Mødedato: 17.08.2018, kl. 08:30
Mødested: Salen, Sundby Væksthus

Afrapportering af analyser på handicapområdet

Se alle bilag
Socialforvaltningen orienterer om fire analyser af handicapområdet, der er udarbejdet som opfølgning på budgetaftalen for 2018.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager afrapporteringen af de fire analyser af handicapområdet til efterretning.

Problemstilling

Udviklingen på handicapområdet har i de senere år medført styrings- og budgetmæssige udfordringer. I budgetaftalen for 2018 blev der derfor indgået aftale om, at Socialforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen samt relevante fagforvaltninger frem mod budgetforhandlingerne for 2019 skulle udarbejde i alt fire analyser.

Budgetaftalens udpegning af de fire analyseområder er begrundet dels med de senere års styrings- og budgetmæssige udfordringer på handicapområdet, dels med et ønske om at finde målgrupperelevante, omkostningseffektive løsninger, der kan bidrage til at forbedre de langsigtede styringsmuligheder og den økonomiske balance på handicapområdet.

De fire analyser har pågået siden efteråret 2017 og afdækker følgende områder:

  • Området for ældre borgere med handicap med henblik på at forbedre styringsmuligheder og sikre økonomisk balance på området.
  • Børnehandicapområdet med udgangspunkt i at udarbejde konkrete forslag, der kan nedbringe udgiftsniveauet.
  • Målgruppen børn og unge med autisme for at forbedre styringsmuligheder og sikre økonomisk balance på området.
  • Botilbud til borgere med handicap med en undersøgelse af mulighederne for at reducere fremtidige driftsudgifter gennem bl.a. bedre indretning og brug af velfærdsteknologi.

Løsning

Med udgangspunkt i særskilte kommissorier er der nedsat en fælles styregruppe og arbejdsgrupper, som alle har haft deltagelse fra Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen, og hvor også Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen har deltaget i hver sin analyse.

De fire analyser er nu afsluttet og en samling af analysernes resumeer og afrapporteringen af hver enkelt analyse fremgår i vedlagte bilag til Socialudvalgets efterretning.

Der er ikke påvist et økonomisk potentiale i de fire analyser, der på nuværende tidspunkt gør det muligt at fremlægge konkrete omprioriterings-, besparelses- eller investeringsforslag.

Analysen vedr. ældre med handicap på Socialforvaltningens og Sundheds- og Omsorgsforvaltningens områder konkluderer, at det ikke har været muligt at udarbejde forslag til tilbud, der er mere omkostningseffektive end de nuværende tilbud i Socialforvaltningen, hvorefter analysearbejdet på dette område afsluttes. Selvom der ikke umiddelbart kan spares penge på driftsbudgettet ved at etablere et konkret tilbud for målgruppen, har direktionerne af faglige grunde (ligestilling af borgere med plejebehov uanset alder og funktionsnedsættelse) vurderet, at der bør arbejdes videre med problemstillingen omkring ældre borgere med handicap og behov for somatisk pleje og omsorg. Det fortsatte faglige behov for erfaringsudveksling og samarbejde på området afklares bilateralt mellem Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Analyserne af de tre øvrige områder vedr. børnehandicap, børn og unge med autisme samt botilbud til borgere med handicap giver anledning til at fortsætte analysearbejdet med inddragelse af de berørte forvaltninger frem mod februar 2019, hvor der vil være fokus på en række spor med mulige udgiftsreducerende løsninger. Forslag fra de fortsatte analyser fremlægges til brug for overførselssagen 2018/2019 og de efterfølgende forhandlinger om budget 2020.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Socialforvaltningen vil i samarbejde med Økonomiforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen arbejde videre med sporene for de ovenstående analyser for at konkretisere og uddybe de økonomiske potentialer. Resultaterne af de tre fortsatte analyser forventes afrapporteret til Socialudvalget med omprioriterings-, besparelses- eller investeringsforslag til brug for overførselssagen 2018/2019 og de efterfølgende forhandlinger om budget 2020.

 

Nina Eg Hansen

                                    / Anders Johannes Kristensen                    

 

Beslutning

Under punktets behandling deltog kontorchef Anders Johannes Kristensen.

Socialudvalget ønskede at tilføje et 2. at-punkt til indstillingen.

Indstillingen blev herefter ændret til følgende:

Socialforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget tager afrapporteringen af de fire analyser af handicapområdet til efterretning.

2. at Socialudvalget godkender, at Socialudvalget ikke træffer beslutning om ændringer i indsatsen, før der foreligger yderligere oplysningsgrundlag.

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning efter følgende afstemning:

For stemte 8 medlemmer: A, B, F, Å og C

Imod stemte 2 medlemmer: Ø

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt efter følgende afstemning:

For stemte 10 medlemmer: A, B, F, Ø, Å og C

Imod stemte: Ingen

Et samlet Socialudvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”Analysen af handicapområdet viser, at det umiddelbart ikke er muligt at spare på nogen af de tre områder, uden at det vil går ud over kvaliteten i tilbuddene, brugernes trivsel og det faglige niveau. Når der kommer flere mennesker med handicap, så vil det kræve ekstra ressourcer. Afrapportering peger bl.a. på en sammenlægning af såvel bo- og dagtilbud som af mindre enheder til storinstitutioner, begge dele er blevet frarådet på det kraftigst af brugerne og fagfolk. I arbejdsgruppens videre analysearbejde ønskes desuden en tydeliggørelse af de evt. økonomiske gevinster af en øget satsning på tidligere og bedre forebyggelse”.

Til top