Mødedato: 17.06.2020, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Midtvejsstatus på Borgercenter Børn og Unges omstillingsplan

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget blev d. 11. december 2019 præsenteret for forvaltningens første bud på centrale temaer i omstillingsplanen for Borgercenter Børn og Unge. Socialudvalget får hermed en midtvejsstatus på omstillingsplanen for perioden 2021-2024 og har mulighed for at komme med input til forvaltningens videre arbejde frem mod den endelige vedtagelse i november 2020.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget drøfter de beskrevne udfordringer og foreslåede temaer for omstillingsplanen for Borgercenter Børn og Unge og giver input til forvaltningens videre arbejde med omstillingsplanen.

Problemstilling

Forvaltningen har igangsat et arbejde med omstillingsplaner for de tre borgercentre. Omstillingsplanerne skal bygge bro mellem visionerne i socialstrategien, den aktuelle situation, de faglige ambitioner og den økonomiske-administrative vilkårsramme. Omstillingsplanerne skal beskrive borgercentrenes forslag til en faglig og økonomisk omstilling for de næste fire år – herunder for udarbejdelsen af større investerings-, effektiviserings- og ønskeforslag.

Borgercenter Børn og Unge er underlagt en række vilkår – økonomiske, politiske, faglige mv. – som sætter rammen for det sociale arbejde, og som omstillingsplanen derfor skal tage højde for; dels fordi omstillingsplanen vil være et svar på nogle af rammevilkårene, mens den skal tage højde for andre.

Der udestår fortsat et arbejde med at sikre sammenhæng og gode resultater for alle børn og unge, og stadig flere børn og unge skal hjælpes samtidig med, at budgettet falder. Desuden har regeringen varslet et udspil, der har fokus på flere tidligere anbringelser, overgangen til voksenlivet for anbragte unge og bedre kvalitet i anbringelserne - indsatser skal vælges ud fra, hvad der er bedst for barnet og ikke, hvad der er mindst indgribende for forældrene. Rammevilkårene beskrives i bilag 2.

Løsning

Borgercenter Børn og Unge har de seneste år gennem den faglige omstilling Tæt på Familien arbejdet målrettet på at sætte tidligt ind med støtte til familier i begyndende vanskeligheder for dermed at forebygge, at udfordringerne i familierne vokser sig større. Det betyder, at Borgercenter Børn og Unge nu er tættere på familierne og oftere støtter dem i eget hjem.

Omstillingsplanen vil stå på skuldrene af det faglige fundament, der er opbygget med Tæt på Familien, ved at fortsætte med de indsatser og arbejdsmåder, som Borgercenter Børn og Unge har opnået gode erfaringer med, mens der skal opdyrkes og videreudvikles på andre områder, hvor der er fagligt potentiale for at skabe en bedre indsats for udsatte børn og unge.

Det overordnede formål med Borgercenter Børn og Unges omstillingsplan er at hjælpe udsatte børn og unge til en tryg opvækst ved at:

  1. opbygge tætte, positive relationer til deres private netværk og gennem byens positive fællesskaber fx i skolen, i frivillige foreninger, fritidsaktiviteter og på arbejdspladser.
  2. understøtte, at børnene og de unge får en kvalificerende skolegang
  3. Sikre, at børnene og de unge får relevant og sammenhængende støtte på tværs af kommunens forvaltninger

For at kunne lykkes med disse mål, foreslår Borgercenter Børn og Unge, at det socialfaglige arbejde på det udsatte børn og unge-område udvikles indenfor følgende kerneelementer:

  • Løsninger i samarbejde med familiens netværk
  • Løsninger i samarbejde med positive fællesskaber
  • Sammenhængende forløb
  • Skolegang og uddannelse
  • Helhedsorienterede indsatser

Forskning tyder på, at familiens, netværkets og samfundets positive fællesskaber kan noget, vi som Socialforvaltning ikke kan: De kan være de blivende og bærende relationer, som er der gennem hele barndommen og ind i barnets voksenliv. Det er i disse relationer, at barnet oplever at være elsket og accepteret, som den man er, og at være en del af et fællesskab på linje med andre børn og unge. Forskning tyder således også på, at fællesskaber spiller en vigtig rolle og kan hjælpe udsatte unge væk fra et liv på kanten af samfundet.

Desværre tyder undersøgelser også på, at udsatte børn og unge ofte mangler netop stabile netværk og at være en del af fællesskaber, som kan støtte dem. Med Borgercenter Børn og Unges omstillingsplan sættes der derfor fokus på, hvordan udsatte børn og unge støttes til at få stabile, nære voksenrelationer og inkluderes i almene fællesskaber med udgangspunkt i de ressourcer, udfordringer og vilkår, som barnet og familien har. Det kan være fællesskaber i skolen, i fritids- og foreningslivet, i den udvidede familie, i et fritidsjob m.v.

På tværs af ovenstående kerneelementer vil borgercenteret arbejde på at sikre bedre inddragelse af børn, unge og deres familier. Ambitionen er at skabe en kultur, hvor de i højere grad end i dag oplever sig mødt af forvaltningen, at der tages udgangspunkt i deres ønsker, og at de og deres familier så vidt muligt bliver en aktiv del af løsningen. Konkret igangsættes et initiativ kaldet borgerdreven udvikling, hvor der på myndighedsområdet arbejdes med at forbedre sagsgange, kommunikation, borgerinddragelse mv. med udgangspunkt i borgernes oplevelse af mødet med systemet. Initiativet indebærer eksempelvis, at de store børn og unge inddrages i udviklingen af nye løsninger for inddragelse af netværk og samarbejde med civilsamfundet.

Omstillingsplanens faglige fundament er forvaltningens bud - baseret på den tilgængelige forskningsmæssige viden og forvaltningens egne erfaringer – på, hvordan vi skaber den bedste indsats for udsatte børn og unge, og den indsats, der giver mest mulig faglig effekt indenfor de økonomiske rammer, der er til rådighed. Det betyder, at den faglige retning i vidt omfang vil være den samme, både når der skal effektiviseres på området, og hvis der tilføres midler. Effektiviseringer vil blive forsøgt gennemført igennem investeringer i nye måder at arbejde på, der flugter med omstillingsplanen, men vil også kunne have konsekvenser for børnene. Tilførsel af midler til området vil betyde, at indsatser kan forstærkes og/eller tilbydes flere. En fastholdelse eller øgning af den nuværende anbringelsesfrekvens forudsætter tilførsel af betydelige midler.

Foreløbigt udkast til grundfortælling for den kommende omstillingsplan kan ses i bilag 1.

Inddragende proces
At realisere ambitionerne vil kræve, at Borgercenter Børn og Unge inddrager både borgere, medarbejdere og samarbejdspartnere i identifikationen og udviklingen af solide løsninger. Borgercentercenteret har derfor lagt en plan for en inddragende proces i tre faser (jf. bilag 3). Som det meste andet i Danmark, har Borgercenter Børn og Unge også været ramt af coronakrisen og har i den forbindelse skulle tage hånd om de udfordringer, krisen og dens konsekvenser har medført. Det har betydet, at Borgercenter Børn og Unge har måtte retænke og udskyde den oprindelige plan for inddragelse af medarbejdere, ledere og interesseorganisationer. Derfor er den endelige vedtagelse af omstillingsplanen blev udskudt fra august til november 2020.

Økonomi

Borgercentrenes kommende omstillingsplaner er sat i gang for at finde nye måder at hjælpe borgerne på, så de får den bedst mulige indsats inden for de ressourcer, der er til rådighed. Derfor vil Borgercenter Børn og Unges omstillingsplan danne det faglige udgangspunkt for de økonomiske beslutninger, der skal træffes på området de kommende fire år. Det vil både være i form af ønskeforslag, der tilfører midler til området, og investeringsforslag, der bidrager til effektiviseringer på området. Jf. temadrøftelsen 3. juni 2020 vil Borgercenter Børn og Unge fortsætte omstillingen fra anbringelse til forebyggelse og dermed også fortsætte faldet i anbringelser så vidt, det er fagligt forsvarligt, med mindre der tilføres midler til flere anbringelser.

Hvis Socialudvalget godkender omstillingsplanen i november, vil Borgercenter Børn og Unge i forlængelse heraf og frem mod overførselssagen næste år udarbejde det første investeringsforslag.

Videre proces

Borgercenter Børn og Unges endelige bud på en omstillingsplan vil blive forelagt Socialudvalget til godkendelse d. 26. november 2020.

Nina Eg Hansen

  / Lise Stidsen Vandahl og Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev drøftet. 

Vicedirektør Lise Stidsen Vandahl og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling. 

Til top