Støtte til etablering og indretning af center for kriseramte mænd og deres børn
Støtte til etablering og indretning af center for kriseramte mænd og deres børn
Socialudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 16. maj 2007
7. Støtte til etablering og indretning af center for kriseramte mænd og deres børn
SUD 190/2007 J.nr. 190/2007
INDSTILLING OG BESLUTNING
Mandecentret har søgt om 550.000 kr. til indretning og etablering af
centret (bilag 1). Socialudvalget skal tage stilling til Mandecentrets
ansøgning.
Beslutning
Socialforvaltningen indstiller, 1. at Socialudvalget ikke godkender, at der bevilges 550.000 kr. i støtte til etablering og indretning af Mandecentret. Socialudvalgets
beslutning i mødet den 16. maj 2007 Finn Rudaizky (Løsgænger) stillede ændringsforslag om, at Mandecentret støttes med halvdelen af det ansøgte beløb, som finansieres via det forventede mindreforbrug på husvildeområdet på bevillingsområdet Stofafhængige. Udvalget ønskede afstemning om ændringsforslaget, der faldt med følgende stemmeafgivelse: For ændringsforslaget stemte Finn Rudaizky (Løsgænger). Imod ændringsforslaget stemte Leslie Arentoft (V), Jens Nielsen, Thor Grønlykke, Lars Rasmussen (alle A), Borgmester Mikkel Warming, Allan Mylius Thomsen (begge Ø). Frank Hedegaard (F) undlod at stemme. Forvaltningens indstilling blev hermed tiltrådt. Udvalget opfordrede forvaltningen til at undersøge om eventuelle ledige møbler i forvaltningen kan doneres til Mandecentret. |
Problemstilling
Mandecentret har søgt om 550.000 kr. til indretning og etablering af centret. Socialudvalget skal tage stilling til ansøgningen, som Socialforvaltningen på trods af et mindreforbrug på husvildeområdet ikke har mulighed for at finde finansiering for, idet det prioriteres at dække forvaltningens merforbrug på handicapområdet.
Løsning
Mandecentret har i ansøgning fra 18. juli 2006 søgt Socialforvaltningen om et tilskud på 550.000 kr. til etablering og indretning af centeret. De 550.000 kr. er halvdelen af det beløb, der mangler til etablering og indretning. Resten er søgt hos private fonde.
Mandecentret har fået støtte fra Satspuljen over de næste tre år (2006-2008) til at oprette og drive et krisecenter for mænd, der med baggrund i skilsmisse eller et brudt parforhold, har brug for et midlertidigt sted at bo og hjælp til at komme ud komme ud af krisen. Ansøgningen om støtten er bakket op af Københavns Kommune, men kommunen har ikke været involveret i finansieringen.
Mandecentret er det første krisecenter af sin art i København. På centeret vil der være både fastansatte og frivillige tilknyttet. Centres formål er at stoppe en begyndende deroute før mændene ender som udstødte eller marginaliserede. Centret har fokus på juridisk og social rådgivning og at hjælpe mændene med at holde kontakten til deres børn.
Mandecentret er under etablering på Christianshavn med 12 værelser fordelt på to etager, med fælles køkken og opholdsrum på hver etage, samt et små-børnerum.
Centerets årlige driftsbudget er på 3,4 mill.kr og finansieres af satspulje-midlerne som Socialministeriet har bevilget. Mandecenteret har i alt fået 12,5 mill. kr. i støtte fra Socialministeriets Satspulje over de næste 3 år (2006-2008), hvoraf der er afsat 1,3 mill. kr. til ombygning og 700.000 kr. til indretning. Der er ikke aftalt nogen fremtidig finansiering af budgettet med Socialministeriet efter 2008. Derfor skal Mandecenteret efter 2008 ud at søge ny finansiering af driften af centeret.
Forvaltningens
indstilling
Det er Socialforvaltningens vurdering at Mandecenteret vil være et relevant supplement til den eksisterende indsats over for de udsatte grupper, bl.a. fordi der ikke eksisterer et sådan tilbud målrettet udsatte mænd. Et mandekrisecenter kan formodentlig være med til at forhindre en yderligere deroute og marginalisering af disse mænd. Forvaltningen har gennemgået prospektet og finder det er gennemarbejdet. Dog skal der være opmærksomhed på at centeret ikke er sikret finansiering efter 2008.
Økonomi
Der kan anvises dækning af udgifterne, som følge af et forventet mindreforbrug på husvildeområdet på bevillingsområdet Stofafhængige. Socialforvaltningen prioriterer dog at dække merforbruget på handicapområdet i Socialforvaltningen, jf. forventet regnskab for april 2007 (SUD 175/2007).
Videre proces
Hvis Socialudvalget godkender indstillingen om ikke at imødekomme Mandecentrets ansøgning vil Mandecentret efterfølgende får besked herom.
Bilag
1) Ansøgning, herunder driftsbudget og etableringsbudget
Anette Laigaard
/Jens Elmelund