Udmøntning af skolesocialrådgiverordningen 2015 og frem
Bevillingen til skolesocialrådgiverordningen blev i Budget 2015 gjort permanent. I den forbindelse lægger Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen op til at justere en smule i ordningen.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,
- at Socialudvalget tager de nye faglige fokuspunkter for skolesocialrådgivernes arbejde til efterretning.
- at Socialudvalget godkender den nye model for fordeling af midler mellem områder og skoler
Problemstilling
Siden 2007 har Københavns Kommune haft tilknyttet socialrådgivere til folkeskolerne i København, først som pilotprojekt på 29 skoler og siden 2011 på alle almene folkeskoler, 2 specialskoler - Engskolen og Frederiksgård - samt på privatskolen Det Kgl. Vajsenhus. Skolesocialrådgiverne fungerer som Socialforvaltningens forpost og skal i samarbejde med skolen sikre, at relevant støtte til elever med sociale eller adfærdsmæssige vanskeligheder samt deres familier tilbydes så tidligt som muligt.
Ordningen med skolesocialrådgivere på Københavns folkeskoler har indtil nu været en stor succes. Der er dog behov for at justere en smule i ordningen nu, hvor den er blevet permanent.
Budgetfordeling
I dag er midlerne fordelt mellem skolerne på baggrund af antallet af børn samt belastningsgraden på den enkelte skole, som derefter er blevet tildelt enten en stor eller lille model. På den lille model har skolen tilknyttet en skolesocialrådgiver én dag om ugen, mens skoler på den store model har to dage. Tildelingen er fastsat centralt fra, og der har kun været småjusteringer i den siden 2011. Denne model for fordeling af midler er ikke fleksibel i forhold til ændringer i antallet af skoler (sammenlægninger, nedlægninger eller opførelse af nye skoler), udviklingen i antallet af elever på den enkelte skole og ændringer i belastningen på den enkelte skole.
Fagligt fokus
Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen har i de sidste år haft et stort fokus på udsatte børns skolegang, herunder særligt på udsatte børns skolefravær og udfordringer med at gennemføre 9. klasse. På trods af dette arbejde er der stadig udfordringer, når det kommer til børnenes skolefravær. Børn, der modtager en foranstaltning i Socialforvaltningen, havde i skoleåret 2013/14 således 21,8 fraværsdage, mens en gennemsnitselev havde godt 12 fraværsdage.
Derudover har det vist sig, at der i Aftaleforum er behov for en større inddragelse af skolesocialrådgiveren. Aftaleforum er det regi, hvor Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen i samarbejde med forældre og elev tilrettelægger indsatsen, når en elev har behov for både en social og en undervisningsmæssig indsats. Skolesocialrådgiverne har et indgående kendskab til kriterierne for, at en elev kan drøftes i aftaleforumregi samt til de forskellige indsatser, som både Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen har mulighed for at iværksætte, og er derfor vigtige sparringspartnere på aftaleforummøderne. I forlængelse af aftaleforummøder tilbydes nogle elever for en periode et fleksibelt tilbud i form af eks. et dagbehandlingstilbud. Når disse elever skal tilbagesluses til folkeskolen, skal skolesocialrådgiverne indtænkes heri for at mindske risikoen for eksklusion.
Løsning
Socialforvaltningen har drøftet de førnævnte udfordringer med Børne- og Ungdomsforvaltningen, og de to forvaltninger lægger på den baggrund op til følgende ændringer i skolesocialrådgiverordningen:
Budgetfordeling
For at sikre mere fleksibilitet i fordelingen af midler foreslås en model, som dels kigger på fordelingen af midler mellem områder og dels på, hvordan midlerne fordeles mellem skolerne i et område. Midlerne fordeles mellem områderne med udgangspunkt i Socialforvaltningens budgetfordelingsmodel på udsatte børn og ungeområdet, hvor der kigges på en række socioøkonomiske parametre såsom forældres uddannelsesniveau, domme (kriminalitet) samt psykiske sygdom kombineret med antallet af skoler og antallet af elever i de enkelte områder.
Midlerne fordeles på de enkelte skoler i et område ud fra en model, hvor alle skoler får en grundbevilling svarende til den lille model, hvor skolen tilknyttes en socialrådgiver én dag om ugen. Det efterlader en pulje af timer i hvert område, som Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen i områderne skal drøfte og fordele ud på skolerne efter behov. Fordelingen kan tages op en gang om året med udgangspunkt i en nyberegnet budgetfordelingsmodel. Fordelen ved den nye model er, at den giver en øget fleksibilitet, hvor en skole, der oplever et stigende behov for hjælp fra en socialrådgiver på grund af en ændring i elevernes sociale profil, har mulighed for at kunne blive tilført ekstra ressourcer. Omvendt vil det dog også betyde, at nogle skoler vil miste en del af de ressourcer, de var tildelt med den gamle model.
Udover ændringen i fordelingen af midler mellem områder og skoler indlemmes specialskolen Den Selvstændige Skole Grupperne. Årsagen er, at Gruppernes målgruppe hovedsageligt er udsatte børn og unge, hvilket tilsvarer den målgruppe, som er på Engskolen og Frederiksgård. De øvrige specialskolers målgruppe er børn og unge med handicap, og er dermed ikke målgruppen for skolesocialrådgiverordningen.
Fagligt fokus
Fremadrettet skal et systematisk samarbejde med skolen omkring børn med bekymrende skolefravær være en fast del af skolesocialrådgivernes arbejdsopgaver. Indtil nu har dette arbejde ikke være systematiseret, men for de fleste skolesocialrådgivers vedkommende været på enkeltsagsniveau. Målet er, at der systematisk følges op og handles på de børn, der har bekymrende fravær.
En anden vigtig opgave, som skal fylde mere for skolesocialrådgiverne, er koordineringen af sager i Aftaleforum. Skolesocialrådgiverne skal deltage på det første aftaleforummøde i nye sager, være med til at sikre en ens sagsgang i aftaleforumsager samt understøtte elevers tilbageslusning til folkeskolen.
For at skabe tid og rum til dette arbejde skaleres der ned på arbejdet med underretninger, da ordningen er så godt implementeret, at skolerne er blevet gode til, at sende rettidige og kvalificerede underretninger.
Økonomi
Fordelingen af midler mellem områder og skoler vil fremadrettet blive meldt ud og drøftet i områderne i efteråret i forbindelse med Socialforvaltningens budgetudmeldingsproces. Ændringerne i fordelingen af midler mellem områder vil dog først ske i 2016, da den skal baseres på Socialforvaltningens budgetfordelingsmodel på udsatte børn og ungeområdet. Denne model er i øjeblikket ved at blive opdateret og ligger derfor først klar omkring marts 2015. Da det er uhensigtsmæssigt at ændre på områdernes bevilling midt i et budgetår, bl.a. fordi det kan have ansættelsmæssige konsekvenser, vil den ændrede fordelingsmodel mellem områder først blive meldt ud til områderne i efteråret 2015 med virkning fra 2016.Den fleksible model for fordeling af midlerne mellem skoler, hvor skolerne har en grundbevilling, og hvor de øvrige midler kan benyttes fleksibelt efter skolernes behov, vil dog allerede træde i kraft i 2015, men vil være baseret på modellen for fordeling af midler mellem områder fra de foregående år.
Videre proces
Såfremt Socialudvalget godkender indstillingen, vil Børne- og Ungdomsudvalget få forelagt beslutningen til orientering.Herefter vil områderne i Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen blive orienteret om ændringerne.
Anette Laigaard
/ Ane K. Christensen
Beslutning
Kontorchef Ane K. Christensen deltog under punktets behandling.
Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning, og indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.