Mødedato: 17.08.2022, kl. 14:35
Mødested: Park Inn by Radisson Copenhagen Airport Hotel, Engvej 171, 2300 København

Medlemsforslag om brev fra Socialudvalget til regeringen vedr. det specialiserede socialområde

Medlemsforslag

Det foreslås, 

  1. at Socialudvalget sender et fælles brev til regeringen om, at det specialiserede område skal flyttes fra kommunerne til staten.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Det Konservative Folkeparti mener, at Socialudvalget bør skrive til regeringen, at kommunerne ikke kan få økonomien til at hænge sammen på det specialiserede socialområde og at opgaven derfor bør flyttes tilbage til staten. Baggrunden er den stramme økonomiaftale for 2023 mellem regeringen og KL, som også er blevet kritiseret af Mikael Ziegler (C), der er medlem af KL's bestyrelse.

Beslutning

Der var afstemning om medlemsforslaget

Stemmer for: 2 (C)

Stemmer imod: 8 (Ø, S, F, B, V)

Undlod at stemme: 0

Indstillingen blev dermed forkastet.

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning, som Venstre, Radikale Venstre og SF tilsluttede sig:

”Når vi stemmer nej til forslaget, er det ikke, fordi vi mener, det specialiserede socialområde ikke er under massivt økonomisk pres. Det er det, og det er et kæmpe problem. Løsningen er bare ikke at flytte ansvaret til staten, men at regeringen tager ansvar for problemet og leverer en reel økonomisk saltvandsindsprøjtning til kommunerne, så vi kan sikre den nødvendige hjælp til de mennesker, der har brug for det.”

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Til top