Temadrøftelse vedr. pejlemærke om flow
Forvaltningen har fastlagt en indikator for Socialudvalgets pejlemærke 6 om flow på psykiatriområdet, og forelægger for første gang Socialudvalget en status på pejlemærket med henblik på en bredere temadrøftelse af indsatsen for borgere med sindslidelse.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
1. At Socialudvalget tager status for pejlemærke 6 til efterretning,
2. At Socialudvalget tager status på udmøntningen af budget 2011s spareforslag om flow på psykiatriområdet til efterretning,
3. At Socialudvalget tager status på Ringboprojektet til efterretning, samt
4. At Socialudvalget drøfter indsatsen for borgere med sindslidelse.
Problemstilling
Socialudvalget vedtog primo 2010 et pejlemærke om flow på psykiatriområdet, som indebærer en målsætning om, at flere borgere på de socialpsykiatriske bocentre skal flytte til mere selvstændige boformer.
Socialudvalget besluttede endvidere den 26. januar 2011 en plan for opfølgning på udvalgets samlede pejlemærker i 2011 og vedtog samtidig, at status på pejlemærker skal følges af en temadrøftelse, der knytter an til de initiativer og planer, der støtter op om det konkrete pejlemærke.
Løsning
Målemetode
Indikatoren for Socialudvalgets pejlemærke 6 om flow på psykiatriområdet er blevet fastlagt som: Andelen af beboere på Socialforvaltningens midlertidige og længerevarende psykiatriske botilbud, som flytter til en mere selvstændig boligform i løbet af et kalenderår set i forhold til antallet af pladser på botilbuddene.
Status
Det er første gang, Socialudvalget ser en måling på dette pejlemærke. Pejlemærket viser en markant fremgang fra en baseline på 5 i 2009 til 8,7 i 2010, jf. tabel 1 (se også bilag 1 med grafisk fremstilling af status).
Tabel 1: Status på pejlemærke 6 om flow
|
Baseline 2009 |
Status 2010 |
Mål 2013 |
Faktisk andel |
5,5 pct. |
7,7 pct. |
8,8 pct. |
Indikatorværdi |
5 |
8,7 |
10 |
Bagudrettede forklaringer
Fremgangen kan formentligt forklares ved, at der er en række beboere, som umiddelbart har været modne til at flytte, og deres flyttepotentiale er i højere grad blevet indfriet i og med, der er kommet mere fokus på flow. Et fokus der dels udspringer af psykiatriplanens grundlæggende princip om recovery og dels en mere målrettet indsats i forlængelse af, at der er implementeret et koncept for pædagogiske handleplaner. Endelig menes planlagte moderniseringsprojekter at have fordret, at nogle beboere selv har valgt at flytte før moderniseringen blev igangsat, idet det har givet anledning til at overveje deres situation (se også bilag 2 med forandringsteori for pejlemærket og bilag 3 med oversigt over status på alle psykiatriplanens initiativer).
Fremadrettede forklaringer
Der er desuden iværksat en række nye tiltag, som forventes at have positiv effekt på flowet fremadrettet. Det drejer sig dels om forvaltningens nye styrings- og visitationskoncept på handicap- og psykiatriområdet, som blandt andet via implementeringen af voksenudredningsmetoden medfører en ny og systematisk udredning af og opfølgning på borgerens funktionsevne. Den systematiske opfølgning på borgerens funktionsevne indebærer, at forvaltningen løbende monitorerer udviklingen i borgerens behov for støtte, og dermed også bliver opmærksom på, om de borgere, der er bosat i de socialpsykiatriske bocentre, bliver klar til at flytte i mere selvstændige boformer, og derfor bør revisiteres. Andre tiltag som forventes at have positiv effekt fremover er udmøntning af budget 2011s spareforslaget om flow (se status nedenfor) samt metodeudviklingsprojekter som personlige forebyggelsesplaner (se sagen om psykisk syges vilkår hvor bilag 3 indeholder en businesscase herom) og Ringbo-projektet (se status herunder). Alle initiativerne er desuden uddybet i baggrundsnotatet (bilag 4).
Status på spareforslag om flow
Borgerrepræsentationen vedtog som en del af budget 2011 et spareforslag om flow på psykiatriområdet. Forslaget indebærer, at der i løbet af 2011 skal nedlægges 40 botilbudspladser og i stedet etableres 20 satellitboliger samt et udslusningsteam, der kan udsluse 20 borgere om året. Socialudvalget besluttede den 15. juni 2011 at etablere de nye satellitboliger i Saxogade.
Forvaltningen har besluttet at nedlægge de 40 pladser på henholdsvis Ringbo og Hedelund. Pladserne på Hedelund er blevet lukket løbende i takt med, at beboere er fraflyttet i 2011. Aktuelt er der lukket 12 pladser. Det samme gør sig gældende for fire af pladserne på Ringbo, mens de resterende 20 pladser lukkes, når beboerne flytter til de nye satellitboliger ultimo 2011.
Processen forløber godt, og beboerne på Ringbo har vist relativ stor interesse for at flytte. Desuden er udslusningsteamet under planlægning og vil være i drift ved starten af 2012.
Status på Ringbo-projektet
Socialforvaltningen og Region Hovedstadens Psykiatri har i fællesskab iværksat et større kvalitetsudviklingsprojekt med henblik på at forbedre medicineringen hos beboere på Ringbo. Grundtanken er, at god medicinering understøtter recovery og dermed mulighederne for flow.
Socialudvalget er tidligere blevet orienteret om projektet (senest på Socialudvalgsmødet den 4. marts 2009). Der er nu udarbejdet en ny statusrapport, som vedhæftes som bilag 5 og opsummeres nedenfor.
Tabel 2: Opsummering af status på Ringbo-projektet
Indhold |
Status |
Delprojekt 1: Optimering af farmakologisk behandling |
|
Beboer, psykiatrisk konsulent og kontaktperson opstiller behandlingsplan og holder opfølgningsmøder hver 4. måned |
Pilotfase med 20 beboere forløber i foråret 2011. |
Delprojekt 2: En fælles medicinkultur |
|
Undersøgelse af medicinkulturen efterfulgt af aktiviteter for at opnå fælles medicinkultur |
Deltagerobservation og interviews er gennemført og analyseres pt. |
Delprojekt 3. Optimering af medicinhåndtering |
|
Genopretning af beboerjournaler og retningslinjer for medicinhåndtering efterfulgt af undervisning i medicinpædagogik |
Genopretningen er foretaget og tilsynet har konstateret god faglig standard. |
Delprojekt 4: Optimering af behandlingstilbuddet |
|
Afklaring af beboernes psykiatriske behandlingstilbud og vurdering af fremadrettet behov |
Beboernes behandlingstilbud er klarlagt og vurderet. Overgang fra konsulentfunktion til distriktspsykiatri, privat psykiater eller egen læge foregår løbende fra april. |
Delprojekt 5: Indførelse af Illness Management and Recovery (IMR) |
|
Beboerne undervises i det strukturerede rehabiliteringsprogram IMR mhp. at lære at mestre deres sygdom |
Programmet er ved at blive tilpasset danske kontekst. Undervisning påbegyndes efteråret 2011. |
Delprojekt 6: Indførelse af principperne i Shared Decision Making (SDM) |
|
Indførelse af metode der vægter beboernes indflydelse på terapeutiske beslutninger |
Der er udviklet et redskab som testes fra maj 2011. |
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser af indstillingen.
Videre proces
Socialudvalget får forelagt en ny status på pejlemærket i 2012 i henhold til den plan for opfølgning, som forelægges Socialudvalget primo 2012.
Anette laigaard
/Jens Elmelund
Beslutning
Konstitueret kontorchef Eva Stokbro Jensen overværede punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt