B-sag. Ændring af vedtægter for bruger- og organisationsråd på socialområdet
Resumé
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til en konsekvensændring af betegnelserne formand og næstformand i Rådet for Frivilligt Socialt Arbejdes (Frivilligrådets) vedtægter, samt en ændring af betegnelsen formandskab i vedtægterne for Frivilligrådet, Udsatterådet i København og for Dialogforum på Psykiatriområdet. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til dette, da Borgerrepræsentationens på møde den 24. juni 2022 vedtog, at betegnelsen formand skal ændres til forperson i kommunens interne organisering, hvis det er juridisk muligt.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende de opdaterede vedtægter for Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde, jf. bilag 1.
- at godkende de opdaterede vedtægter for Udsatterådet i København, jf. bilag 2.
- at godkende de opdaterede vedtægter for Dialogforum på Psykiatriområdet 2022-2025, jf. bilag 3.
Problemstilling
På Borgerrepræsentationens møde den 24. juni 2022 vedtog Borgerrepræsentationen, at betegnelsen ’formand’ skal ændres til ’forperson’ i kommunens interne organisering, hvis det er juridisk muligt.
Løsning
På socialområdet bruges der i vedtægterne for Frivilligrådet betegnelserne formand og næstformand. Det er derfor nødvendigt at ændre betegnelserne i rådets vedtægter, så der anvendes et kønsneutralt sprog og kønsneutrale betegnelser.
Herudover skal der ske en ændring i vedtægterne for Frivilligrådet, Udsatterådet i København og for Dialogforum på Psykiatriområdet, da der bruges begrebet formandskab.
Vedlagt indstillingen som bilag 1 er vedtægterne for Frivilligrådet, hvor betegnelserne formand og næstformand er ændret til forperson og næstforperson. Herudover er betegnelsen formandskab ændret til forpersonskab.
Vedlagt indstillingen som bilag 2 er de tilrettede vedtægter for Udsatterådet i København og bilag 3 indeholder de tilrettede vedtægter for Dialogforum på Psykiatriområdet 2022-2025. I begge vedtægter er betegnelsen formandskab ændret til forpersonskab.
Handicaprådets forretningsorden er ikke vedlagt denne sag, da Handicaprådet selv fastsætter sin forretningsorden, jf. bekendtgørelse om råd på det sociale område § 4.
Handicaprådet forventer at behandle en ændring af rådets forretningsorden på rådets næste møde, hvor forretningsordenen tilpasses i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning.
Socialforvaltningen vil derudover tilrette eventuelle interne organers vedtægter i det omfang, det er relevant.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Godkendes indstillingen, vil sagen blive forelagt Borgerrepræsentationen til godkendelse.
Mikkel Boje
/ Emil Dyred
Beslutning
Indstillingen blev godkendt sammen med dagsordenen.