Mødedato: 16.03.2022, kl. 08:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Temadrøftelse om rekruttering og fastholdelse

Resumé

Socialudvalget skal drøfte rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i Socialforvaltningen. Mangel på velfærdspersonale er den største tværgående udfordring for Socialforvaltningen i de kommende år, og rekruttering og fastholdelse er generelt set en udfordring for Københavns Kommunes forvaltninger. Det blev derfor med Budget 2022 besluttet, at der skal udarbejdes en personalepolitisk redegørelse, som skal kortlægge og identificere udfordringer med fastholdelse og rekruttering på kerneområder for Københavns Kommunes drift. Redegørelsen skal foreligge forud for budgetforhandlingerne 2023.

Denne temadrøftelse skitserer de største udfordringer, igangværende indsatser i Socialforvaltningen/Københavns Kommune samt de væsentligste tematikker fra Socialudvalgets drøftelse med HovedMED vedr. rekruttering og fastholdelse den 21. februar 2022.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget drøfter udfordringer og indsatser ift. rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i Socialforvaltningen.

Problemstilling

Både nationalt, på Københavns Kommune-niveau og i Socialforvaltningenopleves der udfordringer med at rekruttere velfærdspersonale. I Socialforvaltningen er det særligt SOSU, sygeplejersker og socialpædagoger. Samtidig har forvaltningen en personaleomsætning på 26,1 % (dec. 2021). Det presser forvaltningens arbejdspladser, der oplever, at de ikke har tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft, og at det er vanskeligt at skabe kontinuitet, stabilitet og yde den bedste hjælp til borgerne.

Det udfordrer den daglig drift på flere fronter:

  • For borgerne - manglende kontinuitet og ikke altid lige så god kvalitet
  • For medarbejdere og ledere - ekstra pres i hverdagen, udfordrer det faglige miljø og et stabilt kollegaskab
  • For organisationen - øger udgifter til vikarer, rekruttering og oplæring

Udfordringen forventes at vokse yderligere, idet store årgange forlader arbejdsmarkedet – og får brug for velfærdsydelser – samtidig med at tilvæksten af nye borgere i den arbejdsdygtige alder er relativt lille. For Socialforvaltningen gælder det, at 32-50 % SOSU-medarbejderne, sygeplejersker og socialpædagoger er fyldt 50 år, og 9-14 % er over 60 år. Der er således et massivt behov for tiltag, der kan sikre en øget rekruttering og fastholdelse af medarbejdere og ledere i Socialforvaltningen.

Løsning

Der er iværksat flere større indsatser i Socialforvaltningen, som skal bidrage til at sikre øget rekruttering og fastholdelse af medarbejdere og ledere.

Eksempler på disse er:

  • Kompetenceløft ift. ord, tal og IT: Indsatsen indebærer screening af vanskeligheder ift. ord, tal og IT og matchende tilbud om opskoling samt screening for ordblindhed.
  • Professionalisering ift. praktikanter: Socialforvaltningen har etableret en uddannelsesenhed, som har fokus på at skabe gode læringsmiljøer og praktikforløb for elever og studerende, så de trives, bliver dygtige og efterfølgende har lyst til at blive ansat i forvaltningen.
  • Fra ufaglært til faglært: Medarbejdere i ufaglærte stillinger, som kan kompetenceløftes ind på fagområder med rekrutteringsudfordringer.
  • Onboarding: Indsatsen skal sikre ordentlig og mere systematisk modtagelse og onboarding af nye medarbejdere og derved øge fastholdelsen af medarbejderne.
  • Mere målrettede opslag: Indsatsen arbejder for et bedre match mellem arbejdsplads og ansøger gennem målrettet kommunikation samt at brande Socialforvaltningen som en attraktiv arbejdsplads.

Dertil er der flere lokale overvejelser og indsatser omkring dette i hele organisationen.

Der er også iværksat en række tiltag og indsatser på tværs af Københavns Kommune, da rekruttering og fastholdelse af medarbejdere er en tværgående udfordring for kommunens forvaltninger.

Med Budget 2022 blev der afsat midler til at imødegå rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer. I årene 2022-2025 er der afsat 16,5 mio. kr. årligt i Socialforvaltningen til puljer til udmøntning ift. faggrupperne: pædagoger, socialpædagoger, SOSU-assistenter, SOSU-medhjælpere og sygeplejersker. Udmøntningen af puljemidlerne i Socialforvaltningen er følgende:

  • Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS): Tillæg til nyuddannede, for flere års ansættelse, seniorordning
  • Dansk Sygeplejeråd: Engangstillæg specialiserede område, gruppesupervision for sygeplejersker
  • FOA SOSU: Kontinuitet i ansættelsen, praktikvejledere, faste nattevagter

Desuden blev det med Budget 2022 vedtaget, at kommunen skal igangsætte en personalepolitisk redegørelse, som kortlægger og identificerer udfordringer med fastholdelse og rekruttering på kerneområder for Københavns Kommunes drift. Redegørelsen består af tre dele: 1) en deskriptiv del, som indeholder en status på personalesammensætningen og en lønredegørelse, som undersøger fremtidige udfordringer,2) en analysedel, som afdækker årsager og forklaringer, bl.a. via en spørgeskemaundersøgelse og3) konkrete initiativer.

Derudover godkendte Borgerrepræsentationen i juni 2021 et medlemsforslag fra de Radikale Venstre om rekruttering på velfærdsområdet i Københavns Kommune. På den baggrund er der nedsat en arbejdsgruppe med alle forvaltninger med undtagelse af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Arbejdsgruppen skal undersøge, hvordan Københavns Kommune som arbejdsgiver kan (1) udvide rekrutteringsgrundlaget, (2) udvide arbejdskraftudbuddet internt i kommunen samt (3) gøre Københavns Kommune mere attraktiv som arbejdsplads.

Opsamling på drøftelse mellem Socialudvalget og HovedMED

Socialudvalgets møde med HovedMED den 21. februar 2022 var rekruttering og fastholdelse på dagsordenen. De overordnede tematikker, som blev berørt på mødet var:

  • Arbejdsmiljø: Herunder sikre tid til onboarding og kompetenceudvikling. Skabe muligheder for faglig opkvalificering og tydeligere karriereveje. Derudover blev der peget på arbejds- og tidspres, som dels kan skyldes kompleksiteten i opgaven, udfordringer ved den digitale arbejdsplads ved brug af vikarer og mængden af opgaver der tager tid fra kerneopgaven.
  • Afbureaukratisering: Herunder fokus på at sætte arbejdspladserne mere fri og lade arbejdsfællesskaberne tilrettelægge og løfte mere selv.  
  • Samtidighed: Herunder presset fra fx omstruktureringer, implementering af digitale systemer og større projekter, som tager tid fra kerneopgaven med borgerne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Mangel på velfærdspersonale er den største tværgående udfordring for Socialforvaltningen i de kommende år. Emnet vil gå igen i mange sager til udvalget.

Mikkel Boje

                                                           / Tine Kock Nielsen


Beslutning

Indstillingen blev drøftet. 

Kontorchef Tine Koch Nielsen deltog under punktets behandling. 

Til top