Mødedato: 17.03.2021, kl. 08:00
Mødested: Afholdes som videomøde via Teams

Socialforvaltningens anlægsmål i 2021

Resumé

Socialudvalget orienteres om forvaltningens anlægsmåltal for 2021 og skal tage stilling til et forslag om at tilbageføre overskydende måltal. Socialforvaltningens anlægsmåltal i 2021 er tilstrækkeligt til at igangsætte eller videreføre de aktive projekter.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager til efterretning at alle projekter i 2021 kan prioriteres inden for det tildelte måltal.
  2. at Socialudvalget tilbagefører overskydende måltal for 5,0 mio. kr. i 2021 til anvendelse for de øvrige forvaltninger.

Problemstilling

I forbindelse med anlægsloftet har Økonomiudvalget den 18. december 2018 godkendt en model for fordeling af måltal til de respektive forvaltninger. Modellen indebærer, at Socialforvaltningen i 2021 har et anlægsmåltal på 73,6 mio. kr.

Løsning

Socialforvaltningens anlægsmåltal i 2021 er tilstrækkeligt til at igangsætte eller videreføre alle aktive projekter.

Socialforvaltningen skulle melde det forventede behov for måltal i 2021 ind til den sidste anlægsoversigt i 2020. Forvaltningen oplyste i den forbindelse et behov for måltal svarende til det tildelte måltal på 73,6 mio. kr. Efterfølgende har to forhold ændret på behovet.

  1. Der er overført forsinkede projekter fra 2020 til 2021. Disse projekter har behov for et nyt måltal i 2021, hvilket øger behovet for måltal. Der er overført projekter for ca. 10,7 mio. kr. (2021 p/l).
  2. Enkelte større projekter er udskudt fra 2021 til 2022, hvilket reducerer behovet for måltal i 2021. Der er overført projekter for ca. 19,7 mio. kr. Udskydelsen kan primært henføres til COVID-19.

Samlet set er forvaltningens aktuelle prognosticerede behov for anlægsmåltal i 2021 reduceret med 9 mio. kr. Forvaltningen foreslår, at der overføres måltal til Økonomiforvaltningen for 5 mio. kr., mens det resterende måltal på 4 mio. kr. tilbageholdes i Socialforvaltningen som følge af fortsat usikkerhed om forbruget på nogle af projekterne, herunder visse it-projekter.

Anlægsbevillinger der ønskes udskudt til 2022 

Udskydelsen af måltal fra 2021 til 2022 kan især henføres til to projekter.

Forsinkede projekter

mio kr.

Modernisering af Herbergscentret

15,1

Omstilling af Grøndals Vænge

3,2

Øvrige projekter

       1,4

I alt

19,7

Moderniseringen af Herbergscentret er forsinket 10-12 måneder som følge af COVID-19 samt en længere sagsbehandlingstid i Teknik- og Miljøforvaltningen end forventet. Desuden har afklaring af genhusning af beboerne medført en forsinkelse. Beløbet skal bruges til køb af pladser til genhusning i moderniseringsperioden. 

Omlægningen af Grøndals Vænge med henblik på indflytning af borgere med hjerneskade er forsinket ca. 5 måneder. Omstillingen af pladser til en ny målgruppe er blevet forsinket, da COVID-19 har betydet, at det ikke har været muligt at udflytte den nuværende målgruppe.

Det resterende beløb på 1,4 mio. kr. omfatter i alt otte projekter, hvoraf to projekter fremskyndes, mens de øvrige seks projekter forlænges. Forlængelserne skyldes primært mindre forsinkelser med beløb på under 0,5 mio. kr. pr. projekt.

Økonomi

Sagen har kun konsekvenser for anlægsmåltallet i 2021 og dermed ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Videre proces

Hvis 2. at-punkt godkendes, vil Socialforvaltningen tilbageføre de overskydende måltal på ca. 5 mio. kr. til Økonomiforvaltningen.

Mikkel Boje

                                          /Anders Johannes Kristensen

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning, mens indstillingens 2. at-punkt blev godkendt. 

Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.

Til top