Implementering af revideret budgetmodel
Implementering af revideret budgetmodel
Socialudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 16. maj 2007
3. Implementering af revideret budgetmodel
SUD 188/2007 J.nr. 188/2007
Socialudvalget skal beslutte, om den
genberegnede budgetmodel skal implementeres, og tage stilling til den
foreslåede model for indfasning.
Beslutning
Socialfor valtningen indstiller, 1. at
Socialudvalget tiltræder, at den genberegnede budgetmodel for botilbuddene
for handicappede implementeres. 2. at
Socialudvalget tiltræder den beskrevne model for indfasning af budgetmodellens
konsekvenser. |
Problemstilling
Forvaltningen besluttede i efteråret 2005 at revidere den budgetfordelingsmodel, der siden 2002 har fordelt ressourcer til botilbuddene på baggrund af en vurdering af den enkelte beboers støttebehov. Revisionen skulle bl.a. tage højde for ændringer i den enkelte beboers støttebehov og for, at der flere steder var sket en udskiftning af beboere. Den reviderede model medfører, at der skal flyttes midler mellem botilbuddene.
Løsning
I 2006 udviklede forvaltningen en ny budgetfordelingsmodel, og i samarbejde med repræsentanter for forstanderne på området blev de enkelte beboeres støttebehov revurderet. Samtidig med revisionen af modellen blev det besluttet at den nye model skulle tage højde for, at beboerne på navnlig botilbuddene for fysisk handicappede kun i meget begrænset omfang har dagtilbud, og derfor opholder sig hele dagen på botilbudet med deraf følgende krav til bemanding i dagtimerne.
Budgetfordelingsmodellen omfordeler samtlige midler, der er til rådighed på det samlede område for botilbud til voksne handicappede ud fra en vurdering af den enkeltes støttebehov. Modellen indebærer, at et botilbud kan få reduceret budgettet selvom beboernes støttebehov er uændret. Det er tilfældet, hvis støttebehovet på de øvrige botilbud stiger. Overordnet betyder modellen, at der på baggrund af en vurdering af de enkelte beboeres støttebehov flyttes ressourcer fra de øvrige botilbud, til de tre botilbud for fysisk handicappede brugere.
Det er forvaltningens opfattelse, at den reviderede budgetmodel ved sammenligning med den tidligere model giver den bedst mulige fordeling af de midler, der er til rådighed på botilbudsområdet for handicappede. Det er derfor forvaltningens indstilling, at modellen skal implementeres.
For nogle tilbud har den ændrede model imidlertid relativt store konsekvenser. Det kan være vanskeligt for de tilbud, som skal aflevere en forholdsvis stor andel af budgettet, at tilpasse forbruget til de ændrede budgetforudsætninger inden for ét år. Det er derfor forvaltningens forslag, at modellen indfases over to år.
En del af budgetændringerne skyldes, at der tilføres ressourcer til 18 nye pladser i forbindelse med Tryghedsplanen. Denne del af budgetændringerne skal gennemføres fuldt ud i 2007, da det forhøjede pladstal ikke har med genberegningen af modellen at gøre.
Indfasningsmodellen indeholder derfor følgende elementer:
1. De budgetændringer, der skyldes, at der tilføres ressourcer til 18 nye pladser i forbindelse med Tryghedsplanen, implementeres fuldt ud i 2007.
2. For tilbud, hvor ændringen herudover udgør mindre end tre procent af det oprindelige budget gennemføres ændringen fuldt ud i 2007 uanset, om der er tale om en reduktion eller forøgelse af budgettet.
3. Ved budgetændringer på mere end 3 procent indfases kun halvdelen af ændringen i 2007 uanset, om der er tale om en reduktion eller forøgelse af budgettet.
4. Konsekvenserne af den delvise indfasning i 2007 evalueres inden udgangen af 2007.
Bilag 1 indeholder en oversigt over de oprindelige og de ændrede budgetter fordelt på botilbud. Desuden fremgår det, hvad indfasningsmodellen betyder for det enkelte tilbud.
Forvaltningen lægger vægt på, at en indfasning af modellen over to år giver mulighed for, at konsekvenserne af modellen kan evalueres inden den implementeres fuldt ud. Samtidig giver indfasningen de enkelte tilbud mulighed for at tilrettelægge driften indenfor de ændrede rammer på en bedre måde. Forvaltningen vil endvidere i samarbejde m ed botilbuddene aftale, i hvilken takt der kan gennemføres en egentlig evaluering af budgetfordelingsmodellen.
Indfasningsmodellen har været drøftet med repræsentanter for forstanderne
for botilbuddene på et møde d. 8. marts 2007. Modellen har ligeledes været
drøftet på ledermøder med forstanderne d. 22. marts 2007. Den fælles udmelding
er, at forstanderne bakker op om den foreslåede model kombineret med en
evaluering af konsekvenserne af de reviderede budgetter og en mere
grundlæggende evaluering af selve modellen. I forlængelse heraf er det tillige
forstandernes ledelsesmæssige opgave på egne botilbud at effektuere de
økonomiske ændringer modellen giver. For enkelte botilbud kan konsekvensen
blive, at de må overføre et merforbrug til næste års budget, såfremt de ikke
kan effektuere ændringerne fuldt ud i 2007.
Principperne bag udformningen af budgetmodellen blev endvidere drøftet til Handicaprådsmødet d. 21. marts 2007. Kontorchef Anders B. Lassen deltog til Handicaprådets møde og redegjorde for, at der ikke var sket besparelser på den samlede budgetramme, men at budgetmodellen betyder en ændret fordeling af budgettet på tværs af botilbudene. Handicaprådet tog redegørelsen til efterretning.
Der har endvidere været afholdt møde med Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS) d. 28. marts 2007 angående indfasning af den nye model.
Økonomi
Implementering af den genberegnede budgetmodel på baggrund af den beskrevne indfasningsmodel sker inden for rammen for botilbud for handicappede.
Videre proces
Ingen.
Bilag
1. Oversigt over budgetændringer for botilbud for
handicappede
Annette Laigaard
/Jens Elmelund