjælp, jf. Servicelovens § 71 (bilag)

Se alle bilag

Kvalitetsstandarder for personlig pleje og praktisk hjælp, jf. Servicelovens § 71 (bilag)

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 18. januar 2006

 

 

3.      Kvalitetsstandarder for personlig pleje og praktisk hjælp, jf. Servicelovens § 71 (bilag)

 

SUD  27/2006  J.nr. 27/2006

 

 

INDSTILLING

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,

at kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp, jf. Servicelovens § 71, godkendes med virkning fra 1. januar 2006.

at kvalitetsstandarderne revideres på baggrund af de indkomne høringssvar og forelægges Socialudvalget til godkendelse medio 2006.

 

 

RESUME

Kvalitetsstandarderne for personlig pleje og praktisk hjælp skal ifølge bekendtgørelse om kvalitetsstandarder godkendes årligt.

Kvalitetsstandarderne danner grundlag for det politisk fastsatte serviceniveau i Socialforvaltningens hjemmepleje, og synliggør de politiske kvalitetsmål. Kvalitetsstandarderne medvirker til borgernes retssikkerhed og medvirker til at sikre overensstemmelse mellem Socialudvalgets mål, den konkrete visitation og de ydelser, der leveres i borgerens hjem.

Kvalitetsstandardernes målgruppe er politikerne, borgerne, sagsbehandlere i visitationen samt de kommunale og private leverandører af hjemmepleje.

Kvalitetsstandarderne for personlig pleje og praktisk hjælp er i lighed med tidligere kvalitetsstandarder opbygget omkring fem centrale kvalitetstemaer, der er suppleret med en beskrivelse af de enkelte ydelser i et "ydelseskatalog".

Der er ikke foretaget ændringer i serviceniveauet som følge af kvalitetsstandarderne.

De væsentlige ændringer i de nye kvalitetsstandarder for 2006 er i forhold til kvalitetsstandarderne for 2005:

1. Tilpasning af målsætninger og resultatmål.

2. Indarbejdelse af resultater fra bruger- og medarbejderundersøgelsen gennemført medio 2005.

3. Ændring af frekvensen af bruger- og medarbejderundersøgelser fra én gang årligt til hvert andet år.

Kvalitetsstandarderne har været til høring hos Socialforvaltningens samarbejdspartnere. På baggrund af de indkomne høringssvar vil Socialforvaltningen udarbejde reviderede kvalitetsstandarder til forelæggelse for Socialudvalget medio 2006.

 

SAGSBESKRIVELSE

Lovgrundlaget vedr. kvalitetsstandarder fastlægges i "Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp", BK nr. 903 af 31. august 2004. I bekendtgørelsen fremgår det, at kommunalbestyrelsen skal:

·        Udarbejde kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp, jf. Servicelovens § 71 mindst én gang årligt

·        Følge op på de fastsatte mål for kvaliteten og styringen af hjælpen, jf. Serviceloves § 71 mindst én gang årligt.

Kvalitetsstandarderne danner grundlag for det politisk fastsatte serviceniveau i Socialforvaltningens hjemmepleje. Således synliggøres det kommunale serviceniveau og de kvalitetsmål, som Socialudvalget fastsætter for leverandørerne af hjemmeplejen. Endvidere medvirker kvalitetsstandarderne til borgernes retssikkerhed og medvirker til at sikre overensstemmelse mellem Socialudvalgets mål, den konkrete visitation og de ydelser, der leveres i borgerens hjem.

Kvalitetsstandardernes målgruppe er politikerne, borgerne, sagsbehandlere i visitationen samt de kommunale og private leverandører af hjemmepleje.

 

Ændringer i kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp

Kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp, jf. Serviceloven § 71 blev udarbejdet første gang i 2003. Siden er kvalitetsstandarderne blevet revurderet årligt med ændringer af mere "teknisk karakter".

De væsentligste ændringer i kvalitetsstandarderne for 2006 er:

1. Tilpasning af målsætninger og resultatmål

2. Indarbejdelse af resultater fra bruger- og medarbejderundersøgelsen gennemført i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen medio 2005

3. Ændring af frekvensen af bruger- og medarbejderundersøgelser fra én gang årligt til hvert andet år

Ændringerne i kvalitetsstandarderne er yderligere beskrevet i bilag B.

 

Ad 1) Tilpasning af målsætninger og resultatkrav

Kvalitetsstandarderne tager fortsat udgangspunkt i principperne fra "Den brugerrettede forvaltning". Herudover er den nye Socialforvaltnings mål og visioner medtaget.

Kvalitetsstandarderne er som i 2005 opbygget omkring følgende fem centrale kvalitetstemaer:

·        Brugerrettethed

·        Helhedsorienteret indsats

·        Rehabilitering / træning i eget hjem

·        Hjemmebesøg (vurdering og visitation)

·        Leveringssikkerhed og service

 

Der er ikke foretaget væsentlige ændringer i ydelsesbeskrivelserne. Der er ikke foretaget ændringer i serviceniveauet.

 

Ad 2) Indarbejdelse af resultater fra bruger- og medarbejder-undersøgelsen

I perioden maj til juli 2005 gennemførte Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen en bruger- og medarbejder-undersøgelse. Formålet var at måle på brugertilfredsheden i forvaltningens hjemmepleje samt en målopfølgning på kvalitetsstandarderne. Bruger- og medarbejderundersøgelsens resultater er beskrevet i bilag A.

Bruger- og medarbejderundersøgelsens viste, at der er følgende udviklingsområder i hjemmeplejen:

·        Større kontinuitet; med henblik på at minimere antallet af og konsekvenserne af at anvende vikarer og afløsere

·        Rengøringsstandarden; med henblik på at imødekomme brugernes forventninger

·        Rehabilitering; med henblik på at udbygge den faglige viden, dokumentation og visitation af ydelserne. Det er væsentligt, at medarbejderne udvikler brugerne til at se og udnytte egne ressourcer, til at blive så selvhjulpne som muligt.

·        Udvikling af BUM-organisationen (Bestiller, Udfører og Modtager-modellen); med henblik på, at der indbygges øget fleksibilitet og et gensidigt samarbejde i overensstemmelse med principperne i den brugerrettede forvaltning.

Resultaterne fra undersøgelsen og ovenstående udviklingsområder er indtænkt i formuleringerne af kvalitetsstandarderne.

 

Ad 3) Ændring af frekvensen af bruger- og medarbejder-undersøgelser

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen gennemførte medio 2005 en bruger- og medarbejderundersøgelse, der gav et godt indblik i brugertilfredsheden i forvaltningens hjemmepleje. For at få mulighed for en kvalificeret og struktureret opfølgning på bruger- og medarbejderundersøgelsernes resultater ændres frekvensen af bruger- og medarbejderundersøgelser fra én gang årligt til hvert andet år.

 

Opfølgning på kvalitetsstandarder

Jf. bekendtgørelsen om kvalitetsstandarder skal der årligt foretages opfølgning på kvalitetsstandarderne. Der anvendes følgende opfølgningsmetoder:

·        Stikprøver i sager

·        Registrering af klagesager

·        Bruger- og medarbejderundersøgelser

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af positivlisten over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Kvalitetsstandarderne vil ikke medføre meromkostninger for Socialudvalget.

Det forventede regnskab for 2005 for handicap-hjemmeplejen udviste i oktober et forventet merforbrug på 12,8 mill. kr. Det skal bemærkes, at Socialforvaltningen har igangsat en faglig og økonomisk analyse af hjemmeplejeområdet. Analyserne vil blive forelagt Socialudvalget.

 

HØRING

Kvalitetsstandarderne har været til høring hos Socialforvaltningens samarbejdspartnere, eksternt og internt hos:

·        Det sociale Brugerråd

·        Dialogforum

·        Sundhedsforvaltningen, Direktionen. Københavns Kommune

·        Ældrerådene, Københavns Kommune

·        FOA

·        DSR (Dansk Sygeplejeråd)

·        Godkendte private leverandører i FAF (Dansk Hjemmeplejeservice, Forenede Care, Intervare A/S, OB Care APS, Hjemmehjælpen Aps

·        Bruger- Hjælperformidlingen

·        Voksenteams, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, efter 1. januar Socialforvaltningen

·        TA-teams, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, efter 1. januar Socialforvaltningen

·        Centerråd, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, efter 1. januar Socialforvaltningen

 

Høringsperioden var 15. til 21. november 2005. Høringssvar, der er sendt til forvaltningen efter fristens udløb er medtaget.

Det er kommet høringssvar fra 3 eksterne samarbejdspartnere. Disse er:

·        Ældrerådene (Dansk Sygeplejeråd)

·        DSR

·        Sundhedsforvaltningen

 

Det er komme høringssvar fra 8 interne samarbejdspartnere. Disse er:

·        Centerråd, ved formand Cornelia Klitgaard

·        Handicapcenter Lærkevej

·        Handicapcenter Øst

·        Handicapcenter Syd

·        Handicapcenter Valdemarsgade

·        Lokalcenter Vesterbro

·        Lokalcenter Ydre Nørrebro

·        Lokalcenter Bispebjerg

 

De modtagne høringssvar ses i bilag C, og de kommenteres i bilag D.

Socialforvaltningen ser meget positivt på de mange konstruktive høringssvar fra såvel de eksterne som interne høringspartere. I høringssvarene påpeges mange relevante problemstillinger i forhold til hjemmeplejen. Enkelte er indarbejdet i de vedlagte kvalitetsstandarder.

Socialforvaltningen vil arbejde videre med høringssvarene med henblik på at videreudvikle kvalitetsstandarderne. Socialforvaltningen vil derfor medio 2006 fremlægge Socialudvalget en revideret kvalitetsstandard for personlig pleje og praktisk hjælp, jf. Servicelovens § 71.

 

BILAG

·        Bilag A. Kvalitetsstandarder for personlig pleje og praktisk hjælp efter Servicelovens § 71, gældende fra 1. januar 2006

·        Bilag B. Oversigt over ændringer, der er foretaget i Kvalitetsstandarder for personlig pleje og praktisk hjælp jf. Servicelovens § 71, gældende fra 1. januar 2006

·        Bilag C. Samlet oversigt over indkomne høringssvar.

·        Bilag D. Forvaltningens kommentar til de indkomne høringssvar

 

 

                      Grethe Munk

                                                                                       /

                                                Sven Bjerre

 

 

 

 

 


 

Bilag

Til top