Handlingsplan for nedbringelse af sygefraværet 2007
Handlingsplan for nedbringelse af sygefraværet 2007
Socialudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 16. maj 2007
10. Handlingsplan for nedbringelse af sygefraværet 2007
SUD 183/2007 J.nr. 183/2007
INDSTILLING OG BESLUTNING
Ved at øge medarbejdernes trivsel og
nedbringe fraværet skal Københavns Kommune være en attraktiv arbejdsplads. Socialforvaltning
forelægger en handlingsplan for indsatsen i 2007.
Beslutning
Socialforvaltningen indstiller, 1. at Socialudvalget godkender handlingsplanen for nedbringelse af sygefraværet. Socialudvalgets
beslutning i mødet den 16. maj 2007 Indstillingen blev tiltrådt. Frank Hedegaard (F) ønskede følgende protokolleret: "SF mener, at der i højere grad skal fokuseres på forebyggelse og fastholdelse" |
Problemstilling
Økonomiudvalget
vedtog d. 12. december 2006, at sætte fornyet fokus på medarbejderens trivsel
og fravær i Københavns Kommune. Alle udvalg skal vedvarende arbejde for høj
brugertilfredshed og medarbejdernes trivsel på kommunens arbejdspladser, og at
det er et mål for arbejdet, at fraværet nedbringes. For socialudvalget
vedkommende skal fraværet nedbringes med 2,9 dage gennemsnitligt pr. medarbejder
inden udgangen af 2009 fra udgangssituationen i 2006.
Det blev ligeledes vedtaget, at udvalgene
igangsætter et arbejde for større trivsel og mindre fravær blandt
forvaltningernes medarbejdere.
Løsning
Socialforvaltningen foreslår at anvende de afsatte midler til nedsættelse af sygefraværet målrettet nedenstående aktiviteter. I bilag 1 er aktiviteterne og tidsplaner beskrevet nærmere.
Sygefraværspolitikken
Sygefraværspolitikken trådte i kraft d. 1. januar 2007. Politikken skal sikre, at der i hele forvaltningen tidligt tages hånd om medarbejdere, der har et hyppigt eller længerevarende sygefravær, og at der er klare retningslinier for hvem, der gør hvad, og hvornår ved et sygdomsforløb. I forlængelse af sygefraværspolitikken har Socialforvaltningen afholdt 5 seminarer for alle ledere i gennemgang af sygefraværspolitikken og sygefraværshåndtering. Der vil blive gennemført en evaluering af fraværspolitikken inden sommerferien. Politikken og retningslinerne er vedlagt i bilag 2.
HR-strategien
Socialforvaltningens HR-
strategi, består af 6 bevægelser, der er 6 bud på udvikling af den attraktive
arbejdsplads i Socialforvaltningen. Hver bevægelse er en målsætning for, hvad
forvaltningen skal bevæge sig fra og hen til og hvor der skal sættes mere
målrettet ind – både på forvaltningsniveau og på de enkelte arbejdspladser.
Implementeringen af HR-strategien og dermed forvaltningen som en attraktiv
arbejdsplads vil have en reducerende effekt på fraværet.
Temaugen "Mere trivsel-
mindre fravær"
Målgruppen for temaugen har været Socialforvaltningens medarbejdere og ledere. Alle arbejdspladser har udarbejdet lokale handlingsplaner for mindre fravær og mere trivsel. Handlingsplanerne offentliggøres på Sygefraværsportalen.
Sygefraværsportalen på KKnet
Socialforvaltningens sygefraværsportal skal udvikles til at være omdrejningspunkt for synliggørelsen af fraværsinitiativer, udveksling af erfaringer, gode historier og nyheder fra og for forvaltningens arbejdspladser.
Opsøgende arbejde
De arbejdspladser, hvor fraværet er henholdsvis højest og lavest, skal undersøges nærmere for at sammenligne og kortlægge årsager til fravær og behovet for tiltag fx organisering af erfa - grupper mellem arbejdspladserne. Formålet er, at dels at kortlægge de gode historier og erfaringer, så andre arbejdspladser kan inspireres og lære heraf, og dels at finde årsagerne til et højt fravær, så der sættes ind med de rigtige redskaber.
Særlige fokusområder
A. Hjemmeplejen: Forvaltningen
vil igangsætte et udviklingsprojekt for hjemmeplejen, der skal fokusere på at
fastholde og forbedre medarbejdernes trivsel både fysisk og psykisk. Projektet
vil tage udgangspunkt i dels at give gruppelederne i hjemmeplejen viden og
værktøjer, der kan støtte og hjælpe dem med at nedbringe sygefravær og
forebygge fravær gennem nærværende personaleledelse. Endvidere vil forløbet
understøtte konkrete initiativer herunder de handlingsplaner, der er udarbejdet
under temaugen om mere trivsel og mindre fravær, hvor hjemmeplejen i flere
tilfælde har udpeget en række initiativer, der kan forbedre trivslen på
arbejdspladsen.
B. Langtidssygefravær: Forvaltningen har relativ mange langtidssyge medarbejdere. I 2006 havde knap 900 medarbejdere en fraværsperiode over mindst 29 dage. Det svarer til 14 pct. af det samlede antal ansatte i forvaltningen. På nuværende tidspunkt er der ikke et tilstrækkeligt kendskab til de nærmere forhold i forbindelse med langtidsfravær. Uden den viden kan det dels være vanskeligt at følge op med de rigtige redskaber og sikre tilbagevenden til arbejdspladsen. Dels kan det være vanskeligt at forebygge langtidsfravær, når man ikke kender de mekanismer, der udløser eller medvirker til langtidsfravær på arbejdspladsen.
Derfor skal der indhentes viden om de langtidsfraværende,
så der kan igangsættes en målrettet indsats mod langtidsfravær, hvor
arbejdspladserne får en række metoder til at arbejde med det aktuelle
langtidsfravær og forebygge det fremtidige fravær.
C. Ledelse og den attraktive arbejdsplads: I 2007 udvikles og gennemføres et
skræddersyet værktøj til måling af ledelseskvalitet. Formålet er bl.a. at
belyse hvilken ledelse, der fremmer en attraktiv arbejdsplads og hvad der er
'best practice' inden for ledelse i Socialforvaltningen. I 2007 målrettes
værktøjet til social,- handicap-, rådgivningscentre og centralforvaltningen. I
2008 udbredes initiativet til institutionerne.
ØKONOMI
Direktionen godkendte d. 10. oktober 2006 at anvende 3.6. mio. kr. i 2007 til aktiviteter til nedsættelse af sygefraværet. I dette beløb indgår 0,4 mio. kr. fra lønsumsbesparelsen på 5 mio. kr. i budget 2007. Handlingsplanens udgifter dækkes af de 3.6. mio. kr.
HØRING
Handlingsplanen har været i høring i HSU
BILAG
Bilag 1: Handlingsplan for sygefravær 2007
Bilag 2: Sygefraværspolitik
Bilag 3: Høringssvar fra HSU
Anette Laigaard
/ Jens Elmelund