Mødedato: 17.08.2022, kl. 14:35
Mødested: Park Inn by Radisson Copenhagen Airport Hotel, Engvej 171, 2300 København

Medlemsforslag om hjælp til stigende priser

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. At det vejledende rådighedsbeløb for beboere på midlertidige botilbud, krisecentre eller herberger (§§ 107, 109 og 110) opreguleres ekstraordinært med 10 %
  2. at Socialforvaltningen yder tilskud til køb af valgfri ydelser som fx toilet- og rengøringsartikler, tøjvask mm. på forvaltningens permanente og midlertidige botilbud (§§ 107 og 108)
  3. At Socialforvaltningen udarbejder et budgetnotat på omkostningerne, der kan indgå i forhandlingerne om budget 2023

(Stillet af Enhedslisten)

Motivation

De stigende priser presser alle danskere, men særligt borgere på offentlige ydelser, der er mest presset på deres økonomi.

Alene i første kvartal af 2022 har Socialforvaltningen fået dobbelt så mange ansøgninger om hjælp til at betale regningerne til for eksempel varme, el og gas. Og forvaltningen har afvist lige så mange, fordi der ikke er hjemmel til at hjælpe dem. Det er et tydeligt tegn på, at flere er økonomisk trængte.

Regeringen har bl.a. sammen med Enhedslisten indgået en aftale, der giver engangsløb til udvalgte målgrupper. Det er en god aftale som dækker bredt. Men den hjælper heller ikke de allermest udsatte borgere som fx kontanthjælpsmodtagere og borgere på integrationsydelse, der ikke får nogen checks. Mange borgere på forvaltningens midlertidige og permanente døgntilbud, der som oftest modtager førtidspension eller kontanthjælp, påvirkes også af de stigende priser.

Der er derfor brug for kommunal nødhjælp til byens mest udsatte og sårbare borgere. Noget af det, vi som kommune kan gøre, er at hjælpe de borgere, der på bor på forvaltningens forskellige botilbud, så deres rådighedsbeløb ikke indsnævres af de stigende priser. Her skal vi udnytte de forskellige muligheder, kommunen har. Derfor stiller Enhedslisten forslag om at det vejledende rådighedsbeløb for beboere på §§ 107-, 109- og 110-tilbud opreguleres ekstraordinært, og at Socialforvaltningen skal yde tilskud til køb af valgfri ydelser som toilet- og rengøringsartikler og tøjvask til beboere på §§ 107- og 108-tilbud.

Beslutning

Under punktets behandling var der enighed om at udskyde den fortsatte behandling af punktet. Punktet blev derefter behandlet mellem punkt 9 og punkt 10.

Der var afstemning om medlemsforslaget med bemærkning om, at § 105 tilbud også skulle fremgå af 2. at-punkt.

Stemmer for: 7 (Ø, S, F, B)

Imod: 2 (C)

Undlod: 1 (V)

Indstillingen blev derved vedtaget med bemærkning om, at § 105 tilbud skal tilføjes indstillingens 2. at-punkt.

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning, som Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF tilsluttede sig:

”Flertallet er enige om, at såfremt der ikke afsættes midler i budget 2023 til de vedtagne beslutninger, eksekveres de ikke.”

Konstitueret kontorchef Mika Kobborg Smidt deltog under punktets behandling.

Til top