Mødedato: 16.11.2022, kl. 08:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. 3. sag om bevillingsmæssige ændringer 2022 samt udmøntning af ekstraordinær anlægs-, pris- og lønfremskrivning

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal med denne sag tage stilling til budgetmæssige flytninger (bevillingsmæssige ændringer), så budgettet ligger på de rigtige konti i forhold til det politisk besluttede budget og efterfølgende administrativt besluttede mere detaljerede ændringer. Flytningerne er således af teknisk karakter. Dog indeholder indstillingen to særskilte beslutningspunkter vedrørende henholdsvis udmøntning af ekstraordinære pris- og lønmidler (p/l) på anlægsområdet og intern flytning af midler til at håndtere lavere p/l-regulering i 2023 på børne- og ungeområdet.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at der flyttes midler for 12 mio. kr. i 2023 fra Tværgående opgaver og administration til børnefamilier med særlige behov for at håndtere stigende priser.
  2. at Socialudvalget godkender, at de tekniske bevillingsmæssige ændringer på Socialudvalgets område mellem bevillingsområder og udvalg, samt korrektioner af indtægts- og udgiftsbudget vedr. eksternt finansierede projekter, indgår i den samlede sag til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om bevillingsmæssige ændringer.
  3. at Socialudvalget godkender udmøntningen af den ekstraordinære p/l-regulering til anlæg jf. bilag 2

Problemstilling

Sagen indeholder tekniske korrektioner og mindre tilpasninger til budgettet, som typisk udspringer af ændringer i organisationen, ændringer i ansvarsfordeling både inden for og mellem udvalg, fejlrettelser eller modtagelse af eksterne midler.

Socialudvalgets budget er opdelt i seks bevillingsområder på serviceområdet:

  • Børnefamilier med særlige behov
  • Borgere med sindslidelse
  • Udsatte voksne
  • Hjemmepleje
  • Borgere med handicap
  • Tværgående opgaver og administration

Hertil kommer et bevillingsområde på anlæg og overførsler. Det er flytning af budget mellem disse områder eller mellem forvaltninger, som medtages i denne sag. Udvalgene skal godkende omflytningerne i henhold til bevillingsreglerne, som Borgerrepræsentationen har vedtaget.

Korrektioner af indtægts- og udgiftsbudget til eksternt finansierede projekter foretages ligeledes i denne sag. Et eksternt finansieret projekt er finansieret af midler, som ikke kommer fra Københavns Kommune. Det kan være midler fra ministerier, styrelser samt private aktører. Sager, hvor kommunen tildeles eksterne midler, behandles gennem sagen om bevillingsmæssige ændringer og forelægges kun til særskilt godkendelse i Socialudvalget, såfremt en given sag er forbundet med økonomisk risiko, har beløbsmæssig størrelse på 1 mio. kr. eller over, indeholder kommunal medfinansiering, eller projektet vurderes at have politisk bevågenhed.

Ved vedtagelsen af Økonomiaftalen i juni 2022 blev prisudviklingen fra 2021-2022 på anlæg reguleret til 4,1%, hvor den i 2021 var 1,4% - altså en stigning på 2,7 procentpoint. Udmøntningen på serviceområdet er besluttet med vedtagelsen af budget 2023, mens beslutning om udmøntning på anlægsområdet udestår. Socialforvaltningen har modtaget 5,6 mio. kr. i ekstraordinær p/l-regulering til forvaltningen anlægsprojekter. Den ekstraordinære p/l-regulering skal fordeles af Socialudvalget til de konkrete anlægsprojekter. 

De ekstraordinært store prisstigninger i samfundet og den efterfølgende p/l-regulering af forvaltningens budgetter har tydeliggjort, at budgettering mellem løn og drift på det udsatte børne- og ungeområde ikke er retvisende. Det betyder, at en del af omkostningerne til varer og tjenesteydelser er blevet p/l-reguleret, som om det var lønudgifter. Da priserne på varer og tjenesteydelser er steget mere end lønningerne, bliver området i 2023 dermed ikke kompenseret tilstrækkeligt ved den årlige pris- og lønregulering.

Løsning

Bevillingsmæssige ændringer

Socialforvaltningen indstiller, at der via denne sag bliver foretaget budgetændringer, som udgøres af:

  • 12 budgetændringer inden for eget udvalg
  • 9 budgetændringer mellem udvalg
  • 5 budgetændringer vedrørende eksternt finansierede projekter

Af bilag 1 til indstillingen fremgår udspecificering af alle ovennævnte budgetændringerne via 4 tabeller:

  • Tabel 1: Omplaceringer inden for eget udvalg
  • Tabel 2: Omplaceringer mellem udvalg
  • Tabel 3: Oversigt over ændringer i indtægts- og udgiftsbudget vedrørende eksternt finansierede projekter.
  • Tabel 4: Oversigt over ændringer pr. bevillingsområde

Det bemærkes, at der i tabel 1 i bilaget indgår finansiering af DOMUS’ supportorganisation og udvikling, hvor midler foreslås flyttet fra målgruppeområderne til tværgående opgaver og administration. Midlerne skal hjælpe og understøtte det socialfaglige område med support og udvikling af fagsystemet.

Til at håndtere den mangelfulde p/l-regulering på det udsatte børne- og ungeområde foreslås der etårigt flyttet budgetmidler svarende til 12 mio. kr. fra tværgående opgaver og administration til det udsatte børne- og ungeområde i 2023 for at undgå utilsigtet fald i serviceniveauet. Fra 2024 forventes området at blive korrekt pris- og lønreguleret.

Udmøntning af ekstraordinær p/l-regulering til anlæg

Socialforvaltningen har gennemgået forvaltningens anlægsportefølje i forhold til, om der er anlægsprojekter, som ikke skal have en andel af p/l-reguleringen. Socialforvaltningen foreslår, at den ekstraordinære p/l-regulering fordeles forholdsmæssigt imellem hvert projekt, hvor det er relevant iht. følgende kriterier:

  • Projekter med et restbudget over 200.000 kr.
  • Projekter der ikke er tæt på afslutning, hvorfor de må forventes at skulle afholde en stor del af deres udgifter i perioden med højere priser.
  • Projekter, der af andre, specifikke grunde vurderes at have/ikke have brug for p/l-reguleringen.

Bilag 2 viser hvilke projekter, som får en andel af p/l-reguleringen, samt hvilke projekter der er blevet fravalgt og årsagen til dette.

Socialforvaltningen lægger op til at 1,3 mio. kr. af p/l-reguleringen bliver placeret i 2023, 2,5 mio. kr. bliver placeret i 2024 og 1,7 mio. kr. bliver placeret i 2025. Det bemærkes, at der ikke tildeles anlægsmåltal til at håndtere denne p/l-regulering, og Socialforvaltningen skal derfor afholde p/l-reguleringen indenfor det eksisterende måltal.

Økonomi

Er beskrevet i sagen.

Videre proces

Økonomiforvaltningen fremlægger en samlet sag, hvor alle udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår. Denne sag behandles af Økonomiudvalget den 22. november 2022 og af Borgerrepræsentationen den 1. december 2022. Når ændringerne er godkendt af Borgerrepræsentationen, indarbejdes de i Socialudvalgets aktuelle budget.

Udmøntningen af den ekstraordinære p/l-regulering til anlæg vil ske i forbindelse med 1. anlægsoversigt i 2023, som behandles af Økonomiudvalget den 14. marts og Borgerrepræsentationen den 23. marts 2023.

 

Mikkel Boje

 

                                             / Anders Johannes Kristensen

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt sammen med dagsordenen. 
Til top