Investeringsforslag om flytning af Kraftværket
Resumé
Socialudvalget skal tage stilling til et investeringsforslag til Overførselssagen 2020-2021. Forslaget indebærer, at Beskæftigelses- og aktivitetstilbuddet Kraftværket flytter fra et tredjemandslejemål på Svanevej i Nordvest til forvaltningens lokaler på Vordingborggade på Østerbro. Derudover flytter Den Sociale Hjemmeplejes visitation fra lokalerne i Vordingborggade til Socialforvaltningens lejemål i Bernstorffsgade. Det frigør midler til husleje, som forvaltningen ønsker at anvende til at reducere de økonomiske udfordringer i Den Sociale Hjemmepleje, til serviceforbedringer på beskæftigelses- og aktivitetsområdet for borgere med handicap og understøttelse af driften af forvaltningens fagsystemer.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender, at Beskæftigelses- og aktivitetstilbuddet Kraftværket flytter fra Svanevej 24, Kbh. NV til Vordingborggade 15 på Østerbro,
- at Socialudvalget godkender investeringsforslag ”Optimering af Socialforvaltningens administrative m2 og bedre faciliteter til Kraftværkets dagtilbud” (bilag 1) til fremlæggelse ved overførselsforhandlingerne 2020-2021,
- at Socialudvalget godkender, at provenuet anvendes som beskrevet i indstillingen.
Problemstilling
Kraftværket er et beskæftigelses- og aktivitetstilbuddet for borgere med handicap, som er en del af Center for Selvstændig Bolig og Beskæftigelse. Tilbuddet er i dag beliggende i et nedslidt og ikke handikapvenligt tredjemandslejemål på Svanevej 24 i Nordvest. Lejemålet er med tre etager og en kælder, dårlige toiletforhold, som ikke er handicapvenlige, og en elevator der kun er godkendt til fragt. Lejemålets manglende funktionalitet begrænser visitationen dertil og dermed borgernes beskæftigelsesmuligheder. Det er f.eks. ikke muligt at visitere borgere til Kraftværket, som er gangbesværede eller gør brug af kørestol.
Forvaltningen har høje udgifter til husleje og vedligehold af huset, hvor forvaltningen også er bundet af uhensigtsmæssige kontraktuelle forpligtelser. Forvaltningen har f.eks. været forpligtet til at betale for udskiftning af vandrør og ventilation i hele ejendommen og ikke kun i den lejede del, hvilket har kostet over 1 mio. kr.
Den Sociale Hjemmeplejes visitation er i dag i forvaltningens lokaler på Vordingborggade 15 på Østerbro. Det er et godt lejemål, men det er for stort til hjemmeplejevisitationen og en stor del af huset er derfor ikke i drift. Forvaltningen har ledt efter et mindre lejemål, som også kan give besparelser for Den Sociale Hjemmepleje, der har et budget i ubalance. Flytningen er ikke en hindring for en eventuel senere sammenlægning af Den Sociale Hjemmepleje med Sundheds- og Omsorgsforvaltningens hjemmepleje.
Løsning
Socialforvaltningen har udarbejdet investeringsforslaget ”Optimering af Socialforvaltningens administrative m2 og bedre faciliteter til Kraftværkets dagtilbud” (bilag 1) til Overførselssagen 2020-2021. Forslaget indebærer, at Den Sociale Hjemmeplejes visitation flytter sammen med de centrale enheder i Bernstorffsgade 17 og at Kraftværket flytter ind i lejemålet på Vordingborggade 15, hvor hjemmeplejevisitationen er i dag. Det giver en huslejebesparelse for både Den Sociale Hjemmepleje og Kraftværket, da tredjemandslejemålet på Svanevej 24 er dyrere og samtidig mindre velegnede. Investeringsforslaget understøtter også den igangværende flytning af Den Sociale Hjemmeplejes stab til Islands Brygge.
Der er tale om en omkostningsfuld flytning og tilpasning af fysiske rammer, og det bedste udbytte heraf for ikke mindst brugerne af Kraftværket vil kræve ekstra midler. Derfor har forvaltningen udarbejdet et investeringsforslag med henblik på at få dækket de ekstra omkostninger og sikre, at forvaltningen opnår den fulde gevinst ved flytningen.
Lejemålet på Svanevej 24 er opsagt pr. 1. februar 2021 med en ni måneders opsigelsesperiode frem til 1. november 2021. Opsigelsen er sket uden Socialudvalgets forudgående godkendelse af flytningen af Kraftværket, hvilket forvaltningen beklager. Flytningen er igangsat, da de nye lokaler giver væsentlig bedre rammer og vilkår for brugerne af dagtilbuddet samtidig med, at det giver mindre huslejeudgifter.
Kraftværkets nye placering i Vordingborggade
Flytningen af Kraftværket betyder øget tilgængelighed for borgere, der er kørestolsbrugere eller gangbesværede, da der er elevator og bedre toiletforhold. Der er mere plads i aktivitetslokalerne og der er brede gang- og trappearealer, som vil have en positiv betydning for konfliktniveauet og borgernes generelle trivsel. Derudover giver husets størrelse mulighed for at udvide Kraftværket med seks til otte pladser.
I Vordingborggade kan Kraftværket åbne en café og butik med genanvendelse og produkter af eget design. Her vil borgerne kunne arbejde med madlavning, salg i caféen og fungere som værter for de gæster, der kommer udefra. Der vil generelt være gode muligheder for at skabe interaktion med lokalmiljøet og tiltrække frivillige og gæster. En større interaktion med lokalmiljøet kan betyde større inklusion for brugerne af dagtilbuddet. Desuden er der mulighed for at skabe et netværk med de mindre forretningsdrivende i området, der kan give beskæftigelses- og jobmuligheder for borgerne. Dermed understøtter flytningen flere af ambitionerne i Borgercenter Handicaps omstillingsplan, bl.a. at øge indsatser omkring beskæftigelse og interaktion med civilsamfundet.
Borgercenter Handicap opnår en årlig huslejebesparelse på ca. 1,15 mio. kr. i 2022 og frem, som skal gå til at styrke det målrettede socialpædagogiske arbejde med støtte og træning af borgere i den jobtræning, der vil være i cafeen, værts- og servicefunktionen.
Det skal understøtte borgere, der ønsker at komme i hel eller delvis job med løntilskud og hjælpe dem med at komme tættere på det ordinære arbejdsmarked.
Hjemmeplejevisitationens flytning til Bernstorffsgade 17
Socialforvaltningen får en mere effektiv udnyttelse af de eksisterende kvadratmeter i forvaltningens ejendomsportefølje, når Den Sociale Hjemmeplejes visitation flytter til Bernstorffsgade 17. Hjemmeplejevisitationen opnår en mere central placering for den udekørende funktion, og samtidig får medarbejderne glæde af et hus i drift. Hjemmeplejevisitationen flytter ind i lokaler i Bernstorffsgade, som står ledige efter at Trykkeriet lukkede i sommeren 2020. Lokalerne er bygget om og klar til brug.
Den Sociale Hjemmepleje opnår en besparelse på ca. 0,7 mio. kr., som går til at reducere hjemmeplejens økonomiske ubalance. De centrale enheder i Bernstorffsgade opnår en besparelse på 0,55 mio. kr. som følge af lavere husleje. Besparelsen anvendes til finansiering af øgede udgifter til drift af forvaltningens fagsystemer som følge af bl.a. øgede krav til systemejerskaber og it-sikkerhed.
Behandling i MED-systemet
Sagen behandles på et ekstraordinært møde i HovedMED fredag den 12. marts 2021. HovedMED’s bemærkninger til sagen vil blive eftersendt.
Økonomi
De økonomiske udgifter forbundet med flytningen, herunder også indretning og istandsættelse søges dækket ved investeringsforslaget ”Optimering af Socialforvaltningens administrative m2 og bedre faciliteter til Kraftværkets dagtilbud” jf. bilag 1. De økonomiske udgifter bliver afholdt inden for Socialforvaltningens samlede ramme, hvis investeringsforslaget ikke godkendes eller opnår finansiering ved overførselsforhandlingerne 2020-2021.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, forventes Den Social Hjemmepleje at flytte fra til Bernstorffsgade 17 inden 1. juni 2021. Ombygningen af Vordingborggade påbegyndes umiddelbart efter og forventes at strække sig ind i ultimo 2022, da der forventes, at der skal søges byggetilladelse til flere dele af ombygningen. Ombygningen forhindrer ikke indflytningen af Kraftværket, som forventes at flytte ind inden oktober 2021.
Mikkel Boje
/ Anders Johannes Kristensen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.
Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.