Mødedato: 16.08.2017, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Overdragelse af køretøj, den tidligere Fixelance til en frivillig forening

Se alle bilag
Socialudvalget skal tage stilling til den fremtidige anvendelse af køretøjet.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget beslutter,

  1. at den tidligere Fixelance overdrages til Brugernes Akademi, og

  2. at køretøjet i perioden 1. september 2017 til 31. december 2018 skal anvendes til brug for et projekt med en mobil enhed som et tilbud til målgruppen af socialt udsatte stofbrugere, jf. bilag 1.

Problemstilling

Idet der ikke længere er behov for køretøjet Fixelancen som stofindtagelsesrum, besluttede Socialudvalget den 8. februar 2017, at køretøjet skulle overdrages til en frivillig forening til løsning af opgaver målrettet socialt udsatte stofbrugere.

Løsning

Socialforvaltningen har på Københavns Kommunes Hjemmeside annonceret, at en frivillig forening efter ansøgning har mulighed for at overtage den tidligere Fixelance til løsning af opgaver, der kommer den oprindelige målgruppe for Fixelancen til gavn. Forvaltningen har herudover informeret de frivillige sociale organisationer, der arbejder med målgruppen, og orienteret Udsatterådet i København om opslaget. Annoncen blev offentliggjort den 28. april med ansøgningsfrist den 6. juni 2017.

Socialforvaltningen har modtaget én ansøgning om overtagelse af køretøjet. Ansøgningen kommer fra foreningen Brugernes Akademi, der er en frivillig forening af og for stofbrugere. Foreningen arbejder for bedre vilkår og højere livskvalitet for stofbrugere og med formidling af viden og netværksdannelse. Foreningen er bl.a. præsenteret i Udsatterådet i København og i Sundheds- og Ældreministeriets følgegruppe for stofindtagelsesrum.

Det fremgår af ansøgningen, jf. bilag 1, at Brugernes Akademi vil anvende køretøjet som en mobil enhed, der kan tilbyde juridisk rådgivning, screening for hepatitis C samt andre tiltag målrettet socialt udsatte stofbrugere.

I ansøgningen beskriver Brugernes Akademi bl.a., at de ønsker at udvikle en udrednings- og behandlingsmodel, der tager afsæt i brugen af køretøjet som et mobilt hepatitis C udredningstilbud. Hepatitis C er en smitsom leversygdom, der er særlig udbredt blandt stofbrugere. Brugernes Akademi forventer, at et sådant mobilt sundhedstilbud vil øge opmærksomheden og viden om hepatitis C blandt stofbrugerne, herunder konsekvenserne ved at være smittet med hepatitis C og hvilke behandlingsmuligheder, der er til rådighed. Desuden vil Brugernes Akademi som en del af aktiviteterne tilbyde stofmisbrugere juridisk rådgivning.

Brugernes Akademi vil med modtagelsen af køretøjet kunne gennemføre et projekt med en mobil enhed som et tilbud til målgruppen af socialt udsatte stofbrugere, jf. bilag 1.

I projektperioden 1. september 2017 til 31. december 2018 må køretøjet alene anvendes til det aftalte formål med mindre, andet aftales med Socialforvaltningen. Brugernes Akademi overtager og afhenter køretøjet i sin nuværende stand. Dette projekt må ikke påføre Socialforvaltningen yderligere omkostninger. Brugernes Akademi sørger selv for forsikring og indregistrering af køretøjet.

Samarbejdsaftalen mellem Socialforvaltningen og Brugernes Akademi om projektet ophører ved projektperiodens udløb ultimo 2018. Projektet er dermed afsluttet, og parterne er herefter ikke yderligere forpligtet heraf. Køretøjet, der forventes afskrevet på dette tidspunkt, overtages af Brugernes Akademi, der selv afholder alle fremtidige udgifter ved en eventuel renovering / skrotning. Hvis køretøjet pga. fx en skade ophører med at fungerer indenfor projektperioden, ophæves Brugernes Akademis forpligtelse til at levere indsatsen beskrevet i bilag 1 som følge deraf.

Økonomi

Idet køretøjet er indkøbt inden for de seneste fem år, skal Socialforvaltningen ved en overdragelse af køretøjet til en ekstern aktør tilbagebetale et beløb svarende til momsen af købsprisen, dvs. 25 pct. af den oprindelige købspris. Momsen skal overføres til Økonomiudvalget, som håndterer det videre forløb på vegne af alle forvaltninger. Køretøjet blev indkøbt til 267.000 kr. ex. moms. Socialforvaltningen skal derfor returnere 66.750 kr. til Økonomiudvalget. Overførsel af momsmidler fra Socialudvalget til Økonomiudvalget på 66.750 kr. vil blive indarbejdet i en kommende sag om bevillingsmæssige ændringer. Udgiften afholdes under bevillingsområde udsatte voksne, funktion 5.38.45.1.

Videre proces

Såfremt Socialudvalget godkender indstillingen, vil Socialforvaltningen tage kontakt til Brugernes Akademi med henblik på at indgå en aftale på de ovenfor beskrevne vilkår.

 

Nina Eg Hansen

                                / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

Til top