Mødedato: 16.05.2007, kl. 16:00

Koncept for tværfaglige grupper

Koncept for tværfaglige grupper

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 16. maj 2007

 

 

11.      Koncept for tværfaglige grupper

 

SUD 191/2007  J.nr. 191/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen har i samarbejde udarbejdet et koncept for tværfaglige grupper (bilag 1), som systematiserer og præciserer samarbejdsrelationerne mellem socialcentre, børnehandicapteam og Børne- og ungdomsforvaltningens distrikter.

 

Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.  at Socialudvalget tager konceptet for tværfaglige grupper, med implementering pr. 1. august 2007 til efterretning.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 16. maj 2007

Kontorchef Tobias Børner Stax deltager under punktet.

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Problemstilling

Det følger af servicelovens § 49 og sundhedslovens § 123, at alle kommuner skal have en eller flere tværfaglige grupper der sikrer en helhedsorienteret indsats for børn og unge med særlige behov. Målet er en tidlig og effektiv indsats, når der i sundhedsplejen, daginstitutionen eller i skolen opstår bekymring omkring et barn, og hvor det vurderes, at der er behov for en særlig faglig eller tværfaglig indsats i håndteringen af bekymringen og det videre arbejde med barnet. Udviklingen af konceptet har endvidere været ønske fra Socialforvaltningens side og er beskrevet i standarden for tidlig indsats ifm. børne- og ungepolitikken (bilag 2).

 

Løsning

Den tværfaglige gruppes primære funktion er at rådgive dagplejere, daginstitutionspersonale og lærere om håndtering af bekymringer for et barn og understøtte, at der sættes ind med en helhedsorienteret indsats for barnet med et særligt behov allerede indenfor normalsystemet.

Konceptet for tværfaglige grupper definerer opgaver, deltagere og samarbejdsrelationer mellem Socialforvaltningen og Børne- og ungdomsforvaltningen i relation til tværfagligt arbejde med børn og unge med særlige behov på lokalt og centralt niveau. I den tværfaglige gruppe indgår medarbejdere fra socialcentrene, sundhedsplejen og medarbejdere fra PPR og BUF- distrikterne.

I konceptet for tværfaglige grupper præciseres en række minimumskrav for samarbejdet:

·        Der skal være en tværfaglig gruppe for førskolebørn i hver bydel

·        Der skal være en tværfaglig gruppe for skolesøgende børn i hver bydel

·        Der er krav til opgavevaretagelsen i de tværfaglige grupper

·        Der afholdes regelmæssige møder i de tværfaglige grupper

·        Der er krav til hvilke deltagere, der skal indgå i grupperne

·        En lokal styregruppe bestående af Centerchef, Børne- og ungdomschef for distriktet, PPR-leder, og Børnefamilieteamchef skal følge og evaluere de tværfaglige grupper

·        Styregruppen indsender en årlig rapport over de lokale samarbejdsrelationer i bydelen til en central samarbejdsgruppe på kontorchefniveau i Socialforvaltningen og Børne- og ungdomsforvaltningen.

·        Den årlige afrapportering fra styregruppen indeholder stillingtagen til, hvordan man i bydelen har inddraget friskoler og privatskoler i det tværfaglige samarbejde.

·        Der etableres en samarbejdsgruppe for specialområdet

 

Konceptet indeholder et yderligere valgfrit organ, der kan understøtte det tværfaglige samarbejde på bydelsniveau i form af samarbejdsgrupper mellem institutioner, skoler og børnefamilieteam. Der er ikke krav om oprettelse af samarbejdsgrupper, men grupperne fremhæves som et forslag til organisering af et udvidet lokalt tværfagligt samarbejde. Hermed lægges der op til, at aktuelle lokale tværfaglige organiseringer kan udvikles så de tilpasses de krav der er i § 49a.

Til konceptet er der udarbejdet et bilag om arbejdsgange for de tværfaglige grupper, der beskriver tavshedsregler og vejledende dagsorden for møder mv. (bilag 1a).

Konceptet for tværfaglige grupper er udarbejdet i et samarbejde mellem Børne- og ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen. MR-Børn har drøftet konceptet med børnefamilieteamcheferne. Børne- og ungdomsforvaltningen har endvidere kørt en intern proces med arbejdsgruppe i relation til konceptet.

 

Økonomi

Alle udgifter til mødetid, forplejning og aktiviteter afholdes i den almindelige drift i socialcentre og i Børne- og ungdomsforvaltningen.

 

Videre proces

I Børne- og Ungdomsforvaltningen indgår konceptet som bilag i indstilling til Børne- og Ungdomsudvalget om udmøntning af midlerne til tidlig og familieorienteret indsats. Her har Børne- og Ungdomsforvaltningen afsat 240.000 kr. til kompetenceudvikling af medarbejderne i de tværfaglige grupper herunder socialforvaltningens deltagere. Indstillingen om Tidlig og Familieorienteret indsats er godkendt i Børne- og Ungdomsudvalget den 18. april 2007. 

Efter godkendelse af konceptet i Socialudvalget starter implementeringsprocessen. Dette arbejde sker i et samarbejde mellem Socialforvaltningen og Børne- og ungdomsforvaltningen. Implementeringen løber hen over forsommeren og sommeren således, at de tværgående grupper starter op lokalt pr. 1. august 2007.

 

Bilag

Bilag 1: Koncept for tværfaglige grupper

Bilag 1a: Arbejdsgang for de tværfaglige grupper efter SEL § 49

Bilag 2: Standard for tidlig indsats

 

         Anette Laigaard

                                                         /Sven Bjerre


 

Til top