B-sag. Intern høring vedr. investeringsforslag om pilotprojekt på Amager om samdrift for viceværtsservice og den nære arealpleje
Resumé
Det blev i overførselssagen 2018-19 aftalt, at igangsætte en analyse af samling af kommunens viceværtsdrift og den nære arealpleje på Amager og Christianshavn, i én enhed i en toårig periode. Med finansieringen af analysen blev det vedtaget, at der skal forelægges et investeringsforslag for pilotprojektet til budget 2020. Dette investeringsforslag sendes nu i høring ved de relevante politiske udvalg.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
-
At Socialudvalget tager investeringsforslaget til efterretning og godkender Socialforvaltningens høringssvar.
Problemstilling
I overførselssagen 2018-19 afsatte forligskredsen bag Budget 2019 1,5 mio. kr. i 2019 til en analyse af samling af kommunens viceværtsdrift og den nære arealpleje på Amager og Christianshavn i én enhed i en toårig periode. Det blev med finansieringen af analysen vedtaget, at der skulle forelægges et investeringsforslag for pilotprojektet til budget 2020.
Investeringsforslaget berører brugere og ansatte på børne- og unge-, teknik- og miljø-, samt socialområdet. Derfor er det muligt for Børne- og Ungdomsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Socialforvaltningen at inddrage de respektive udvalg via en høring af forslaget. De medarbejdere, der udfører viceværtsdrift i Socialforvaltningen er dog overdraget til KEID ifm. implementeringen af Facility Management investeringsforslaget i budget 2016. Høringssvar vedlægges til drøftelsen i Kultur- og Fritidsforvaltningen den 22. august og i Økonomiudvalget den 27. august 2019.
Investeringsforslaget medfører, at hovedparten af viceværtsdriften og den nære arealpleje på Amager og Christianshavn samles i ét driftsfælleskab, på tværs af forvaltningerne fra 1. juni 2020 og foreløbigt indtil 1. juni 2022, under Kultur- og Fritidsforvaltningen.
I praksis er der tale om viceværts- og gårdmandsopgaver på skoler, daginstitutioner, sociale institutioner, bemandede legepladser, kulturhuse, biblioteker og idrætsanlæg.
Investeringsforslaget identificerer varige effektiviseringer på servicerammen i perioden 2021-2022 på 1,3 mio. kr. årligt som følge af en reduktion på lønsum og overhead. Forslaget forudsætter engangsinvesteringer fra investeringspuljen på i alt 5,2 mio. kr.
Investeringsforslaget er godkendt i kredsen af administrerende direktører.
Løsning
Socialforvaltningen foreslår, at Socialudvalget bakker op om investeringsforslaget, og godkender høringssvaret til Kultur- og Fritidsforvaltningen. Socialforvaltningens høringssvar er følgende: ”Socialudvalget vil bakke op om investeringsforslaget Pilotprojekt Amager, forudsat at viceværtsdriften og arealplejen ikke bliver påvirket negativt på serviceniveauet.” (Se bilag 1 - Socialudvalgets høringssvar).
Socialforvaltningen har orienteret de relevante tilbud og medarbejdere på Amager om investeringsforslaget.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Socialudvalget godkender Socialforvaltningens høringssvar, vil Socialforvaltningen videresende dette til drøftelsen i Kultur- og Fritidsudvalget d. 22. august, samt i Økonomiudvalget d. 27. august 2019.
Nina Eg Hansen
/
Anders Johannes Kristensen