Mødedato: 16.11.2022, kl. 08:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

SSP-sekretariatets afrapportering vedrørende urolige områder i København for 1. halvår af 2022

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget orienteres med denne sag om SSP Sekretariatets afrapportering om urolige områder i København for 1. halvår af 2022. SSP-sekretariatet udarbejder to gange årligt en status over urolige byområder samt en årlig afrapportering, som sammenfatter de væsentligste tendenser og udviklinger. SSP vurderer, at 1. halvår af 2022 generelt var rolig, når man ser på hele SSP's indsatsområde. Der har været nogle alvorlige hændelser, som SSP dog vurderer at være enkeltstående hændelser. Bandekonflikten fylder ikke i samme omfang for de unge som i 2021, og det giver mindre utryghed i ungegrupperne. Rocker- og bandegrupperingerne har dog stadig haft flere synlige manifestationer i bybilledet, ligesom der har været flere episoder med knivstik mellem grupperingerne. På mødet vil SSP præsentere afrapporteringen og give en mundtlig status på den aktuelle situation.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget tager SSP-sekretariatets afrapportering vedrørende urolige områder i København for 1. halvår af 2022 til efterretning (bilag 1)

Problemstilling

SSP-København er et tværfagligt samarbejde mellem Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Kriminalforsorgen samt Københavns Politi. SSP København har en bestyrelse med repræsentanter fra forvaltningerne, et sekretariat samt 15 leder- og lokaludvalg, hvori bl.a. skolelærere, klubmedarbejdere, politi, socialarbejdere og medarbejdere fra kulturinstitutioner er repræsenteret. Formålet med samarbejdet er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge og at nedbringe antallet af unge, der begår alvorlig kriminalitet. SSP København arbejder både med individ- og gruppeorienterede indsatser over for kriminelle/kriminalitetstruede unge. SSP København har også generelle indsatser som f.eks. undervisning og kampagner samt beredskab, som er lokale og bydækkende akutindsatser ved uroligheder, der involverer eller påvirker unge.

SSP-afrapporteringen for 1. halvår 2022 er vedlagt som bilag 1. Ved sagens drøftelse vil sekretariatschef Riad Tolba for SSP-sekretariatet præsentere afrapporteringen, og udvalget vil have mulighed for at stille uddybende spørgsmål. Den mundtlige status vil også omfatte den aktuelle situation.

Løsning

SSP Københavns samlede vurdering

SSP Sekretariatet vurderer, at 1. halvår af 2022 generelt var roligt, når man ser på hele SSP's indsatsområde. Der har været nogle alvorlige hændelser, som SSP dog vurderer til at være enkeltstående hændelser.

I starten af året har der været mange unge i bybilledet, som har været uroskabende i forbindelse med kulturarrangementer mv. Det er SSP’s vurdering, at det primært er unge, som på grund af COVID-19 pandemien har fået udskudt deres debut i festivaler, koncerter mv. Nærpoliti, gadeplan og opsøgende medarbejdere har derfor haft opmærksomheden rettet mod ungearrangementer. De unges adfærd giver ved udgangen af 1. halvår ikke anledning til samme bekymring.

I vintermånederne har SSP’s fokus været på unges uhensigtsmæssige ophold i kældre i ejendomme, p-kældre i indkøbscentre, idrætsanlæg mv. I sommermåneder har fokus været på de uderum, hvor unge samles, fx skoler, parker og havneanlæg, samt på særlige lokationer som fx Kongens Have og Fælledparken. SSP Sekretariatet har været repræsenteret i forskellige dialogfora sammen med bl.a. lokale beboere, erhvervsdrivende, Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Sikker By for at forebygge adfærdsproblematikker ved Nordhavn, Islands Brygge og Krøyers Plads.

Bandekonflikten fylder ikke i samme omfang for de unge som i 2021, og det giver mindre utryghed i ungegrupperne. SSP Sekretariatet forventer, at der i den kommende tid vil være risiko for øget pres på de bydele, der skal indkvartere et stort antal fordrevne fra Ukraine. SSP Sekretariatet har et tæt samarbejde hhv. med de relevante aktører fra forvaltningerne, aktører der samarbejder om de boligsociale helhedsplaner og det øvrige civilsamfund.

Uro begået af unge under 18 år

I Ørestaden er der udfordringer med unge og deres tilstedeværelse omkring Fields og det øvrige Ørestad. Københavnerteamet, Borgercenter Børn & Unge Gadeplan og opsøgende medarbejdere fra lokal ungdomsklub har efter dialogmøde med Fields koordineret opsøgende arbejde i Fields med henblik på at få unge over i klubben. Ørestaden har ikke tidligere oplevet udfordringer med ungegrupper. Udfordringerne er ikke af alvorlig karakter, men i takt med befolkningstilvæksten og åbningen af ny skole og klub, er børn og unge i større grad blevet synlige i gadebilledet. SSP-lokaludvalget er blevet udvidet med repræsentanter fra Ørestaden, så udviklingen kan følges tæt, og der kan laves forebyggende indsatser.

I Christianshavn har en ungegruppe i alderen 13-15 år haft en utryghedsskabende adfærd. Den lokale SSP-screeningsgruppe har lavet en individuel koordinering af de enkelte unge i tæt samarbejde mellem skole, klub, Socialforvaltningen og Københavns Politi. De unge behandles som SSP-enkeltsager, som er en koordineret behandling af indsats mellem myndighederne omkring den unge. I enkeltsagskonceptet arbejdes der ud fra en niveau-opdelt tilgang til håndtering af enkeltsager, der gradueres i fire niveauer afhængig af, hvor alvorlige forhold der er tale om. I arbejdet med ungegruppen på Christianshavn er der fokus på brobygning til fritidstilbud og styrkelse af skolegang, foretaget hjemmebesøg mv.

I Valby har en mindre gruppe lokale børn og unge i alderen 12-14 år en utryghedsskabende adfærd, som er stærkt bekymrende. De er oprettet som SSP-enkeltsager, og Socialforvaltningen, helhedsplanen og klubberne har koordineret i forhold til bekymringssamtaler og fritidsstyrkende aktiviteter.

Grupper af unge i alderen 12-19 år har opholdt sig i og omkring bl.a. Indre By, Vesterbro og Østerbro om aftenen i weekenderne. De unge er primært bosiddende på Vesterbro og Amager, men der er bl.a. også unge fra omegnskommuner, særligt Vestegnen. Der er en bekymring for en pigegruppe og en drengegruppe, som har en udadreagerende og kriminel adfærd. Der er i SSP-regi lavet en screening af de involverede unge, som bliver behandlet som SSP-enkeltsager. Københavns Politis forebyggere har foretaget hjemmebesøg hos majoriteten. SSP København har holdt møde med SSP i omegnskommunerne med henblik på at screene de udefrakommende unge og udarbejde koordinerede indsatser.

Uro begået af unge 18-24 år

Der har været flere synlige manifestationer i bybilledet af bande- og rockergrupperinger, herunder på Nørrebro, Bispebjerg, Husum, Sydhavnen, Tingbjerg og Vanløse. Der har været flere konflikter mellem grupperingerne, såsom flere episoder med knivstik, men også interne konflikter. De voldelige konflikter har umiddelbart ikke skabt utryghed i ungemiljøerne. Det er SSP’s oplevelse, at der ikke længere er samme loyalitet over for en bestemt gruppering, men at man har en løsere tilknytning og flytter sig mellem grupperinger.

SSP-ledergrupper og -lokaludvalg har et øget fokus på de unge, som bande- og rockergrupperingerne aktivt forsøger at rekruttere. Der er eksempler på episoder, hvor grupperingerne har lavet arrangementer direkte henvendt til unge. SSP København sætter ind ved den tidlige bekymring, således at der er øget opmærksomhed på de unge, som alene ses i nærheden af disse grupper.

SSP-beredskab

SSP har en beredskabsfunktion, der vedrører unge, og som består af lokale og bydækkende akutindsatser. Beredskabsfunktionen igangsættes ved uroligheder. Der har i 1. halvår 2022 været flere tilfælde, hvor unge under 18 år har haft voldelige konfrontationer, som primært bunder i interne konflikter. Der er ved disse episoder iværksat koordinerede indsatser med opsøgende teams, gadeplan og nærpoliti for at forebygge en eskalering af konflikten.

Der har i 1. halvår 2022 været forskellige demonstrationer, hvor Københavns Politi har anmodet SSP Sekretariatet om bistand til en koordinerede, tryghedsskabende og forebyggende indsats. Det har bl.a. været ved Men in Black-demonstration i Indre By/Vesterbo og på Nørrebro. Indsatsen består af gadeplansindsats ved Københavnerteamet og eventuelt lokalt forankrede gadeplansindsatser fra Socialforvaltningen, opsøgende indsats med medarbejdere fra klubber og tilstedeværelse af nærpoliti og politiets forebyggere.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialudvalget vil medio 2023 modtage orientering om SSP's afrapportering for 2. halvår af 2022 samt hele 2022.

Mikkel Boje

                                          / Lise Stidsen Vandahl og Eva Stokbro Jensen

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Vicedirektør Lise Stidsen Vandahl, kontorchef Eva Stokbro Jensen og sekretariatschef Riad Tolba deltog under punktets behandling. 

Til top