Mødedato: 16.05.2007, kl. 16:00

Overførelse af opgaven vedrørende supplement til brøkpensionister til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Overførelse af opgaven vedrørende supplement til brøkpensionister til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 16. maj 2007

 

 

13.      Overførelse af opgaven vedrørende supplement til brøkpensionister til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

 

SUD 157/2007  J.nr. 157/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Opgaven med tilhørende budget vedrørende udbetaling af supplement til brøkpensionister efter aktivlovens § 27a skal overføres fra Socialforvaltningen til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Socialudvalget

 

1.  at udvalgene indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at opgaven og budgettet vedrørende supplement til brøk pensionister efter aktivlovens § 27a overføres fra Socialforvaltningen til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 16. maj 2007

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Problemstilling

Socialforvaltningen har siden 1. januar 2006 udbetalt supplement efter aktivlovens § 27a til brøkpensionister.

 

Fra og med 1. januar 2007 giver styringsloven på beskæftigelsesområdet (Beskæftigelsesstyringsloven) og Københavns Kommunes styreform imidlertid ikke mulighed for, at denne opgave kan placeres udenfor beskæftigelsesudvalget. Opgaven med tilhørende budget skal derfor overføres til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

LØSNING

Supplement til brøkpension efter aktivlovens § 27a ydes til førtidspensionister, der har fået tilkendt førtidspension efter de pr. 1. januar 2003 gældende regler (førtidspensionsreformen), og som ikke har optjent ret til en fuld pension. Det kan være udlændinge, der er kommet til Danmark og ikke har nået at optjene ret til fuld pension, eller danskere, der er hjemvendt til Danmark efter en årrække i udlandet.

Opgaven med udbetaling af supplement efter aktivlovens § 27a er siden 1. januar 2006 blevet varetaget af Socialforvaltningen. Baggrunden for placeringen af opgaven og det tilhørende budget i Socialforvaltningen var, at der ikke er nogen erhvervsmæssig opfølgning i sagerne.

Efter ikrafttrædelsen af beskæftigelsesstyringsloven pr. 1. januar 2007 er det imidlertid ikke længere muligt at placere opgaven udenfor beskæftigelsesudvalget. Loven giver ikke mulighed for dispensation.

Det indstilles på den baggrund, at opgaven og det tilhørende budget overføres til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

For at undgå, at borgerne skal henvende sig flere steder i forbindelse med udbetaling af pension, har Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen aftalt, at Socialforvaltningen i praksis fortsat beregner og udbetaler supplement til brøkpensionister. Det kan inden for lovens rammer organiseres på den måde, at den medarbejder, der varetager sagerne, ansættes i både Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen og udfører opgaver i Socialforvaltningen.

Økonomi

Budgettet vedrørende aktivlovens § 27a er placeret på funktion 5.57.73.019 (kontanthjælp til personer fyldt 60 år uden ret til social pension med 35 pct. refusion). I 2007 udgør budgettet for supplement efter aktivlovens § 27a til brøkpensionister i alt kr. 409.000,- der i det hele overføres til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Videre proces

Sagen skal behandles i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, da beslutningen omhandler budget og opgaveflytning mellem udvalg.

Bilag

-

 

 

 

         Morten Binder         /                     Anette Leigaard


 

Til top