Flytning af 18+ center Crossroad
Resumé
Socialudvalget skal træffe beslutning om flytning af 18+ centeret Crossroad, der er et af Socialforvaltningens fire 18+ centre målrettet kriminalitets- og bandetruede unge i alderen 18-25 år. Tilbuddets nuværende lejemål på Ruten 14 i Tingbjerg er opsagt pr. 1. april 2021, og lokalerne skal være forladt kl. 12.00 samme dag. Opsigelsen skyldes områdefornyelse i Tingbjerg, som bl.a. indebærer, at den ejendom, der huser tilbuddet, skal rives ned.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager til efterretning, at Crossroad 18+ for en periode afvikles som matrikelløs indsats med ændringer i tilbuddets faglige profil til følge.
- at Socialudvalget tager til efterretning, at Socialforvaltningen i overførselssagen 2020-2021 ansøger om finansiering til en løsning for placeringen af Crossroad 18+.
Problemstilling
Crossroad 18+ er et af Socialforvaltningens fire 18+ centre målrettet kriminalitets- og bandetruede unge i alderen 18-25 år. Centrene giver de unge et sted at være, men arbejder også med at understøtte de unges inklusion, medborgerskab og social mobilitet. Centrene har matrikelbaserede indsatser, men arbejder samtidigt fleksibelt med løsninger, der løbende tilpasses målgruppernes behov, herunder muligheden for matrikelløse ad hoc-indsatser. Formålet er både at bidrage til ro og tryghed i lokalområdet og at forebygge kriminalitet blandt de mest udsatte unge og motivere den enkelte til at komme i job og uddannelse og ikke mindst til at træffe positive valg i livet.
Ved at fastholde et tilbud i Tingbjerg eller et nærtliggende område har Socialforvaltningen mulighed for at fastholde bæredygtige relationer til målgruppen for Crossroad 18+. 18+ indsatsen hos Crossroad 18+ har fokus på de mest utryghedsskabende unge og arbejder også forebyggende for at forhindre eller tidligt opspore ny grupperinger, der kan opstå i området. Crossroad 18+ er dermed med til at forebygge uro i området. Det er erfaringen, at brugergruppen for Crossroad 18+ er relativt rodfæstet i Tingbjerg, og at der bedst skabes kontakt og relation til de unge ved at møde dem lokalt. Socialforvaltningen ønsker derfor at fastholde Crossroad 18+ i Tingbjerg eller omegn også efter 1. april 2021.
Socialforvaltningen modtog den 20. september 2020 varsel om opsigelsen af lejemålet på Ruten 14 i Tingbjerg pr. 1. april 2021. Opsigelsen sker som følge af en udviklingsplan, som Københavns Kommune har indgået med to almene boligselskaber om at nedbringe andelen af almene familieboliger i udsatte boligområder. Planen har bl.a. til følge, at den ejendom, hvor Crossroad 18+ i dag lejer lokaler, skal rives ned.
Siden varslet om opsigelsen i september 2020 har Socialforvaltningen arbejdet målrettet på at finde nye lokaler til Crossroad 18+. Dette arbejde har imidlertid være udfordret af, at lokalerne skal findes inden for et relativt begrænset geografisk område, at lokalerne skal leve op til diverse krav fra byggereglementet om fx handicapegnede toiletter og niveaufri adgang, og at udlejer skal være interesseret i at huse et 18+ center med en relativt udfordrende målgruppe til følge.
Det har også vist sig vanskeligt at finde en passende ledig grund i Tingbjerg eller nærtliggende område, hvor Socialforvaltningen kan etablere en midlertidig pavillonløsning.
Løsning
Socialforvaltningen står derfor i en situation, hvor der medio marts 2021 ikke er fundet en løsning på, hvor Crossroad 18+ skal flytte hen, når det nuværende lejemål ophører den 1. april 2021. Forvaltningen arbejder med tre mulige veje til en løsning:
- En permanent løsning i et tredjemandslejemål, som overholder byggereglementet, eller som vil kunne overholde byggereglementet med beskedne fysiske ændringer.
- En permanent løsning i en kommunal ejendom, der enten kan tages i brug med det samme, eller hvor mindre ombygning er nødvendig.
- En midlertidig pavillonløsning. En pavillonløsning kan anvendes til og med 2023, hvor der så skal tages stilling til en ny driftsbevilling. Det kan ikke udelukkes, at pavillonerne kan anvendes ind i en eventuel ny bevillingsperiode. Dog er det usikkert, hvor længe en pavillonløsning kan fungere som de fysiske rammer for tilbuddet.
Socialforvaltningen forsøger at finde den bedst mulige permanente løsning, der samtidig tager hensyn til de økonomiske rammer. Som følge af det tidsmæssige pres, der følger af den forestående opsigelse af det nuværende lejemål pr. 1. april 2021, er det Socialforvaltningens forventning, at Crossroad 18+ må fungere matrikelløst i sommerhalvåret 2021, indtil der i løbet af efteråret er fundet en tilfredsstillende løsning. Det bærende argument for etablering af en midlertidig løsning er vigtigheden af at fastholde relationen til målgruppen. I de overvejelser indgår en række elementer, herunder gadeplansindsats fire gange ugentligt i de normale åbningstider for Crossroad 18+. Indsatserne med vejledning og rådgivning vil foregå i fastlagte tidspunkter, herunder online, men også som led i den opsøgende gadeplansindsats.
Tilrettelæggelsen af den midlertidige matrikelløse indsats vil ske med afsæt i Socialforvaltningens positive erfaringer fra 18+ centret Voldparken i Brønshøj. Voldparken har siden 2019 arbejdet med matrikelløse indsatser og blandt andet set positive resultater i forhold til at tiltrække nye unge og gennem råd og vejledning bygget bro til civilsamfund, uddannelse og beskæftigelse. Overgangen til en midlertidig matrikelløs løsning i sommerhalvåret vil medføre et skift i den faglige profil for Crossroad 18+, hvor der med afsæt i matrikelløse indsatser vil være et større fokus på rådgivning og vejledning af brugerne, hvor tilbuddet i dag i et vist omfang også fungerer som værested for målgruppen.
Crossroad 18+ medarbejderne er løbende blevet orienteret om opsigelsen af det nuværende lejemål og de fremtidige muligheder for tilbuddet, ligesom medarbejdersiden også bliver inddraget i en kommende behandling i MED-systemet.
Økonomi
Omkostningerne ved flytningen søges håndteret gennem ansøgning om anlægsbevilling i overførselssagen 2020-2021. Det er ikke forventningen, at den bortfaldne huslejeudgift medfører en besparelse, da der som led i en matrikelløs afvikling af tilbuddet kan opstå uforudsete udgifter. Indstillingen har ingen yderligere konsekvenser.
Videre proces
Socialforvaltningen arbejder videre med de oplistede løsningsmodeller for flytningen af Crossroad 18+ frem mod opsigelsen af det nuværende lejemål 1. april 2021. Socialudvalget vil få forelagt en sag om godkendelse af ny lokalitet til Crossroad 18+, når en løsning er identificeret. Hvis anlægsbevillingen i overførselssagen 2020-2021 ikke går igennem, vil Socialudvalget blive forelagt en ny sag om flytningen af Crossroad 18+.
Mikkel Boje
/ Lise Stidsen Vandahl og Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.
Der blev stillet et ændringsforslag til 2. at-punkt.
”at Socialudvalget tager til efterretning, at Socialforvaltningen i overførselssagen 2020-2021 ansøger om finansiering til en midlertidig løsning for placeringen af Crossroad 18+.”
Ændringsforslaget blev enstemmigt vedtaget.
Indstillingens 2. at-punkt blev herefter taget til efterretning.
Venstre havde følgende protokolbemærkning, som Radikale Venstre tilsluttede sig:
I forbindelse med at Crossroad er blevet opsagt fra deres lejemål, så ser Venstre og Radikale Venstre det som en oplagt mulighed til at gentænke 18+ tilbuddet i Tingbjerg.
Socialdemokratiet havde følge protokolbemærkning, som Enhedslisten og SF tilsluttede sig:
Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF ser meget kritisk på beslutningen om at flytte 18+ tilbuddet Crossroad i Tingbjerg fra Brønshøj-Husum. Dette skal ses i sammenhæng med, at tilbuddet i Voldparken er blevet matrikelløs og det derfor efterlader en bydel uden et matrikelbaseret 18+ tilbud.
Vicedirektør Lise Stidsen Vandahl og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets